Boliger Smedestræde udskudt 2022 nyhed

Byggeri af ungdomsboliger på Smedestræde udskydes i yderligere to år

På grund af anlægsloftet må 24 udviklingshæmmede unge vente yderligere to år på deres nye boliger på Smedestræde i Valby.

Boliger i stedet for bibliotek

Byggeriet af boligerne på Smedestræde 2 ud mod Valby Langgade blev vedtaget i 2016, efter vores drøm om at opføre et samlet biblioteks- og teaterhus på grunden blev endegyldigt lagt i graven.

I stedet overgik grunden til Socialforvaltningen, som manglede et sted at bygge boliger til 24 udviklingshæmmede unge, som i dag bor i utidssvarende boliger i Sydhavnen.

Vi fik dog lokal indflydelse på planlægningen af boligerne, og sikrede blandt andet, at der skal bevares en grøn forplads med offentlig adgang på grunden.

Byggeriet udskudt til 2022

Efter planen skulle nedrivning af de gamle bygninger på Smedstræde begynde til september i år, hvorefter de nye boliger skulle opføres.

Nu skal de unge vente et par år længere på deres nye hjem: På grund af anlægsloftet har Økonomiudvalget på rådhuset besluttede at udskyde anlæg af boliger på Smedstræde til 2022.

Se hele beslutningen på referat fra møde i Økonomiudvalget lige her:

Det gule hus på Smedestræde 2 bevares

I forbindelse med projektforslaget for byggeriet er det besluttet, at det gamle gule hus på Smedestræde 2 skal istandsættes.

Huset er i dag så faldefærdigt, at det ikke er tilladt at gå derind. Men det skal altså bringes tilbage i god stand, når byggeprojektet på Smedestræde kan gå i gang.

Kommunen skal spare en halv milliard på anlæg

Anlægsloftet, som er konsekvens af en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, bestemmer hvor mange penge landets kommuner hvert år må bruge på nye anlæg.

I starten af året blev det tydeligt, at København var ved at ramme sit loft, og anlægsprojekter for over en halv milliard kroner måtte derfor udskydes.

Læs mere om anlægsloftet lige her:

TH. Bar nyder godt af udsættelser

Udskydelsen af projektet betyder, at den populære popup-sommerbar TH. Bar nu kører på femte sæson på den tomme grund.

Nima Alijani, der bestyrer baren, var ellers gået på udkig efter andre egnede placeringer til sommerbaren efter byggeriet blev godkendt.

Men nu kan han måske se frem til et par år mere i åndehullet på Smedestræde.

Følg med udviklingen af dette og andre projekter i Valby – skriv dig op til vores nyhedsbrev, der udkommer to gange om måneden:

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *