Boliger på Smedestræde 2 er godkendt

Borgerrepræsentationen har besluttet at gå videre med planerne om at bygge boliger til udviklingshæmmede på grunden på Smedestræde 2.

Læs mere

Valby vil beholde det grønne frirum på Smedestræde

På et borgermøde torsdag aften var Smedestrædegrunden på dagsordenen. Og de fremmødte borgere efterlod ingen tvivl om deres højeste ønske: At beholde det grønne frirum på Smedestræde 2.

Læs mere

Drømmen om Smedestræde er død

Der bliver ikke bibliotek og teatersal på Smedestræde 2. Efter at der hverken blev sat penge af i budgettet for 2016 eller i overførselssagen, er der ikke længere mulighed for at realisere projektet. Lokaludvalget holder borgermøde om sagen torsdag den 16. juni kl. 17 på Cafe Ciré.

Læs mere

Bytteøen på Smedestræde pakker sammen

Valby Miljøgruppe har besluttet at lukke ned for bytteøen på Smedestræde. Møblet, der blev bygget som en midlertidig installation på Herman Bangs Plads i 2014, er efterhånden i meget dårlig stand, og lokaludvalgets brugstilladelse til den tomme grund på Smedestræde er ikke blevet fornyet.

 

Efter mange års forsøg på at få bevilget penge til at bygge en kulturinstitution på Smedestræde, må lokaludvalget efterhånden sige, at slaget i denne omgang er tabt. Den brugstilladelse, som udvalget fik i 2014 og 2015, er ikke blevet forlænget, og grunden i hjertet af Valby er endnu en gang til salg.

Til Store Forårsrengøring tømte Valby Miljøgruppe derfor bytteøen på Smedestræde, og afleverede sagerne til genbrug.

“Byttemøblet er efterhånden noget udtjent – det trænger blandt andet til nyt tag og en masse andre reperationer – og da vi ikke kender grundens fremtid, vil det være for usikkert at smide en masse penge i at reparere det.” fortæller Henrik Palsmar, formand for Valby Miljøgruppe. “Så vi siger tak for mange års tro tjeneste, og skiller møblet ad her i løbet af foråret.”

Midlertidigt møbel fik forlænget levetid 

Bytteøen blev bygget af Områdefornyelsen Gl. Valby, da de holdt genbrugsdage på Herman Bangs Plads i 2014. Møblet var ikke tiltænkt en længere levetid, men fordi det viste sig at være meget populært, fik det lov til at blive stående på pladsen. Da Områdefornyelsen lukkede ned, adopterede Valby Miljøgruppe møblet og flyttede det til Smedestræde.

Sommer på Smedestræde

Der bliver alligevel liv på Smedestræde hen over sommeren, da sidste års populære pop-up koncept TH Bar har fået tilladelse til endnu en sæson. Den urbane byhave bliver også indtil videre stående, til glæde og gavn for alle Valbys borgere, der trænger til at få fingrene i jorden ind imellem.

Miljøgruppen arbejder sammen med Københavns Kommune på, at der bliver bygget et nyt møbel, der kan stå på Herman Bangs Plads, indtil byggeriet af nærgenbrugsstationen på pladsen går i gang.

Ingen penge til Valby

Lokaludvalget undres over, at Valby er helt forbigået i årets overførselssag. Op til forhandlingerne var der god dialog med rådhuset om både biblioteket på Smedestræde og broen og Folehaven, men ingen af projekterne blev nævnt med et ord i aftaleteksten.

Den tomme grund på Smedestræde går en usikker fremtid i møde, efter der endnu en gang ikke blev afsat penge til den samlende kulturinstitution, som lokaludvalget har arbejdet for i mange år. Der ser dog ud til fortsat at være vilje i Teknik- og Miljøudvalget til at finde penge til den helt nødvendige cykelbro over Folehaven.

Bro over Folehaven (måske) reddet 

Den planlagte cykelbro over Folehaven blev i februar indstillet til at blive annulleret, da projektet blev dyrere end forventet. Det lykkedes at sætte fokus på nødvendigheden af broen, og Teknik- og Miljøudvalget besluttede at finde pengene. Det skete ikke på overførselssagen, men Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell har efterfølgende løftet lidt af sløret for, at der en løsning på vej. Den præsenteres for Teknik- og Miljøudvalget i maj måned.

Bibliotek på Smedestræde hænger i tynd tråd 

Biblioteksprojektet ser meget usikkert ud – der er hverken afsat penge til projektering eller reservation af grunden i 2016, og så snart der viser sig en køber, er dagene for projektet talte. Der er brugt meget tid og mange penge på at reservere grunden, siden lokaludvalget i 2012 fik sat salget af grunden på hold. Så det er rigtig ærgerligt, at der ikke er den nødvendlige politiske vilje til at løfte det.

Det seneste forløb omkring projektet har været mærkeligt, da forvaltningen er gået stærkt ind på at finde en løsning sammen med dem, der ejer Tigergrunden. Der var klar opbakning til, at projektet skulle have et forsøg for at blive finansieret. Og så er det ikke nævnt med et ord i aftaleteksten.

Næste skridt for lokaludvalget er at finde ud hvad der sker i forvaltningen, og afdække, om der stadig findes muligheder for at finansiere en ny kulturinstitution på Smedestræde.

Læs mere

Cykelbroen over Folehaven i fare

Bibliotek og teatersal på Smedestræde

Overførselssag 2016: Vedligehold af byen og modtagelse af flygtninge

Smedestrædegrunden i fare

Der blev ikke afsat penge til den store kulturinstitution på Smedestræde, som Valby har arbejdet for siden 2012. Faktisk blev projektet ikke nævnt med et ord under forhandlingerne, på trods af, at der på sidste års budget blev vedtaget, at der senest i 2016 skal tages en beslutning om projektet. Derfor har Valby Lokaludvalg nu skrevet et brev til overborgmester Frank Jensen.

 

I gennemgangen af budgetforliget kan vi konstatere, at der ikke er afsat midler til nyt bibliotek og teatersal på Smedestræde i Valby“. Sådan indledes brevet til overborgmesteren, hvor Valby Lokaludvalg efterlyser en beslutning om projektet på Smedestræde. Projektet blev nemlig ikke nævnt med et ord under årets budgetforhandlinger, på trods af at Borgerrepræsentationen har vedtaget, at der senest i 2016 skal tages en beslutning.

I budget ’15 er der dermed ikke afsat penge til fortsat reservationsleje af grunden på Smedestræde 2, hvilket betyder, at grunden kan blive sat til salg igen fra januar måned.

Sidste års beslutning indeholder muligheden for at projektet kan indgå i overførselssagen eller budgetforhandlingen i 2016. Det forudsætter, at der findes penge til reservationslejen i 2016 frem til det tidspunkt, hvor sagen kan afgøres” skriver formand Michael Fjeldsøe og næstformand Villy Sørensen i brevet.

Valby Lokaludvalg afventer nu et svar fra overborgemesteren, og forventer, at midlerne til reservationsleje kan findes på kommunens budget, for projektet om nyt bibliotek og teatersal på Smedestræde kan få sin chance.

Læs brevet til overborgmester Frank Jensen 

Læs mere om nyt bibliotek og teatersal på Smedestræde 

Forårsklargøring af Smedestræde den 8. maj

Foråret er kommet, og det er på tide at rydde op og plante nyt i plantekasserne på Smedestræde 2. Den opgave kaster Miljøgruppen sig over fredag den 8. maj kl. 10-12 – og du er velkommen til at være med, hvis du trænger til jord under neglene.

 

Der skal plantes og sås nyt, fjernes skrald og ryddes op i hele Valbys have på Smedestræde 2. Miljøgruppen planter forskellige spiselige planter og krydderurter i plantekasserne, som hele Valby er inviteret med til at gå og passe og høste.

Smedestræde 2 huser også bytteøen, som Miljøgruppen har overtaget fra Herman Bangs Plads. Her kan man sætte ting, som man ikke bruger mere, men som ikke fejler noget, så andre kan få glæde af det. Når man har sat en ting, kan man også tage en ting, som andre har sat.

Frøstationen gøres også forårsklar, så valbyborgerne kan komme i gang med at bytte frø og forspire til deres egne haver, indendørs eller udendørs.

Kom og vær med hvis du har tid og lyst, mød op på den tomme grund ved Smedestræde 2 fredag den 8. maj kl. 10-12.

Bibliotek og teatersal på Smedestræde har fået et stort skub fremad

Et næsten enigt Kultur- og Fritidsudvalg holdt på deres møde inden jul liv i planerne om et nyt biblioteks- og teaterhus på Smedestræde. Udvalget vedtog at indsende deres forslag til et nyt kulturhus med bibliotek og teatersal til både overførselssagen 2014/2015 og forhandlingerne om Budget ‘2016.

Kultur- og Fritidsudvalget diskuterede i alt seks forskellige forslag, hvor forskellige dele af projektet indsendt til budget ’15 var enten nedprioriteret eller taget ud. I flere af forslagene udgik teatersalen af projektet, og udvalget skulle også beslutte, om forslaget skulle inddrage Tigerbygningen på Valby Langgade 52. I sidste ende besluttede et næsten enigt udvalg, hvor kun Liberal Alliance stemte imod, at sende forslaget, der både indeholdt bibliotek og teatersal, og inkluderede grunden på Valby Langgade 52, videre.

Løser flere problemer

Forslaget vil løse en række sammenhængende problemer i det centrale Valby. Det nuværende bibliotek er for lille og utidssvarende, både i forhold til de funktioner med bibliotek og borgerservice, det indeholder og i forhold til arbejdsforholdene for personalet. Ved at kombinere et nyt bibliotek med en teatersal løses også det problem, at Prøvehallens kapacitet som idrætshal kun kan udnyttes i en del af tiden, fordi der på grund af lydforholdene i bygningens konstruktion ikke kan udøves idræt samtidig med teater.

Desuden vil placeringen bidrage afgørende til opretholdelsen af by- og handelslivet på Valby Langgade og derfor understøtte en række andre indsatser i bydelen. Projektet har således en stor merværdi ud over prisen for at bygge til de funktioner, bygningen i sig selv kommer til at indeholde.

“Det giver ikke meget mening at vælge en løsning, hvor der kun bygges et bibliotek, for det løser kun den ene del af projektets udfordring,” siger formand for Valby Lokaludvalg Michael Fjeldsøe.

Den store pakke

Det er samtidig lokaludvalgets opfattelse, at en løsning, der inkluderer Valby Langgade 52 giver langt de bedste muligheder for at placere bygningen på grunden, så funktionerne kan fordeles hensigtsmæssigt og så der kan skabes gode byrum, plads til cykelparkering og en optimal arkitektonisk synlighed af det nye kulturelle flagskib i Valby.

Den holdning deler kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen: »Hvis det skal give mening at lave projektet, så skal der være plads nok. Og det kræver, at også Valby Langgade 52 indgår i projektet. Så det er selvfølgelig det, vi håber, at vi kan få opbakning til i budgetforliget. Jeg kan ikke se, at det giver mening andet end at gå efter den store pakke,« siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) til Valbybladet.

”Det kan godt være, at nogen synes det er et dyrt projekt, men man skal indregne værdien af at få løst flere problemer på en gang. Når der frigives et stort antal timer i Prøvehallen til idræt, bliver der både flere muligheder for Valby Skole og for det frivillige idrætsliv. Det er der stort behov for, og det kan løses på denne måde.” siger Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg.

Lokaludvalget bider mærke i, at der i budgetforhandlingerne for 2015 blev lovet en afklaring på Smedestrædes fremtid i 2016, og ser frem til et positivt resultat.

 

Miljøvenlig jul på Smedestræde lørdag den 6. december

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg inviterer til julemarked på Smedestræde 2 lørdag den 6. december kl. 10-14. Gå på juleindkøb hos de økologiske stadeholdere og hør om hvordan du kan holde en mere energivenlig jul.

 

Lørdag den 6. december fyldes Smedestræde 2 med julestemning. Miljøgruppen pynter op med økologisk juletræ og lys, og byder Valby på økologisk julemarked på den endnu tomme biblioteksgrund.

I de økologiske stader kan du købe frugt, grønt, syltevarer, sojalys og trælegetøj. Der vil være en energivejleder, der fortæller om energivenlig jul. Få en flyer med tips til en miljøvenlig jul, og køb de sidste julegaver med god samvittighed til stemningsfuld musik.

Læs flere tips til en miljøvenlig jul her.

Gang i bytteriet på Smedestræde

Miljøgruppen har adopteret den bytteø, som har stået på Herman Bangs Plads siden Områdefornyelsen Gl. Valby afholdt genbrugsdage i foråret. Bytteøen har været en stor succes med mange daglige brugere, men Områdefornyelsen havde ikke længere ressourcer til at passe den. Møblet er derfor flyttet til på Smedestræde 2, hvor bytteriet kan fortsætte.

 

Bytteøen har været meget populær på Herman Bangs Plads, hvor den har været med til at pege hen imod pladsens fremtid som grønt byrum med integreret nærgenbrugsstation. Projektet opnåede midler på budget ’15, så nu skal der ske nye ting på pladsen. Bytteøen er flyttet til Smedestræde, hvor den er med til at skabe liv på en anden af byens fremtidige udviklingsområder: På Smedestræde 2 er håbet at bygge nyt bibiotek og teaterhus. Projektet opnåede ikke midler på budget’15, men der blev afsat penge til at holde grunden i spil endnu et år, imens nye planer udvikles.

I bytteøen kan man sætte de ting, man ikke bruger, men som ikke fejler noget, så andre kan få glæde af dem, og tage de ting, som man selv lige står og mangler. Bytteøen modtager tøj, dimser, dippedutter, bøger, køkkengrej, porcelæn, nips, og alt andet, bare det er i god stand og andre vil kunne få glæde af det.

Næste gang du rydder op, så tænk over om andre vil kunne få glæde af de ting, som bare står og fylder hos dig, og tag et smut forbi Smedestræde med dem. Måske får du en uventet skat med hjem igen.

Miljøgruppen opfordrer til at alle brugere hjælper til med at holde bytteøen ren og fin, så alle kan få glæde af den.