Ny kulturstrategi i høring blandt Valbys borgere

I november 2014 startede Kultur- og Idrætsudvalget arbejdet med at lave en ny kulturstrategi for Valby Lokaludvalg. Udvalget afholdt en workshop med lokale kulturaktører, og på baggrund af denne og interne drøftelser er der nu skrevet et udkast til kulturstrategi. Indtil den 19. februar 2015 inviterer Lokaludvalget alle Valbys borgere til at komme med deres kommentarer til strategien.

Valby Lokaludvalgs nuværende kulturstrategi blev skrevet i 2012, og er blevet uaktuel, da de fokuspunkter og fyrtårnsprojekter den beskriver i stor udstrækning er blevet opfyldt. For eksempel beskrives Valby Kino og Valby Kunstår, som begge er afsluttet med stor succes. I stedet for at lappe på og opdatere den tidligere strategi, valgte kultur- og idrætsudvalget at udarbejde en ny, så det nye lokaludvalgs ønsker og visioner blev afspejlet i strategien.

Kulturstrategien skal udstikke en retning, som lokaludvalget og lokale aktører kan arbejde efter.  Strategien trækker de store visioner og linjer op, og definerer små skridt, som peger hen imod målet. Udkastet definerer fire fokusområder, og fyrtårnsprojekter for dem alle, som kultur- og idrætsudvalget vil være særlig opmærksom på.

Lokaludvalget opfordrer alle i Valby, foreninger, institutioner og privatpersoner, til at læse strategien og komme med deres kommentarer, gode ideer og andre indspark. Lokaludvalget indsamler svar frem til den 19. februar, og strategien skal til endelig godkendelse på Valby Lokaludvalgs møde den 10. marts 2015, hvorefter den bliver lanceret.

Hent udkastet til strategien her: Udkast til kulturstrategi 2014-2018

Høringssvar sendes til valbylokaludvalg@okf.kk.dk inden den 19. februar 2015.

 

Giv dit bud på fremtidens Valby Kulturdage

Datoerne for Valby Kulturdage 2015 er nu fastlagt til den 4. og 5. september. Men udover datoen er der ikke noget, der ligger fast. Styregruppen igangsætter nu en proces, hvor alting smides op i luften, for måske at lande på en ny måde. Og du kan give dit besyv med, ved at bruge ti minutter på at besvare et spørgeskema om Valby Kulturdage. Blandt besvarelserne trækkes der lod om fem gavekort til to personer til Valby Kino. Besvar spørgeskemaet her.

2014 blev et fint, men temmelig vådt år for kulturdagene. Og selv om det var et ganske succesfyldt år, men mange tilmeldte foreninger og gode navne på scenen, begyndte snakken hurtigt i krogene, om det er på tide, at der sker noget nyt med kulturdagene. En evaluering, først i styregruppen og siden i Valby Lokaludvalg, har indtil videre vist, at der er mange ideer til hvilke nye retninger Valby Kulturdage kunne tage.

Derfor igangsætter Lokaludvalget nu en spørgeskemaundersøgelse, der skal afdække både borgernes, foreningernes og forretningslivets behov og ideer til Valby Kulturdage i fremtiden. Resultaterne tages med til et stormøde i november, hvor fremtiden for kulturdagene skal diskuteres.

Vi prøver at lægge ’plejer’ i graven og ser på kulturdagene med helt friske øjne. Vi kan mærke et behov, både fra borgernes, foreningernes og de handlendes side, for at undersøge, om vi får nok ud af kulturdagene som de er nu, eller de skal tænkes helt om” fortæller Dorthe Eren, udvalgssekretær for Valby Lokaludvalg og medlem af styregruppen for Valby Kulturdage.

Spørgeskemaet kan findes på Valby Lokaludvalgs hjemmeside og på Facebook, og det vil blive delt flittigt over de næste tre uger, for at få så mange besvarelser som muligt – både fra dem der deltog og dem der ikke deltog i 2014. Skemaet tager kun ti minutter at besvare, og blandt svarene trækkes der lod om fem gange 2 gavekort til Valby Kino.

Ny pulje til aktiviteter på Smedestræde

Arbejdet med nyt bibliotek og teatersal på Smedestræde 2 fortsætter i Valby Lokaludvalg – og projektet har fået fornyet vind i sejlene, efter Kultur- og Fritidsudvalget på Rådhuset har afsat 100.000 kr. i en pulje til midlertidige aktiviteter på den tomme grund i 2014. Puljen administreres og kan søges gennem Valby Lokaludvalg.

Valby Lokaludvalg har siden sensommeren 2012 arbejdet for at overbevise politikerne på Københavns Rådhus om, at den tomme grund på Smedestræde 2 har potentiale til at blive et nyt kulturelt kraftcenter, der samtidig kan styrke by- og handelslivet i det centrale Valby. Lige nu tegner Kultur-og fritidsudvalget på et forslag, der skal med på budgetforhandlingerne til august.

For at holde liv i de midlertidige aktiviteter og øge synligheden omkring projektet, har Valby Lokaludvalg fået en brugstilladelse til den tomme grund på Smedestræde. Og nu er der også fulgt en pose penge med fra Rådhuset.

Bygningerne på grunden kan ikke anvendes, da de er for faldefærdige, men på den lille græsplæne ud til Valby Langgade kan man frit boltre sig. SEEDS fra Københavns Universitet byggede i 2013 en hvid pavillon på grunden. Og i løbet af foråret og sommeren har Smedestræde 2 emmet af liv.  Miljøgruppen fra Valby Lokaludvalg har, sammen med Valbys borgere og TagTomat, været flittige med at omdanne den tomme grund til en urban have. Der er opsat plantekasser, som alle kan være med til at passe og pleje, og høste afgrøderne. Creative Roots har etableret en frøstation på grunden, hvor man kan afhente frø til egne planteprojekter, og aflevere frø man har til overs. Der er opsat byttekasser til bøger, og Kultur Valby har etableret en oplevelsesverden for børn, med en lille frø i centrum.

I foråret lånte foreningen Omstilling NU grunden til at afholde en tre-dages festival, som satte fokus på innovative bæredygtige løsninger. Her var workshops, debatter, foredrag og oplæg, og festivalen blev godt modtaget og vel besøgt.

Hvem kan søge?

Der bliver lagt vægt på projekter, der enten relaterer sig til grundens fremtidige anvendelse til bibliotek og teatersal, der sætter fokus på grønne løsninger, eller understøtter nye fællesskaber i bydelen.

Ligger du inde med en god idé til en aktivitet eller begivenhed, der vil passe godt ind på grunden, kan du finde mere info om puljen her, hvor du også kan finde ansøgningsskema. Kontakt også gerne sekretariatet med din idé: valbylokaludvalg@okf.kk.dk.

Mere information om projektet på Smedestræde finder du her.

Informationsvideo

Lokaludvalgene i København har fået produceret en video som fortæller om lokaludvalgenes opgaver og hvad DU kan bruge dem til.
Se videoen her:

Valby Kunstår er slut – hent Ambassadørernes Dagbog

Så er Valby Kunstår 2013 overstået. Hvis du gik glip af kunstambassadørernes mange spændende historier fra året, så kan deres blogindlæg hentes i en samlet PDF-fil gennem dette link.

Man kan også læse lidt mere om Kunstårets målsætninger og fremtidige planer på denne side.
Husk at selvom kunståret er slut, så er der stadigvæk mange gode og fantastiske kunst- og kuturoplevelser i bydelen.

Valby Kunstår Kalas bliver til Valby-Parnasset

Den store festlige afslutning på Valby Kunstår skifter navn til Valby-Parnasset.

Datoen er stadig den 18. december, stedet er stadig Prøvehallen og showet fremføres stadig kl. 19 og kl 21, kun afbrudt af en kort reception for afslutningen af Valby Kunstår.

Valby-Parnasset er genoplivelsen af en gammel tradition i Valby som stammer helt tilbage fra de brølende 1920’ere. Her mødtes  danske ekspressionistiske kunstnere, bl.a. Tom Kristensen og Emil Bønnelycke i et atelier på Vigerslev Allé for at debatteree de kunst, kultur og politik. I dag er Valby-Parnasset et abstrakt rum, en hip gruppe af kreative, der elsker deres bydel, og de forstår ikke at resten af københavnerne ikke straks sælger deres andelslejligheder i brokvarterene og flytter til Valby.

Undervejs i forestillingen får publikum og Gordon Kennedy besøg af nutidige medlemmer af Valby-Parnasset: digteren Martin Glaz Serup, tidligere dansk mester i poetry slam Peter Dyreborg, skuespiller Pelle Koppel (Pagten, Forbrydelsen 2 & 3), skuespiller Ole Boisen (Broen), skuespiller Filippa Suenson (Live fra Bremen), sangerinden Marie Carmen Koppel, et af landets bedste gospelkor True Gospel Singers, kapelmester Benjamin Koppel og hans band bestående af Anders Koppel (Savage Rose, Bazaar), DJ Noize og Henrik Dam Thomsen (DR Symfoniorkestret).

Forestillingen er afslutningen på Valby Kunstår, hvor bydelen gennem hele 2013 har fejret sig selv og sine mange kulturaktører, der laver alt fra en ny biograf til gavludsmykninger, teaterforestillinger og en jazzfestival. Der spilles kl. 19 og kl. 21. Mellem de to forestillinger afholdes der reception og officiel lukning af Kunståret ved Formand for Valby Lokaludvalg, Lisbeth Ritter.

Billetter til det gevaldige show kan købes ved at følge det her LINK

Showet er et samarbejde mellem de lokale aktører Valby Lokaludvalg, Områdefornyelsen Gl. Valby, Kultur Valby, Benjamin Koppels musikvirksomhed Cowbell og Pelle Koppels Teater V.

Valby Kunstår går på hæld – Decemberprogrammet er ude

December markerer den sidste måned i året og dermed også afslutningen på Valby Kunstår. Gennem 2013 har Kunståret lagt rammer for mere end 200 kunst- og kulturarrangementer i, om og omkring Valby.

Årets sidste måned byder på julekoncerter, juleteater, julefilm og et gevaldigt brag af et afslutningsshow i form af Valby Kunstår Kalas.

AstaBasta inviterer til bamsejul for de mindste på Vigerslev Bibliotek d. 3 – 5. december.

Den 8. decemeber kan man høre skønsang og englelyd når Kammerkoret Ambitus holder julekoncert i Prøvehallen.

10 – 12 December ligger Vigerlev Bibliotek lokaler til fremvisning af julefilm for børnene.

Den 18. december kan man nyde det store Valby Kunstår Kalas, som med maner afrunder Kunståret med et show ud over det sædvanlige fra de to lokale Peter Koppel og Benjamin Koppels hænder.

Endelig skal lyde en opfordring til at gå en vintertur i Pigekvarteret og nyde de flotte gavlmalerier som er blevet færdiggjort der i november.

Hele programmet, samt link til billetkøb for Valby Kunstår Kalas kan selvfølgelig findes på valbykunstår.dk

Her skal afrundes med ord fra Kunstårsambassadør Allan Bauer, som har fulgt kunståret fra start til slut:
“Selvom Kunståret lakker mod enden betyder det jo ikke at kulturoplevelserne i Valby er forbi. For naturligvis er nydelse af og deltagelse i  forskellige kulturelle begivenheder ikke noget, der begrænses af et kalenderår.

Kunståret har budt på en bred palet af oplevelser som inkluderer eksperimenterende teaterstykker i Teater V, verdensklasse jazz i Prøvehallen og tænksomme aftener med foredrag om Søren Kierkegaard. Der har været standup, futuristiske 3D-eksperimenter på FabLab i Kulturhuset, vandlege
for børnene på Porcelænstorvet, og så var det også året, hvor Valby igen fik sin egen biograf.

Til næste år udgives der næppe det samme antal flotte foldere om kulturtilbuddene, men tilbuddene vil stadig være der. For kunståret har mest af alt vist, at Valby både er en integreret del af vores vidunderlige hovedstad og samtidig er en lille og hyggelig, lokal købstad med masser af liv – også inden for kulturen.

God jul og fortsat godt kunstår!”

Informationsmøde om lokalvalg

Mandag d. 25. er der informationsmøde om det kommende valg til Valby Lokaludvalg på 5. sal i Kulturhuset kl. 19.00 – 20.30
Hvis du gerne vil vide noget mere om Lokaludvalgets arbejde og hvorfor netop du skal stille op, så er mødet for dig.

Programmet vil forløbe som følger:

KL. 19: Velkomst

Kl. 19.10: Rammer for valg til lokaludvalget

Kl. 19.25: Lokaludvalgets projekter

Kl. 19.35: pause

Kl. 19.45: Oplæg om udvalgsarbejdet med konkrete projekteksempler

Kl. 20.15: Afslutning og fakta om lokalvalget.

Der vil være te og kaffe under arrangementet.

Som opvarmning kan man se vores informationsvideo om valget.

Du kan også læse mere om lokalvalget og hvordan du stiller op lige HER

Valby Kunstår 2013 – November

Så er det ved at være november og vi har rigtig fået smagt på efterårsvejret med storm og regn og det hele. Heldigvis byder kunstårets novemberprogram på masser af sociale hyggearrangementer som man kan give et afbræk fra det tiltagende vintermørke.

Allerede d. 1. november kan man få sig en ordentlig en på opleveren så det løber en koldt ned ad ryggen, når Kultur Valby åbner kulturhuset for årets Haloween Natgysløb. Kom, hvis du tør.

Den 11. november rundes Søren Kierkegaards 200 års fødselsdags år af med en gevaldigt festlig aften i Timotheuskirken. Her skal nok belyses endnu et par interessante detaljer om den store filosofs spændende liv.

Den 15. november er der mulighed for at opleve en af Danmarks mest elskede forfattere når Benny Andersen indtager scenen til spoken word sammen med Lone Hørslev og Per Helge Sørensen

Endelig tages der forsmag på julen når Moster Zilette inviterer til juleshow på Valby Bibliotek den 23. november og Copenhagen FabLab lægger lokaler og maskiner til produktionen af julepynts-workshops med 3D-teknologien i dagene fra d. 25/11 – 1/12.

Som sædvanlig er dette blot et udsnit af programmet og det hele kan ses på www.valbykunstaar2013.dk

Valby Kunstår – Oktober

Året er så småt ved at gå på hæld og vejret er allerede begyndt at vise sig fra sin koldere side. Heldigvis er der ikke nogen grund til at fortvivle, for Valby Kunstårs oktoberprogram byder på en lang række af hyggelige (og uhyggelige) indendørsarrangementer som kan få tankerne væk fra efteråret og vinterens komme. Hvad end du trænger til alenetid, eller til at hygge med familien.

Fra moderne ekspressionisme til kick-ass airbrush designs og fra foto realisme til 3D tegninger med optisk illusion” Ramon Bruin kan det hele! Galleri Varming åbner d. 5 oktober en flot og fantastisk udstilling med den hollandske kunstner. Der er fernisering fra kl. 12 – 15.

Prøvehallen ligger hus til et gæstespil fra Teater Katapult. Das Unheimliche er historien om en, på overfladen, helt almindelig dansk familie og hvad der sker når fortiden dukker op og får hverdagens fernis til at slå sprækker. Gæstestykket spiller fra d. 9. – 13.  oktober

Mangler din AT-AT Walker et ben, eller har du mistet en flad otter til dit yndlings legosæt? Byt, print eller skær lige den reservedel du har brug for når Copenhagen FabLab, i Valby Kulturhus åbner dørene op til Gør  det selv: Repairday. Det sker d. 14. og 15. oktober

I sidste weekend af efterårsferien slås dørene op til GEEKcore festival. 4 dage med alskens nørderier. Så hvad end du er til computer, brætspil, tegneserier udklædning, eller rollespil, så er der noget for dig. Der er kun begrænsede billetter, så skynd dig at tilmeld dig på geekcore.dk. GEEKcore finder sted fra d. 17 – 20. oktober

Der er fortælling, leg og masser af Pippi Langstrømpe og Hr. Nilsson på programmet lørdag d. 26. oktober, når Hr. Nilsson og Den Blå Heks gæster Vigerslev Bibliotek og fortæller om deres oplevelser sammen med Pippi. Tag børnene i hånden og få en hyggelig oplevelse med Astrid Lindgrens kendte figurer.

Allehelgensaften er en spændende og uhyggelig aften, hvor ånder, genfærd og andre magiske og uhyggelige væsner vandrer omkring på jorden ifølge folketroen. Derfor arrangeres der Natgyserløb i Valby Kulturhus fredag d. 1. november, hvor man virkelig kan få en på opleveren og blive skræmt fra vid og sans. Kom hvis du tør!

Detaljer for arrangementerne og resten af programmet kan ses på www.valbykunstaar2013.dk