Kokedama, bier og plantebytte

Lørdag den 3. august er der endnu engang økologisk marked på Valby Tingsted. Og denne lørdag er der fuldt hus i alle ti stader. Du kan blandt andet købe tøj, børneartikler, delikatesser, pølser, saft, brød og grønt. Derudover kan du høre meget mere om bier, se et ministade eller du kan tage planter/stiklinge med fra din have og bytte dem til en andre planter på plantebyttemarkedet. 

Lær’ at lave Kokedama
Kokedama betyder “mosbold” og er en stil indenfor japansk havekunst. Kokedama formes ved at tage planten ud af sin potte og ind i en kugle af jord holdt sammen med mos og snor. Kokedamaen hænges inde eller ude. Du kan komme og lave din egen kokedama helt gratis og tage den med hjem. Læs mere om andre kokedma workshops på www.opengardencph.dk.

Endelig spiller Paul Banks til markedet.

Så find markedskurven frem, kom og byt planter og bliv inspireret af lokale biavlere.

 

Billy & Spencer spiller til Økologisk Marked

Lørdag den 6. juli er der en ekstra grund til at tage til økologisk marked på Tingstedet. Markedet får besøg af blues og jazz duoen Billy og Spencer, så der er mulighed for både at mætte maven og ørerne.

BILLY ‘CHAPEAU’ GROSS (mundharpe og vokal) og SPENCER GROSS (guitar og vokal) har spillet sammen siden 2005 og med deres pulserende rytmer, spændende soli og stramme vokalharmonier, kommer de frem med en lyd der giver lytteren en unik og autentisk oplevelse.

Født i Cleveland, Ohio lige før rock’n’roll eksplosionen, voksede Billy op med en blanding af jazz, country og RnB, hvilket var musikken man hørte i radioen på det tidspunkt. Og med hans forældres optagelser af blues og aktuelle sange, har Billy haft en meget blandet landhandel af påvirkninger.

Spencer, Billys søn, blev født i København i 1989 og har spillet guitar og sunget fra en tidlig alder. Han er en yderst alsidig guitarist og vendte tilbage til Danmark i 2010 efter at have spillet i to år med et swing jazz orkester i Paris. De sidste to år har Spencer studeret på Københavns Rytmiske Musikkonservatorium og brugt tid på at fordybe sig i komposition og videreudvikling af sit guitarspil.

BILLY & SPENCER har spillet i Danmark, Frankrig, Italien, Tyskland og USA og er nu baseret i København.

Kom og nyd deres lyd og køb lækre økologiske råvarer ind på Tingstedet den 6. juli.

Få billigere og klimavenligt lys i din butik

Vil du være med til at afprøve en ny måde at udskifte og finansiere nyt og bedre lys i din butik? Du får adgang til et unikt udvalg af de nye LEDpærer hos det lokale valbyfirma Lightzone. Det betyder, at du kan få det lys, der passer til lige din butik. Finansieringen er der også taget hånd om med et nyt koncept LEDleasing.

Lightzone samarbejder med Valby Lokaludvalg og Grønne Erhverv, Københavns Kommune, der begge har det overordne mål, at skabe grøn vækst i København og reducere vores påvirkning af klimaet. Målet er, at LEDlease-projektet skal skabe grøn vækst både for butikkerne, der får installeret det nye lys og for Lightzone, som sætte lyset op. Grønne Erhverv vil følge projektet og gennem billeder og evt. videoer dokumentere det på facebook, så andre virksomheder kan få inspiration til, hvordan de også kan få bedre, billigere og mere klimavenligt lys. København er allerede kendt i verden, som en grøn by. I 2014 har København vundet prisen som Europas Grønne hovedstad. I den forbindelse kommer der mange udenlandske gæster til byen for at se på grønne løsninger og butikker som har fået nyt lys med LEDleasing kunne blive et interessant besøgssted.

Har du lyst til at være med i pilotprojektet eller høre mere om LEDleasing så kan du kontakte Danny Dhir fra Lightzone på info@lightzone.dk eller miljømedarbejder i Valby Lokaludvalg Dorte Grastrup-Hansen på zm5y@okf.kk.dk eller mobil 20 33 71 10 senest mandag den 17. juni. Der er brug for tre virksomheder.

 

Fakta:

Din virksomhed kan kvit og frit opnå op til 90 % besparelser på elregningen ved at konvertere til LED belysning med LEDleasing.

Lightzone ApS tilbyder virksomheder, som gerne vil gøre en forskel for miljøet og samtidig spare penge, LED belysning kvit og frit. Vi kalder det LEDlease.

LEDlease konceptet er en investering i energi-besparelser uden omkostninger.  Det vil sige at Lightzone leverer dine nye LED lyskilder helt uden ekstra omkostninger for din virksomhed. Du finansierer ganske enkelt de energieffektive lyskilder, med den besparelse på elregningen som de genererer! På den måde bliver LEDlease en slags løbende betaling for de energivenlige lyskilder.

Den typiske LEDlease aftale varierer fra 12 til 36 måneder, hvorefter lyskilderne overdrages til dig kvit og frit.

Du opnår en win win situation, ved at finansiere besparelser med leasing af energieffektive lyskilder. Modellens fordele kan bedst beskrives som en investering, med nul indflydelse på virksomhedens cash flow.

Læs mere på LEDlease på www.ledlease.dk.

Grønomstilling i Valby – nu på TV

Formanden for Valby Lokaludvalgs miljøgruppe Henrik Palsmar er en af flere lokale medvirkende i dokumentatudsendelsen ”Europapolitik i øjenhøjde – grøn omstilling i Valby”.  Udsendelsen kan ses på Kanal København den  10. juni kl. 18.00 samt på Kanal Hovedstaden 16. juni kl. 16.30. Desuden kan den ses på sitet www.bideo.dk. Skriv ”Auken” i søgefeltet og den vil dukke op.

Økologisk marked på Tingstedet

Lørdag den 1. juni kl. 10 – 14 starter en ny sæson med økologisk marked på Valby Tingsted. Tingstedet vil den første lørdag i måneden fra juni til september summe af liv og dufte af gode danske økologiske råvarer. Alt efter sæson naturligvis. Og mellem madstaderne vil du blandt andet kunne finde økologisk vin og tøj. Så find markedskurven frem og kig forbi Tingstedet lørdage mellem kl. 10-14 til Københavns smukkeste og eneste økologiske marked. På udvalgte markedsdage vil der ydermere være forskellige temaer og musik for hele familien. Læs mere om markedsdagene på lokaludvalgets hjemmeside. Økologisk marked er støttet og arrangeret af Valby Lokaludvalg. Se postkort for markedet her.

Vandmotorvej under Vigerslevparken

Borgermøder: I efteråret 2013 påbegynder HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) et større anlægsarbejde i Vigerslevparken. Formålet er at skabe rent vand i Damhusåen og på sigt rent badevand i Kalveboderne. Projektet skal ligeledes forebygge, at parken og de omkringliggende boligområder oversvømmes ved skybrud. Valby Lokaludvalg inviterer alle interesserede og berørte til borgermøder den 6. juni kl 19.00 i Ålholm Kirke (om den nordlige del af parken) og den 13. juni kl. 19.00 på Vigerslev Bibliotek (om den sydlige del af parken). Se på kortet hvilke dele af Vigerslevparken, som berøres af projektet. Konkret skal HOFOR etablere en tunnel, der opsamler regn- og kloakvand, når kloaksystemet ikke kan rumme mere. I forbindelse med projektet opretter HOFOR seks byggepladser i Vigerslevparken. Omkring byggepladserne vil der i anlægsperioden  være daglig til- og frakørsel af lastbiler samt borearbejder, der i perioder vil give støjgener i og omkring parken. De områder af Vigerslevparken, som ikke inddrages til byggeplads, vil være uberørte og fuldt tilgængelige i hele anlægsperioden.

– Det er desværre umuligt for os helt at undgå at genere beboere og brugere af parken, men vi har valgt at bore en tunnel til den nye kloakledning, så vi ikke skal grave hele parken op. På den måde kommer vi kun til at optage plads omkring arbejdsskaktene, mens resten af parken kan bruges som sædvanlig. Cyklister kan også fortsat bruge cykelstien gennem parken, siger projektleder Morten E. Jensen fra HOFOR.

 Valby Lokaludvalg  inviterer i samarbejde med HOFOR til to informationsmøder om projektet:

 Torsdag den 6. juni kl. 19-21 i Ålholm Kirke, Bramskykkevej 18A, 2500 Valby. Dette møde omhandler anlægsarbejderne på byggeplads 4,5 og 6 (Se kort)

 Torsdag den 13. juni kl. 19-21 på Vigerslev Bibliotek, Kirsebærhaven 23, 2500 Valby. Dette møde omhandler anlægsarbejderne på byggeplads 1,2,3 og 3a. (Se kort)

På informationsmøderne vil HOFOR informere om detaljerne i projektet ligesom det vil være muligt at stille spørgsmål. Tilmelding ikke nødvendig.

 

 

Grønt Erhverv Valby – Netværksmøde

 – Få en gratis energiscreening af din virksomhed. Kom til netværksmødet torsdag den 30. maj.

Endnu engang inviterer miljøgruppen i Valby Lokaludvalg butikker, virksomheder og handelsforeninger i Valby til nyt morgenmøde i netværket Grønt Erhverv Valby.

Som et helt særligt tilbud til deltagerne på netværksmødet vil firmaet R&M-EL præsentere deres nye koncept for en energiscreening. Vi udlodder ti gratis energiscreeninger til Valby virksomheder. Og viser screeningen af din virksomhed, at der er penge og energi at spare, kan du få yderligere gratis rådgivning, som konkret fastlægger de spareprojekter du med fordel kan gennemføre i din butik. Energirådgivningen finansieres af Grønne Erhverv fra Københavns Kommune, som led i et projekt, som skal udvikle business cases til, hvordan vi kommer fra energirådgivning til energibesparelser hos små og mellemstore virksomheder. Energiscreeningerne tildeles efter først-til-mølle-princippet.

Så kom til netværksmødet torsdag den 30. maj kl. 8-9.45 i Valby Kino, Gl. Jernbanevej 40. På mødet kan du også høre Martin Boserup fra Valby Kino fortælle om biografens grønne ideer, og Jette Ebbekær Thomsen fra groconsult fortæller om hvordan udviklingen af grønne produkter er steget trods krisen.

”Vi er rigtig glade for at deltage i netværket. Valby Kino har allerede mange grønne ideer, og vi har fokus på genbrug i vores etablering af Valby Kino, for eksempel genbrug af møbler og kabler. Derudover er vi opmærksomme på vores energiforbrug. Vi har blandt andet fadølsanlæg med dvalefunktion og sensorer til lys og vandhaner, så der ikke bruges unødigt af strøm og vand ” fortæller Martin Boserup, der er formand for fonden bag biografen.” Netværket bruger vi til at få inspiration til flere grønne tiltag”.

Det er gratis at deltage til netværksmødet og miljøgruppen byder på kaffe og brød. Tilmelding er nødvendig og skal ske til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mail zm5y@okf.kk.dk eller ring på mobil 20 33 71 10 senest mandag den 27. maj 2013.

Fakta om Grønt Erhverv Valby

Netværket har fokus på grøn vækst og energibesparelser, og målet med netværket er, at få sat endnu mere skub i det grønne erhvervsliv i Valby til glæde for indehavere og kunder. Miljøfokus kan være med til at brande butikkerne, udover at der også er økonomiske besparelser på fx elregningen. Indtil videre deltager blandt andre Frisørhuset, Salon Organic, to handelsstandsforeninger, PrinfoTrekroner, Ligthzone og kommende Valby Kino i netværket. Men der er plads til alle de butikker og virksomheder i Valby, der har lyst til at være med.

Nattergaletur til Valbyparken og Tippen

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg tilbyder ved naturguide Lars Holm Hansen en guidet tur til Valbyparken og Tippen for både børn og voksne. Turen finder sted søndag den 2. juni fra kl 08.00.Tag med på to timers hyggelig og afslappet vandring rundt i Valbyparken og på Tippen, hvor fokus på turen vil være det varierede kor af sangfugle – og ikke mindst ”jagten” på at finde en eller flere syngende Nattergale. Området byder på mange spændende fugleoplevelser, og foruden Nattergal kan vi forvente at se/høre arter som Gransanger, Løvsanger, Munk, Havesanger, Gærdesanger, Tornsanger, Gulbug, Rørsanger, Kærsanger, Bynkefugl, Stenpikker, Rødstjert, Rødrygget Tornskade og Gøg. Desuden diverse mejser, svaler, drosler, fluesnappere, finkefugle, kragefugle, vandfugle, rovfugle, måger og terner.

Selvom turen står i fuglenes tegn, vil der også være tid og plads til at se nærmere på et lille udpluk af insektfaunaen og andre smådyr. Vi skal for eksempel forsøge at finde den halvsjældne Askemariehøne, som guiden fandt på lokaliteten tilbage i 2009. Vi ser også efter løbebiller, sommerfugle, guldsmede mv.

Guiden har over 20 års erfaring i at guide ture og har en alsidig og bred viden om natur og dyr. Guiden kender lokaliteten godt og har blandt andet været fast indsamlingsleder til Store Forårsrengøring i området siden 2009 og er fra foråret 2013 blevet care taker på vandhullerne til padderne.

Medbring kikkert og rigeligt væske, evt. regntøj, en notesbog og en bid brød.

Turen er gratis og kræver ikke tilmelding. Mød blot op kl. 08.00. I tilfælde af heldagsregn aflyses turen.

Hvornår: Søndag den 2. juni 2013

Hvor: Rundkørslen v. Hammelstrupvej (tæt v. indgangen til Naturlegepladsen)

Tidspunkt: 08.00 (turen slutter samme sted 10.00)

Vel mødt!

OBS: Ovenstående foto er taget af Jørgen Bjerring

Fra affald til energi

Hvad sker der med vores affald? Solen skinner fra en skyfri himmel og knap 30 glade valbyborgere er tirsdag den 7. maj mødt op til en hyggelig og lærerig bustur til Amagerforbrænding arrangeret af miljøgruppen i Valby Lokaludvalg. Ekskursionen sætter fokus på affald – for hvad sker der egentlig med vores affald, og kan affaldet være en ressource?

 – Vi er rigtig glade for den store tilslutning til vores ekskursion, og ikke mindst borgeres interesse for vores arbejde generelt, siger miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen i Valby Lokaludvalg.

 På Amagerforbrænding får alle deltagerne beskyttelseshjelme, veste og lytteudstyr på. Ellers kan det være svært at høre rundviseren fra Amagerforbrænding, når der bliver vist rundt på anlægget.

 Først kommer deltagerne ind i en kæmpe hal – det er her al affaldet ender. Hallen er så høj at Rundetårn kan stå derinde. Bjerget af affald er både imponerende og overvældene. Der kommer ca. 400 lastbiler pr. dag og afleverer affald. Rundviseren fortæller om den kæmpe grab, som kan rumme ca. 5 tons affald på en gang, og som flytter rundt på affaldet for at det skal blive en mere homogen blanding inden det skal over i ovnene, hvor det bliver brændt. Så går deltagerne over til selve forbrændingsanlægget – det er her affald bliver til energi. Der er rigtig varmt ved siden af ovnene som omdanner affaldet til energi. Ca. 1000 grader fortæller rundviseren Frederik.

 I 2012 blev ca. 400.000 ton affald brændt og omsat til energi. Produktionen af el og varme dækker i alt ca. 170.000 husstandes forbrug. Der er blevet produceret fjernvarme på Amagerforbrænding siden 1971, hvorimod der kun er produceret elektricitet siden 1991. Der kommer et nyt forbrændingsanlæg – Amager Bakke – som er klar til indvielse i 2017.

Udenfor ligger slaggerbjerget, som er et restprodukt efter forbrændingen. Slagger indeholder tungmetaller, og bruges i dag som fyld i vejbelægning og til andre byggeprojektet, når det er ”modnet”, dvs. når stofferne er bundet til slaggeren og er det er miljømæssigt forsvarligt at bruge det.

Deltagerne får også lov til at se turbinen, som driver hele energiproduktionen. Her afslører en 50-øre på højkant om svingningerne er konstante. Det er nemlig utrolig vigtigt at der er ca. 5000 omdrejninger i minuttet.

Bagefter er der en god og lærerig snak med Ida og Kristine fra Amager Ressource Center om hvilke fraktioner deltagerne selv afleverer til genbrug, affaldshierarkiet, og hvordan genbrugsstationen på Kulbanevej kommer til at blive indrettet. Deltagerne hører også om projektet Plastic Zero, som handler om at få plastik ud af affaldet. Plastik er en væsentlig kilde til CO2-udslip ved forbrændingen, og derfor vigtigt i forhold til at nå Københavns Kommunes miljømål om at være CO2–neutral hovedstad i 2025. De hører også om forsøgsordninger, der handler om gamle mursten og genbrug af døre og vinduer.

En spændende og lærerig tur på Amagerforbrænding er slut. Selvom affald kan bruges til energi – er den mest miljørigtige løsning stadig at mest muligt affald genanvendes, frem for at bruge ressourcer til at producere nyt. Så husk at sortere dit affald mest muligt!

Gratis ekskursion til Amagerforbrænding

Har du lyst til at blive klogere på affaldssortering og høre om affaldets vej på et forbrændingsanlæg? Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg arrangerer en spændende fyraftenstur til Amagerforbrænding tirsdag den 7. maj.

Turen er for voksne og større børn og egner sig ikke for gangbesværede. Det er gratis at deltage på turen, men der er begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig. Send en mail til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på zm5y@okf.kk.dk eller ring på telefon 20 33 71 10, hvis du vil med senest den 2. maj. Ved tilmelding oplyses navne på deltagere, adresse og telefonnummer. Pladser fordeles efter først-til-mølle princippet. Der er bestilt fælles bustransport fra Toftegårds Plads med afgang kl. 16.30 og hjemkomst til Valby ca. 19.30. Der vil være en sandwich og lidt sund snack undervejs. Turen er støttet af Valby Lokaludvalg.