Begrønning og cykler på Toftegårds Plads den 25. april

Synes du, ligesom mange andre, at Toftegårds Plads er en stenørken, der trænger til fornyelse og grønt? Så kom med, når Miljøgruppen inviterer til plantekassedag og indvielse af pladsens nye trafiklegeplads den 25. april fra 12-15.

Toftegårds Plads er kommet i Lokaludvalgets søgelys i 2015 – både som tema, og som fyrtårnsprojekt for Miljøgruppen. Nu da skøjtebanen har pakket sammen og foråret pibler frem, inviterer Miljøgruppen alle interesserede borgere til en plantekassedag lørdag den 25. april kl. 12-15.

På dagen skal Toftegårds Plads begrønnes med mobile plantekasser og siddemøbler, som kan flyttes rundt efter behov, og vil være med til at forskønne pladsen. Alle, der vil være med til at give Toftegårds Plads et løft, opfordres til at fatte havehandskerne og være med til at skabe et nyt, grønt byrum på pladsen.

Indvielse af ny trafiklegeplads

Længst væk fra vejbanen på Toftegårds Plads indretter Miljøgruppen i den næste tid en trafiklegeplads, der skal indvies på plantekassedagen den 25. april. Trafiklegepladsen bliver åben for alle, der selv medbringer køretøj.

Miljøgruppen har overtaget en cykellegebane af Cyklistforbundet, som vil indgå i trafiklegeladsen. Med til banen følger cykler og hjelme, som institutioner vil kunne låne til særlige arrangementer.

Trafiklegepladsen og plantekasserne vil være med til at sætte fokus på pladsen og skabe et nyt og anderledes opholdsrum i Valby. Det er tanken løbende at afprøve forskellige ting på pladsen, for at få klarlagt, hvad pladsen rummer af potentiale, muligheder og udfordringer. På sigt er det målet at få sat Toftegårds Plads på den politiske dagsorden, så der afsættes midler til en fremtidig udvikling.” siger formand for Miljøgruppen Henrik Palsmar.

Linje 18 omlægges til 8A

Fra den 29. marts omlægges linje 18 til linje 8A. Omlægningen er anden halvdel af projektet med at få bedre busbetjening til Folehaven, og betyder flere busser og natbusdrift på ruten.

Omlægningen af busserne for at give bedre busbetjening til Folehaven er en sag, som Valby Lokaludvalg har båret frem i samarbejde med lokale borgere. Første del var omlægningen af bus 10, som blev lagt i en direkte rute ind til byen, hvilket sparede rejsetid fra Folehaven. Og i budgetforhandlingerne 2015 afsatte rådhuset penge til at gennemføre omlægningen af bus 18 til 8A.

Udover at sikre en bedre betjening af “udkants-Valby”, støtter omlægningen også udviklingen af Ny Ellebjerg station som trafikalt knudepunkt. Stationen er udset til at blive Københavns nye trafikale knudepunkt for regionaltog, fjerntog, S-tog og metro, og skal i fremtiden aflaste Københavns Hovedbanegård.

”De to vigtige ting ved omlægningen af linje 18 til A-bus er øget betjening og natbusdrift. Derudover giver det Ny Ellebjerg station en knudepunktsfunktion. Og så kan vi få et superstop ved Ny Ellebjerg station!” fortæller Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg.

Fakta:

Omlægningen af linje 18 til 8A betyder hyppigere drift mellem Nordhavn og Friheden, mens betjeningen af Avedøre Holme bliver overtaget af andre linjer. Frekvensen på linjen opgraderes til A-busstandard, hvilket vil sige 12 afgange i timen i myldretiden, 8 gange i timen mellem myldretiderne samt lørdage 9-18. 6 afgange i timen i aftentimerne samt på søndage fra kl. 10. 3 afgange i timen natten til lørdag og søndag samt lørdag og søndag morgen og 2 afgange i timen natten til mandag-fredag.

Byvandring og borgermøde på Grønttorvet 25. marts

Københavns Kommune og Valby Lokaludvalg inviterer til byvandring onsdag den 25. marts 2015 kl. 17.30 med start fra portbygningen for enden af Torveporten og orienteringsmøde kl. 19.00 på adressen Grønttorvet 9.

Baggrunden for byvandringen og borgermødet er et forslag til ny lokalplan for området, der gør det muligt at omdanne Grønttorvet til et integreret byområde med en større boligandel end fastlagt i den tidligere lokalplan. Forslaget vil muliggøre opførelse af 270.000 m nybyggeri omkring en offentligt tilgængelig park, der etableres på Grøntorvshallens areal, hvor dele af konstruktionen bevares.

Lokaludvalget fokuserede i sit tidligere høringssvar på, at bebyggelsesprocenten er høj og ikke skal sættes yderligere op. Der skal etableres gode forbindelse igennem det nye byområde, og Grønttorvet skal passe ind i Valby. Byggeriet skal være bæredygtigt, og satse på miljørigtige løsninger. Lokaludvalget mener også, at det med de mange nye tilflyttere til området ville være oplagt at etablere en ny skole på området. Som minimum skal der etableres en sikker forbindelse over Folehaven til Kirsebærhavens skole.

Det er helt afgørende, at Lokaludvalget og borgerne bliver inddraget i hele processen, og vi opfordrer derfor til, at møde op og høre om planerne, og give sit besyv med til fremtiden for et af Valbys store udviklingsområder.

Læs forslaget til ny lokalplan på blivhoert.kk.dk.

 

Idekonkurrence for Christiansholm/Papirøen

En original idé, der passer til området og bliver til glæde for mange. Sådan lyder kriterierne i idékonkurrencen om en ny, markant kultur- eller fritidsfunktion på Christiansholm (i folkemunde Papirøen), som netop er skudt i gang af Københavns Kommune og løber frem til den 7. april.

For at styrke området og sikre, at det fortsat vil være til glæde for københavnerne, skal der etableres en permanent kultur- eller fritidsfunktion, som kan tiltrække folk fra nær og fjern. Et sted som alle kan bruge og har lyst til at komme til. Men hvad skal det være, og skal det være én eller flere funktioner?

Det beder Københavns Kommune nu københavnerne om hjælp til at finde ud af. Det er nemlig nu, at de gode og spændende ideer skal på bordet, så København kan blive inspireret til den videre udvikling af området. Alle kan deltage i konkurrencen og der vil blive kåret fem forskellige vindere, som hver præmieres med 10.000 kr.

Den nye kultur- eller fritidsfunktion skal etableres som del af en større udvikling af området omkring Christiansholm, Dokøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads. Derfor sætter Københavns Kommune også en forudgående høring i gang, hvor københavnerne kan komme med input til, hvordan hele området skal udvikles.

Udviklingen sker som led i Københavns Kommunes overordnede vision for Københavns Havn fra 2013, som blandt andet handler om at få flere aktiviteter i havnen, bedre adgang til vandet for københavnerne og bedre ruter og forbindelser på tværs af havnen.

Om idékonkurrencen

  • Idékonkurrencen løber fra d. 4. marts til 7. april 2015. Vinderne bliver kåret i slutningen af april.
  • Idékonkurrencen foregår på Facebook, hvor man kan finde inspiration, læse mere og indsende idéforslag. Se www.facebook.com/nychristiansholm. Deltagelse sker ved at indsende op til tre A4-sider (heraf maks. én sides tekst), som beskriver ideen i ord og illustrationer/billeder/tegninger.
  • Alle kan deltage i konkurrencen som ikke handler om at kåre én vinder og udvælge ét projekt men om at finde inspiration til det videre udviklingsarbejde. De fem bedste forslag præmieres med 10.000 kr. hver og vil fungere som inspiration til det videre arbejde. Valget af den endelige kultur- eller fritidsfunktion på Christiansholm vil derfor ske senere i processen og ikke i selve idékonkurrencen.
  • Dommerpanel i idékonkurrencen er overborgmester Frank Jensen, teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen.

Planerne for Valby Idrætspark endeligt vedtaget

Efter flere høringer og borgerinddragelse er den finpudsede lokalplan for Valby Idrætspark nu endeligt vedtaget. Valby Lokaludvalg hilser visionen for Valby Idrætspark velkommen og ser frem til, at der bliver sat gang i den hårdt tiltrængte udvikling af området.

Området mellem Ellebjergvej og Valbyparken er Nordens største sammenhængende idrætsområde. Visionen, der nu skal realiseres, er at gøre Valby Idrætspark til hele Københavns idrætsby med plads og gode forhold for både bredde- og eliteidrætten. Det er allerede besluttet at Club Danmark Hallen skal renoveres for 75 millioner kroner. Det nye område får herudover 70.000 m2 nybyggeri, flere mindre boldbaner, nye ungdoms- og kollegieboliger, bedre infrastruktur for cyklister og 1.350 parkeringspladser.

Valby Lokaludvalg har i hele processen understreget vigtigheden af, at at skabe gode rammer for det organiserede idrætsliv, der er den bærende kraft i aktiviteterne i Valby Idrætspark. Udviklingen af Valby Idrætspark skal tage udgangspunkt i udviklingen af idrætsfaciliteter og i fastholdelse og udvikling af Valby Idrætspark til et moderne og tidssvarende hjemsted for idrætslivet.

Desuden bakker Valby Lokaludvalg op, om det forslag, der er udarbejdet til renovering af Club Danmark Hallen. Det er dog vigtigt, at der sikres udviklingsmuligheder i hallen. Lokaludvalget ønsker at holde muligheden for en yderligere multihal åben, og senere etablere et motorikland, klatrefaciliteter og eventuelt crossfit.

Samtidig ønsker Valby Lokaludvalg, at der etableres en løbe- og bevægelsessti rundt om banerne, og at der bliver mulighed for selvorganiseret udfoldelse uden for træningstiderne.

Valby Idrætspark skal være et indbydende område at bevæge sig i for alle borgere. Lokaludvalget støtter op om etablering af sikre og trygge forbindelser til de omkringliggende områder. Gerne i form af brede, velbelyste tunneller, der giver nem adgang for bløde trafikanter. Valby Idrætspark skal åbne sig mod Valbyparken, så idrætsparken bliver en naturlig forbindelse mellem Valbys byområder og Valbyparken.

Læs Valby Lokaludvalgs høringssvar til Valby Idrætspark – forslag til lokalplan og supplerende høring til lokalplan.

Læs Valby Idrætspark – forslag til lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg 

 

 

Åben workshop om Herman Bangs Plads

Områdefornyelsen Gl. Valby inviterer til åben workshop om den kommende omdannelse af Herman Bangs Plads tirsdag den 17. marts fra 17-20 i Teatersalen i Valby Kulturhus. Kom og bidrag med dine idéer, ønsker og input til pladsen.

Herman Bangs Plads skal omdannes til et grønt byrum med en integreret nærgenbrugsstation. Men hvad skal der til, for at det bliver en succes? Og hvordan skal pladsen indrettes, så du får lyst til at bruge den? Giv dine input, for at sikre, at omdannelsen af pladsen kommer til at leve op til de lokale behov og bliver en succes.

Den nye Herman Bangs Plads forventes at stå klar til brug i efteråret 2017. Første fase af den lange udviklingsproces handler om, at der skal skrives et program, som beskriver intentionerne med projektet. Programmet skal et rådgiverteam efterfølgende bruge som udgangspunkt for at tegne skitserne til den kommende indretning af pladsen. Derfor er det vigtigt at alle ønsker til projektet kommer på bordet allerede nu!

Til workshoppen vil der være lidt mad samt underholdning for børnene. Tilmeldinger til workshoppen modtages på e82t@tmf.kk.dk eller ved personlig henvendelse i Områdefornyelsens kontor på Langgade Station.

Læs mere om projektet på Herman Bangs Plads.

 

Byvandring og borgermøde på Carlsberg 25. februar

Teknik- og Miljøforvaltningen inviterer alle interesserede til byvandring og borgermøde om planerne for Carlsbergs nye hovedsæde på toppen af Valby Bakke. Byvandring starter kl. 17 ved ’Gærtårnet’ på hjørnet af Ny Carlsberg Vej og Valby Langgade. Herefter er der borgermøde (cirka kl. 17:30-19:00) i Carlsberg Museet, Ny Carlsberg Vej 107.

Carlsberg A/S ønsker at opføre et nyt hovedsæde i Carl Jacobsens Have med plads til mellem 400 og 550 medarbejdere. Et forslag til tillæg til lokalplan for at gøre det muligt er lige nu i høring, og på borgermødet kan du høre mere om planerne.

På borgermødet byder Jakob Stilov velkommen og introducerer Carlsbergs nye hovedsæde. C F Møller præsenterer projektet, der skal bygges i Carl Jakobsens Have. Derefter redegør Københavns Kommune nærmere for indholdet af den nye lokalplan, og Vesterbro og Valby Lokaludvalg fortæller om deres syn på projektet.

Efterfølgende er der god tid til debat.

Læs mere om lokalplanforslaget på blivhoert.kk.dk.

 

Udpeg de utrygge steder i Valby

Borgerrepræsentationen har besluttet at afsætte 3 mio. kr. i både 2015 og 2017 til at igangsætte en række fysiske forbedringer af byens rum, der øger trygheden. Af 2015 puljen resterer 1,5 mio. kr., og dem kan du være med til at få indflydelse på.

Indtil den 27. februar kan du melde utrygge steder ind, som du mener kan blive gjort tryggere med enkle midler. Eneste krav er, at det skal være på kommunal grund, og skal kunne gennemføres for under 50.000 kr. Udgifterne til et projekt vurderes efterfølgende af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Der skal være tale om mindre, fysiske investeringer, der bidrager til at øge trygheden, f.eks. fjernelse af beplantning, begrønning (f.eks. plantning af græs og blomster for at tilskynde til øget brug af de offentlige rum), mere belysning (f.eks. opsætning af enkelte lysspots) samt etablering af bedre tilgængelighed (f.eks. omlægning af trampestier til reelle stier med slotsgrus).

Forslag til tryghedsløft skal indsendes til blivhoert.kk.dk inden den 27. februar, og skal som minimum indeholde:

  • Titel på tryghedsløftet
  • Navn på forslagsstiller/forslagsstiller
  • Adresse/lokalitet for tryghedsløftet (evt. suppleret med billede)
  • Er stedet kommunalt eller privat ejet (se ejerforholdet på www.kbh.kk.dk)
  • Beskrivelse af stedet og hvorfor det opleves som utrygt
  • Beskrivelse af løsningsforslaget – hvad skal der ske?
  • Din anslåede vurdering af finansieringsbehovet (Der kan max. anvendes 50.000 kr. pr. tryghedsløft).
  • Har du været i dialog med lokaludvalget eller andre om tryghedsløftet? I så fald hvem?
  • Øvrige bemærkninger og evt. dine kontaktoplysninger

 

Kommunen må, som udgangspunkt, kun foretage fysiske investeringer på arealer, som kommunen selv ejer. På københavnerkortet (www.kbhkort.kk.dk) kan du tjekke om dit forslag skal udføres på kommunalt areal (enten vej eller matrikel).

Tryghedsløft, som ønskes gennemført på private arealer eller arealer ejet af andre offentlige myndigheder end kommunen, forudsætter at der opnås samtykke fra grundejer/ejer til forbedringerne. F.eks. er en privat fællesvej en privat vej, som flere grundejere har brugsret til. Kommunen må ikke lave ændringer, forbedringer og lignende på private fællesveje uden forudgående samtykke fra grundejerne.

Læs mere og indsend dine forlag til tryghedsløft i Valby inden den 27. februar på blivhoert.kk.dk.

Høringssvar: Nej til fortætning med tilbagevirkende kraft

Valby Lokaludvalg har netop afgivet høringssvar til startredegørelsen for en ny lokalplan for F.L. Schmidt området, som er under opbygning. Lokaludvalget er meget bekymrede for den øgede fortætning, som redegørelsen lægger op til.

F.L. Schmidt grunden har en omhyggeligt gennemarbejdet lokalplan, som er udarbejdet på baggrund af omfattende borgerinddragelse og en arkitektkonkurrence. Den er nu i fare, da der i startredegørelsen for et tillæg til lokalplanen, som Valby Lokaludvalg netop har haft i høring, lægges op til en højere fortætning end planlagt.

Det, der lægges op til, er at hæve byggeprocenten for området fra 120 til 150. Men da dele af området allerede er bebygget med den lavere tæthed, betyder det at der på det resterende område kan bygges med en byggeprocent på omkring 200. Det er en markant øget fortætning, der vil skabe store problemer i området. Og den placeres på det sted, der er mindst stationsnært. Det er helt tosset.” fortæller Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg.

Lokaludvalget har været i kontakt med borgere i området i forbindelse med høringen, og de har udtrykt deres bekymring for manglen på grønne områder. Området kommer i deres øjne til at mangle offentligt tilgængelige friarealer til f.eks. leg og boldspil. Desuden peger de på, at der ikke er tilstrækkelig skolekapacitet til alle de nye børn, der flytter ind. Valby Lokaludvalg har derfor sagt, at det er afgørende vigtigt at fastholde friarealprocenten for boliger på 50, hvor det er foreslået at sætte den ned til 40.

Vi har lige nu i Valby nogle områder, der er under udvikling, og hvor bygherrerne gerne vil bygge så tæt og højt som de kan slippe af sted med. Det er blandt andet vores opgave at holde fokus på, at vi skal have en bydel, der fungerer og hænger sammen, med plads til grønne friarealer, og mulighed for børn i alle aldersgrupper – også dem over 10 – at have plads at boltre sig på, som ikke indebærer at de skal krydse tre trafikerede veje. Og at der er skole- og institutionspladser til dem, der flytter ind i det nye byggeri” fortæller Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg.

Valby Lokaludvalg har indsendt høringssvar, og følger sagen.

Læs hele høringssvaret “Intern høring af startredegørelse for tillæg 2 til Lokalplan 391-1 F.L. Schmidt 2

Informationsmøde om Herman Bangs Plads onsdag den 18. februar

Kom til informationsmøde onsdag den 18. februar fra 17-19 i Langgadehus Plejecenter, Valby Langgade 97, og hør mere om planerne for Herman Bangs Plads og om hvordan du kan deltage i udviklingen. Der vil blive serveret en let bid mad og lidt at drikke.

Efter en lang kamp lykkedes det på budget ’15 at få afsat midler til at starte omdannelsen af Herman Bangs Plads til grønt byrum med nærgenbrugsstation. Processen igangsættes nu, og i 2017 vil pladsen stå færdig. Projektet er blevet til i tæt samarbejde mellem Valby Lokaludvalg og Områdefornyelsen Gl. Valby.

Formålet med at kombinere et byrum og en nærgenbrugsstation er, at de to funktioner gensidigt kan forstærke hinanden, så det bliver endnu mere attraktivt at genbruge, ligesom nærgenbrugsstationen kan tiltrække flere besøgende til byrummet. Visionen er, at kombinationen vil gøre Herman Bangs Plads til et levende og trygt byrum, der kan styrke sammenhængskraften på tværs af boligområder og samtidigt få lokalbefolkningen til at genbruge mere.

Valby Lokaludvalg har i forvejen sat Valby på landkortet som en foregangsbydel, når det drejer sig om affald og genbrug, blandt andet gennem årlige begivenheder som Store Forårsrengøring og byttemarkeder. Et nyskabende og flerfunktionelt byrumsprojekt på Herman Bangs Plads er med til at manifestere Valby som en grøn og innovativ bydel.

Læs mere om Herman Bangs Plads:

Valby Lokaludvalgs hjemmeside

Københavns Kommunes hjemmeside