Begrønning og cykler på Toftegårds Plads den 25. april

Synes du, ligesom mange andre, at Toftegårds Plads er en stenørken, der trænger til fornyelse og grønt? Så kom med, når Miljøgruppen inviterer til plantekassedag og indvielse af pladsens nye trafiklegeplads den 25. april fra 12-15.

Toftegårds Plads er kommet i Lokaludvalgets søgelys i 2015 – både som tema, og som fyrtårnsprojekt for Miljøgruppen. Nu da skøjtebanen har pakket sammen og foråret pibler frem, inviterer Miljøgruppen alle interesserede borgere til en plantekassedag lørdag den 25. april kl. 12-15.

På dagen skal Toftegårds Plads begrønnes med mobile plantekasser og siddemøbler, som kan flyttes rundt efter behov, og vil være med til at forskønne pladsen. Alle, der vil være med til at give Toftegårds Plads et løft, opfordres til at fatte havehandskerne og være med til at skabe et nyt, grønt byrum på pladsen.

Indvielse af ny trafiklegeplads

Længst væk fra vejbanen på Toftegårds Plads indretter Miljøgruppen i den næste tid en trafiklegeplads, der skal indvies på plantekassedagen den 25. april. Trafiklegepladsen bliver åben for alle, der selv medbringer køretøj.

Miljøgruppen har overtaget en cykellegebane af Cyklistforbundet, som vil indgå i trafiklegeladsen. Med til banen følger cykler og hjelme, som institutioner vil kunne låne til særlige arrangementer.

Trafiklegepladsen og plantekasserne vil være med til at sætte fokus på pladsen og skabe et nyt og anderledes opholdsrum i Valby. Det er tanken løbende at afprøve forskellige ting på pladsen, for at få klarlagt, hvad pladsen rummer af potentiale, muligheder og udfordringer. På sigt er det målet at få sat Toftegårds Plads på den politiske dagsorden, så der afsættes midler til en fremtidig udvikling.” siger formand for Miljøgruppen Henrik Palsmar.