Valbys Valg

Valby Lokaludvalg har inviteret folketingskandidater fra et bredt spektrum af de politiske partier til “valgeftermiddag” i Spinderiet. Eftermiddagen indeholder både mulighed for at møde partierne på tomandshånd (14-17), samt en paneldebat mellem de lokale kandidater.

Debatten vil tage udgangspunkt i temaer, der står højt på den lokale dagsorden herunder betalingsring, muligheder for lokaldemokratiets udfoldelse samt udbredelsen af klimavenlige teknologier.

Kandidater, der deltager i paneldebatten fra kl. 17.00 er: Karen Lumholt (B), Carl Christian Ebbesen (O), Gunna Starck (Ø), Ida Auken (F), Lars Berg Dueholm (I), Cecillia Lonning (V), Mette Reismann (S) og Per Junker Thiesgaard (K).

Fra 14.00-17.00 vil følgende partierne være til stede på Centertorvet, og være parate til at gå i dialog med de besøgende omkring det enkelte partis politik: De Radikale, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Konservative.

Kom til valgmøde i Spinderiet

Onsdag d. 7. september indtager lokale folketingskandidater Spinderiet. Her kan du møde kandidaterne i øjenhøjde og hvordan de vil repræsentere Valby hvis de får chancen på Borgen. Det er Valby Lokaludvag, der er initiativtager til arrangementet.
Forslaget om at afholde et valgarrangement for lokale kandidater blev oprindeligt stillet som et medlemsforslag af Rasmus Ole Hansen, der er medlem af Valby Lokaludvalg for partiet Venstre.  “Valby Lokaludvalg har besluttet at give valbyborgerne mulighed for at møde de lokale folketingskandidater fra alle de politiske partier, der er opstillingsberettigede til ´Folketinget. Borgerne skal have mulighed for at få at vide hvad de enkelte kandidater vil bidrage med hvis de bliver valgt ind.” siger Rasmus Ole Hansen om baggrunden for arrangementet.
Fra kl. 17 vil der være paneldebat hvor Lokaludvalget vil bede kandidaterne tage stilling til en række temaer der er centrale for Valby. Herunder ikke mindst forslaget om betalingsring, der som bekendt kan få store konsekvenser for Valby. Borgerne vil naturligvis også få mulighed for at stille spørgsmål direkte til kandidaterne.

Se annoncen for arrangementet her

Bliv hørt: kommuneplan 2011

“Grøn Vækst og Livskvalitet” er overskriften for Kommuneplan 2011, der er i høring frem til d 16. oktober. Under Valby Kulturdage kan du i lokaludvalgets telt på Tingstedet høre mere om kommuneplanen. Københavns Kommune vil være til stede med en digital fremvisning, og lokaludvalgets medlemmer vil gå i dialog med dig omkring den del af kommuneplanen, der vedrører Valby. Du kan også give din mening om Københavns Kommunes udkast til planerne for fremtidens København og læse  planen “Grøn Vækst og Livskvalitet” på Københavns Kommunes høringsportal “Bliv Hørt”.

Kommuneplanen giver bud på hvordan:

  • der skal blive plads til 100.000 nye københavnere
  • vækst og livskvalitet kan gå hånd i hånd i den kommende byudvikling
  • København skal styrke sin position som en miljømetropol med grøn vækst
  • København og Malmö kan være driver for vækst i Øresundsregionen

 

Fra god til verdens bedste

Det er navnet på Københavns Kommunes nye cykelstrategi, der blandt andet rummer verdens mest ambitiøse målsætning for cyklisme i en storby. Målet er, at 50 % af rejser til arbejde og uddannelse i hovedstaden i 2025 skal foregå på cykel. I dag cykler 150.000 mennesker i København hver dag til arbejde eller uddannelse. 55.000 flere skal tage cyklen, hvis ambitionen skal indfries.

Valby Lokaludvalg drøfter cykelstrategien den 9. august og afgiver herefter sit høringssvar. Har du kommentarer til strategien, som lokaludvalget skal kende til, skal de være sekretariatet i hænde senest den 1. august. Skriv til dse@okf.kk.dk eller til Valby Lokaludvalg, Valgårdsvej 4-8, 2500 Valby.

Cykelstrategien fokuserer på fire temaer, der skal arbejdes med: Det skal være trygt, hurtigt og komfortabelt at cykle i København, og der skal være masser af byliv.

Målet skal nås gennem prioritering og innovation. Man vil prioritere en cykelvenlig infrastruktur med brede cykelstier, så cyklisterne kan komme hurtigere frem, tryggere overgange via broer, ramper og tunneller og bedre cykelparkering.

Intelligente trafiksystemer med IT i vejen og cyklen, LED-lys i belægningen til markering af fleksible baner og elcykler til langdistancependlere er nogle af de innovative tiltag, strategien lægger op til at investere i. Flere grønne bølger og mulighed for at cykle mod ensretningen skal også lette cykelturen gennem København.

Du kan læse Københavns Kommunes Cykelstrategi 2011- 2025 i sin fulde længde på www.blivhoert.kk.dk., hvor du også kan skrive din personlige kommentar. Høringsfristen for cykelstrategien er den 12. august 2011.

Høringsfrist for Grønttorvet nærmer sig

Har du kommentarer til lokalplanen for Grønttorvsområdet, som Valby Lokaludvalg skal være bekendt med, inden de afgiver deres endelige høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen? Så skriv eller mail til sekretariatet for Valby Lokaludvalg så det har dine input senest den 1. august 2011.   

Mail til dse@okf.kk.dk eller skriv til Valby Lokaludvalg, Valgårdsvej 4-8, 2500 Valby.

Lokalplanen handler foruden udvikling af Grønttorvsområdet også om forskønnelse af Torveporten og omlægning af krydset Retortvej/Folehaven, samt en tilknyttet miljørapport. Den er i høring fra den 18. maj til den 18. august 2011.

Mere information

Du kan læse mere om lokalplanen for Grønttorvsområdet på hjemmesiden www.kk.dk/lokalplanforslag.

Download flyer om Grønttorvsområdet
Download folder om Grønttorvsområdet

http://www.blivhoert.kk.dk kan du også læse om forslagene, skrive din mening og sende dine bemærkninger. Fristen her er den 18. august.

Borgermøde om Lokalplan for Grønttorvsområdet 8. juni 2011

Københavns Kommune og Valby Lokaludvalg inviterer til borgermøde og byvandring onsdag den 8. juni 2011.

Vandringen starter kl. 18.00 fra Grønttorvet nr. 5. Efterfølgende er der borgermøde i Grønttorvets Torvehal kl. 19.00 – 21.00, hvor medarbejdere fra Center for Bydesign vil svare på spørgsmål til planerne.

Børn er også velkomne
Rytmikpædagog Lotte Tænner fra Børnekulturhuset Zone 2 vil være tilstede fra 19.00 til 21.00 for at lave aktiviteter med børnene.

Lokalplanen, der også omhandler forskønnelse af Torveporten og omlægning af krydset Retortvej/Folehaven, samt den tilknyttede miljørapport er i høring fra den 18. maj til den 18. august 2011. Borgermødet er et led i høringsprocessen og skal skabe dialog omkring Grønttorvsområdet.

Mere information
Download flyer om Grønttorvsområdet
Download folder om Grønttorvsområdet
På hjemmesiderne www.kk.dk/lokalplanforslag og http://www.blivhoert.kk.dk kan du læse om forslagene, skrive din mening og sende dine bemærkninger.

Dit høringssvar kan også sendes på mail eller til postadressen:

  • Center for Bydesign
    Postboks 447
    1505 København V.

 

Sidste frist for indsendelse af høringssvar er den 18. august 2011.

Visioner for letbaner

Omkring 90 borgere, letbane-entusiaster, politikere og kommunale embedsmænd fra flere kommuner havde lagt vejen forbi Carlsberg tirsdag den 1. marts, da Valby Lokaludvalg præsenterede ideen om en letbane fra Enghave Plads til Hvidovre Hospital via Valby.Generelt var der stor opbakning til Valby Lokaludvalgs vision om at sikre den kollektive trafik et væsentligt kvalitetsløft via en letbane. Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgård var helt enig i visionen om, at vi skal have mere kollektiv trafik og understregede, at det var på SFs foranledning, at letbaner var kommet med blandt de muligheder, forvaltningen er blevet bedt om at undersøge. Københavns Kommune skal i løbet af foråret aflevere en analyse om fremtidens kollektive trafik til politikerne. Og han glæder sig over, at også Valby-letbanen nu indgår i analysen.
Som det også blev sagt fra flere sider, så er det en vision, det vil tage mange år at realisere. Men den er blevet mere realistisk, nu da planerne om en letbane langs Ring 3 er ved at blive konkrete. Med den som rygrad i et letbanesystem er proppen kommet af ketchupflasken, som det blev udtrykt.

Næstformand i Valby Lokaludvalg Michael Fjeldsøe var efter mødets afslutning yderst tilfreds med arrangementets forløb.

“Jeg synes det var dejligt at få taget hul på debatten om muligheden for at give Carlsberg og Valby et trafikalt løft via en letbane. Vi er godt klar over at det ikke er i morgen der kører letbaner gennem Valby. Men hvis ikke den planlagte byudvikling skal drukne Valby i trafik, så skal de attraktive, kollektive trafikløsninger planlægges nu. Så kan de være klar om ti år i stedet for at vi begynder at planlægge til den tid.”

”Valby Lokaludvalgs formål med mødet var at få sat debatten igang og at få overbevist politikerne i København og omegnskommunerne om, at forslaget er værd at undersøge nærmere. Vi er glade for, at planen bliver taget alvorligt i Københavns Kommune. Men vi ser også meget gerne, at Hvidovre Kommune tager bolden op og begynder at drøfte forslaget nærmere – også i forhold til, hvordan den kunne føres videre til en letbane i Ring 3. Og vi vil meget gerne drøfte med Vesterbro Lokaludvalg, hvordan man kan få forbindelse til Metroringen på en fornuftig måde. Det er dem, der kender området omkring Enghave Plads.”

Lokale bekymringer for støj og sikkerhed
Der var mødt borgere frem fra både Vesterbro, Valby og Hvidovre, og der var generelt opbakning til at arbejde videre med ideen. Dog var der flere borgere, som udviste bekymring over udsigten til at få en letbane kørende lige forbi, hvor de bor. Der blev især stillet spørgsmål til støj, pladsforhold og sikkerhed. Det er spørgsmål, som skal undersøges nærmere, men som kan løses, mente Atkins, der har lavet letbanerapporten for Valby Lokaludvalg.

Mere information
Læs mere om letbanen her

Offentligt møde om Letbanen på Carlsberg

Valby Lokaludvalg inviterer alle interesserede til præsentation af forslag til en letbane løsning, der via en letbanelinie gennem Carlsberg, Valby og Hvidovre, binder den kommende letbane på ring 3 sammen med metro cityringen. Kom og se forslaget og deltag i debatten.

STED: Carlsberg, Pavillionen, Ny Carlsberg Vej 140, 1760 KBH V (ved elefanterne)
TID & DATO: 1. marts 2011 kl. 18.30 – 20.00

Program
Præsentation, v. Valby Lokaludvalg og Atkins Danmark A/S
Kommentarer til forslaget, Bo Asmus Kjeldgaard, Teknik- og Miljøborgmester, København og Lars Holten, direktør, Carlsberg Ejendomme
Pause, med let forfriskning
Dialog, -afslutningsvis vil der være spørgsmål fra salen og svar fra oplægsholderne

Mere informatio:
Se hele rapporten fra Atkins: Teknisk Notat_Valby_letbanescreening_v.2.0a
Læs mere om letbaner: www.letbaner.dk

 

Valby Vandkulturhus – brugerbestyrelse

I vinteren 2012 åbner Valby Vandkulturhus i Valby Idrætspark.

Vandkulturhuset egner sig primært til “fri leg”, men vil også være tilgængeligt for foreninger i udvalgte tidsrum. Allerede d. 12 januar 2011 nedsættes en brugerbestyrelse for Vand Kulturhuset. Alle – foreninger som private – der ønsker at have indflydelse på husets fremtidige drift, er velkomne til mødet, der finder sted i Valby Idrætspark d. 12.01.11 kl 17 til.20.

Nærmere information ved henvendelse til lokaludvalgets sekretariat på telefon 36 180 190.

 

Skøjtebane på Toftegårds Plads

Valby arver skøjtebanen fra Kongens Nytorv for en årrække. Kultur- og Fritidsudvalget har netop truffet beslutning om at placere skøjtebanen på Toftegårds Plads fra og med vinteren 2010-2011 og frem.

Toftegårds Plads får en skøjtebane
Borgerne i Valby kan glæde sig. Nu er det endelig lykkedes Valby Lokaludvalg at overbevise kulturpolitikerne på Københavns Rådhus om, at den hjemløse skøjtebane fra Kongens Nytorv fremover skal sprede glæde i vintermånederne på Toftegårds Plads.

Torsdag aften (den 30. september 2010) besluttede Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune nemlig, at den store udendørs skøjtebane skal placeres på Toftegårds Plads fra og med vinteren 2010-2011 og frem til det igen bliver muligt at opstille skøjtebanen på Kongens Nytorv, når metrobyggeriet i 2018 ventes færdigt.

Valby Lokaludvalg har i henvendelsen til Kultur- og Fritidsudvalget blandt andet slået på, at Toftegårds Plads har en central placering med synlighed i byrummet, tæt på skoler, børnehaver, kulturinstitutioner og oftentlige transportmidler. Etableringen af en skøjtebane vil desuden være i tråd med de lokale planer og visioner, hvor banen således vil være en oplagt vinteraktivitet i forbindelse med Valby Moves – den midlertidige kulturelle frizone på Toftegårds Plads.

Valby Kulturhus vil i samarbejde med Café Mæt og Zone2 arrangere skøjtediscotek på banen hver fredag aften. Og i dagtimerne vil der være aktiviteter for lokale daginstitutioner og skoler. Hertil kommer, at Kraftwerket meget gerne vil lave arrangementer a la “Punk on Ice”.

Skøjtebanen kan fejre sin åbning den 1. december 2010, hvorefter borgerne i Valby kan stå på skøjter fire måneder frem til udgangen af marts 2011.