Valbyborgerne tog kampen op

I år bakkede over 250 valbyborgere op om Store Forårsrengøring og indsamlede hele 11 tons affald og 747 dåser på bare to timer. Til sammenligning blev der sidste år samlet 8 tons affald og 550 dåser af ca. 200 frivillige. Solen skinnede fra en skyfri himmel og humøret var højt hos de mange deltagere, der hjalp med at gøre deres kvarter rent og forårsklar.

Det er 7. år i træk at Store Forårsrengøring afholdes i Valby og for hvert år stiger deltagerantallet.  ”Store Forårsrengøring er nu for alvor blevet en god forårstradition. Det betyder meget for Valby, at så mange tropper op hvert år og aktivt er med til, at gøre deres bydel til et bedre og mere rart sted at være”, udtaler Thomas Geiker, projektchef i Områdefornyelsen Gl. Valby.

Mindre affald til flere hænder
Selvom der blev samlet næsten 3 tons mere affald ind i forhold til sidste års fangst, mente flere af deltagerne, at der var mindre at samle ind. Flere kom tilbage til mødestedet før tid, for at få tildelt et nyt område at gøre rent i.
” Sidste år fyldte jeg seks sække med affald. I år har jeg haft min datter med og vi kunne kun fylde to poser, til gengæld fandt vi også en futonseng”; fortæller Steffen Torp, der har fast indsamlingsområde ved viadukten på Valby Langgade og området omkring Vibeholm og Ålholm Skole. ” Der er stadig masser af skrald, men meget mindre end sidste år, så det lader til at folk er blevet bedre til ikke at kaste ting fra sig”, forsætter Steffen Torp før han igen tager snapperen i hånden og begynder at hjælpe de andre med området omkring Herman Bangs Plads, som i år toppede med ca. 40 deltagere.

Nogle af de mest ihærdige affaldsindsamlere var børnene, der med snappere højere end dem selv, gik i krig med affaldet. Store Forårsrengøring tiltrækker stadig flere børnefamilier, da det også er en god og praktisk måde, at lære de yngre generationer om medansvar og gode affaldsvaner. 

Musik, frokost og god karma
På Toftegårds Plads inviterede Valby Lokaludvalg sammen med Områdefornyelsen Gl. Valby alle deltagerne på en bid velfortjent mad og musik. Til tonerne af Brunette Bros Skralde band blev alle de indsamlede poser kigget igennem og sorteret for dåser, metal, hård plast, elektronik og farligt affald af blandt andre Dorte Grastrup-Hansen, miljømedarbejder hos Valby Lokaludvalg; ” Vi er utrolig glade for det store fremmøde og hvor meget affald, der er blevet fjernet fra gaderne, det er virkelig en dag, der gør en forskel”. Derudover deltog medarbejdere fra Genbrug er guld kampagnen, og fortalte om de nye affaldsfraktioner, der skal sorteres i fra maj i Valbys etageejendomme.

Kom og vær med til Store Forårsrengøring

Affald er ikke bare affald. Det er ressourcer, der kan bruges igen og igen, så længe affaldet havner det rigtige sted. Alt det affald der ligger på gader og stræder i Valby kan være guld værd. Den 21. april under Store Forårsrengøring samler vi, alt det vi finder ind til glæde for alle i Valby, naturen og økonomien.
Man skal ikke smide guld på gaden, siger et gammel mundheld. Men i Valby og resten af København smider man affald på gaden, fordi det for den enkelte ikke har nogen værdi. For Klemen Kirkegård, der har været indsamlingsleder til Store Forårsrengøring de sidste par år i Vigerslev området, lyder definitionen på affald; ”når det er blevet smidt på gaden, så er det affald”. For alt hvad der ligger på gaden bliver sjældent sorteret, men ender enten med meget langsomt at blive nedbrudt i naturen eller brændt på forbrændingen.

Ifølge en undersøgelse af organisationen Hold Danmark Rent, smider hver anden af os affald på gaden. Paradoksalt nok mener 9 ud af 10 danskere, at det er forkert at smide affald andre steder end i skraldespanden. Men det handler ikke kun om at ramme skraldespanden, det vigtige er, at affaldet ender det rigtige sted. For meget affald hører hverken til i naturen eller i skraldespanden, men derimod på en genbrugsstation eller i den rette container, så ressourcerne kan genanvendes

Ressourcerne går op i røg
Alt hvad vi smider i almindelige skraldespande ender på forbrændingen og bruges til at generere fx fjernvarme. Danmarks største forbrændingsanlæg Vest Forbrændingen oplever, at selvom danskerne er blevet mere opmærksomme på deres affald og miljøet, har affaldsmængden været konstant stigende de sidste mange år. Og det er et problem. Miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen fra Valby Lokaludvalg forklarer:

”Det er nødvendigt, at de ressourcer der er i affaldet udnyttes bedre. Den eneste sortering der sker inden forbrændingen er hos selve kilden, altså forbrugeren. Det er altså kun den, der smider affaldet ud, som kan sikre en god kildesortering, så affaldet ikke går til spilde eller ender som forurening i naturen.”

Guld på Toftegårds Plads
Når valbyborgerne, Valby Lokaludvalg og Områdefornyelsen Gl. Valby går på gaden for at gøre Valby ren og forårsklar søndag den 21. april kl. 10 til Store Forårsrengøring, er det netop for at sætte fokus på affald og genbrug.
Udover den gode gerning byder dagen også på gratis frokost til deltagerne, musik og konkurrencer på Toftegårds Plads. Københavns Kommunes nye kampagne ”Genbrug er Guld” står for konkurrencen og udlodder en Nihola ladcykel. De vil være på pladsen og introducerer de tre nye fraktioner af affald: Hård plast, elektronik og metal, der fra maj måned bliver indført i etageejendommene i Valby.

Mødesteder for indsamlingen
Der er brug for din hjælp. Jo flere vi er, jo bedre.  Så tag din ven, din mor eller dit barn i hånden og mød op på et af mødestederne kl. 10. Lad os sammen gøre Valby forårsklar.

  • Toftegårds Plads
  • Storbyhaven ved Gadekærvej
  • Herman Bangs Plads
  • Sjælør Helhedsplan, Sjælør Boulevard 107, st. tv.
  • Valbyparken, Hammelstrupvej ved rundkørslen
  • 3B Folehaven, Kirsebærhaven 14
  • Café Peber & Mynte, Vigerslevvej 131
  • Valbyejendommene, Vilhelm Thomsens Allé 19
  • Hjørnet af Saxtorpsvej og Vigerslev Allé
  • Krydset ved Peter Bangsvej og Roskildevej

Se program for dagen her.

Stadeholdere søges

Vil du være en del af Københavns nye roterende marked? Valby Lokaludvalg er en del af det nye pilotprojekt “Københavnermarked”. Markedet vil på skift være at finde i 4 udvalgte københavnske bydele – herunder Valby – hver lørdag i perioden 25. maj til 21. september.  Her kan du læse mere om markedet og om hvordan du kan blive stadeholder. Tilmeldingsfrist den 1. maj. 

Store Forårsrengøring i Valby

Er du også træt af affald, der flyder i dit kvarter? Så giv et nap med søndag den 21. april fra kl. 10-12 til den Store Forårsrengøring i Valby.

Store Forårsrengøring sætter fokus på, hvordan vi kan holde vores kvarter rent og fri for affald. Hvert år mødes valbyborgerne, Valby Lokaludvalg og Områdefornyelsen Gl. Valby til Store Forårsrengøring og hjælpes med at holde Valby ren.  Vi håber du også vil møde op. Jo flere vi er, jo renere bliver Valby til glæde for os alle sammen.

Vi uddeler snappere og skraldeposer og senere, sørger vi for forplejning og underholdning. Så mød op på Toftegårds Plads eller på et af de andre ni mødesteder kl. 10.

Mødesteder i Valby

  • Toftegårds Plads
  • Herman Bangs Plads
  • Storbyhaven ved Gadekærvej
  • Valbyparken, Hammelstrupvej ved rundkørslen
  • Helhedsplan Sjælør, Sjælør Boulevard 107, st. tv. 
  • 3B Folehaven, Kirsebærhaven 14
  • Café Peber & Mynte, Vigerselvvej 131
  • Valbyejendommene, Vilhelm Thomsens Allé 19
  • Hjørnet af Saxtorpsvej og Vigerslev Allé
  • Hjørnet af Peter Bangsvej og Roskildevej på Valbysiden

 

Program for dagen

Kl. 10-12: Affaldsindsamling

Kl. 12.30: Frokost og underholdning på Toftegårds Plads, deltag i en konkurrence i Genbrug er Guld kampagnen

Kl. 14.0: Slut

Vi glæder os til at se dig!

Har du spørgsmål, så send en mail til Dorte.Grastrup-Hansen@okf.kk.dk eller ring på telefon 20 33 71 10. Du kan også hente programmet her.

 

Fortæl om dine skybrudserfaringer

Der er brug for din hjælp

I forbindelse med Københavns Kommunes skybrudsplan, der skal være med til at sikre byen mod oversvømmelser fra fremtidige skybrud, er der brug for din viden og erfaring med skybrud. Din viden skal være med til at sikre, at kommunen laver de rette tiltag i dit lokalområde.

Du kan skrive om dine skybrudserfaringer i dette spørgeskema.

Du opfordres til at angive både vej og hus/lejlighedsnummer såvel som e-mailadresse. Det vil give mulighed for at der tages direkte kontakt med dig med henblik på at finde de rette løsningsmodeller og tiltag fremadrettet. Besvarelserne offentliggøres ikke. Deadline for at udfylde spørgeskemaet er 1. april.

Store Forårsrengøring i Valby

Valby er mestre i at samle skrald

Kom og vær med til Store Forårsrengøring i Valby søndag den 21. april. Det er 7. år, at affaldsindsamlingen arrangeres i Valby. I 2012 deltog mere end 200 borgere og der blev indsamlet ca. 8 tons affald.  Du kan møde op på Toftegårdsplads kl. 10 på dagen, eller et af de andre indsamlingsområder i Valby.  Det bliver som altid en hyggelig dag med en bid mad og underholdning efter de to timers affaldsindsamling.

Genbrug er Guld

På Toftegårds Plads vil det være muligt at sortere det indsamlede affald i forskellige fraktioner. Affaldssorteringen spiller sammen med den nye kampagne Genbrug er Guld fra Københavns Kommune. Her er budskabet at affald ikke bare er affald, men en ressource, der kan bruges igen. Genbrug er Guld kampagne-folkene deltager på Toftegårds Plads kl. 12-14. Her vil deltagerne kunne få viden om affaldssortering, deltage i en konkurrence om en ladcykel, og høre om de tre nye fraktioner – hård plast, metal og elektronik, der skal sorteres i etageejendomme i Valby fra 1. maj.

Hjælp søges

Har du lyst til at dit område fremstår flot, så kan du enten melde dig som indsamlingsleder i dit område eller være aktiv deltager til affaldsindsamlingen. At være indsamlingsleder betyder blandt andet, at du står for at uddele poser og snappere til deltagerne. Du kan ringe til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mobil 20 33 71 10 eller sende en mail på zm5y@okf.kk.dk senest den 15. marts, hvis du vil høre mere.

Fakta

I Københavns Kommune produceres der næsten 1 million tons affald om året. Det svarer til omtrent 5 kilo affald om dagen pr. københavner. Meget af det skrald ender ikke i skraldespanden, men ofte i naturen, langs veje, på pladser og i byernes grønne områder. Formålet med Store Forårsrengøring er at øge opmærksomheden på affald i gadebilledet og mindske mængden af henkastet affald i Valby. Jo flere der deltager i arrangementet, des mere skrald kan der samles ind, så bydelen fremstår ren og pæn hele året rundt til glæde for alle.  I 2011 var Valby den by i Danmark, hvor frivillige indsamlede den største mængde affald på den årlige indsamling (10 tons). Faktisk indsamlede Valby mere end i hele resten af København tilsammen.

Noget af det der blev samlet mest af var cigaretskodder, der både forurener og er dyre at samle op. Det tager naturen ca. 5 år at nedbryde et enkelt cigaretskod, og det koster Københavns Kommune to kroner, hver gang en medarbejder skal bøje sig ned og samle et skod op.

Grønt Erhverv Valby – nyt butiksnetværk

Der var god snak og erfaringsudveksling på Cafe L’Orange da miljøgruppen i Valby Lokaludvalg igen havde inviteret butikker, virksomheder og handelsforeninger i Valby til netværksmøde. Netværket har fokus på grøn vækst og energibesparelser, og på mødet blev det besluttet at kalde netværket Grønt Erhverv Valby. Netværket mødes næste gang ultimo maj.

Kom og vær’ med

Indtil videre deltager blandt andre Frisørhuset, Salon Organic, to handelsstandsforeninger, PrinfoTrekroner, Ligthzone og kommende Valby Kino i netværket. Men der er plads til alle de butikker og virksomheder i Valby, der har lyst til at være med, så kom til det næste netværksmøde torsdag den 30. maj kl. 8-9.45 i Valby Kino, Gl. Jernbanevej 40. På mødet vil Martin Boserup fra Valby Kino blandt andet fortælle om biografens grønne ideer og Jette Ebbekær Thomsen fra groconsult vil holde oplæg om grøn vækst. Derudover vil vi drøfte begrebet ”grøn” og der vil være tid til at netværke og udveksle erfaringer.

Det er gratis at deltage til netværksmødet og miljøgruppen byder på kaffe og lidt at spise. Tilmelding er nødvendig og skal ske til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mail zm5y@okf.kk.dk senest 21. maj 2013.

Målet med netværket er, at få sat endnu mere skub i det grønne erhvervsliv i Valby til glæde for indehavere og kunder. Miljøfokus kan være med til at brande butikkerne, udover at der også er økonomiske besparelser på fx elregningen.

Lokal inspiration

På sidste møde var der blandt andet et oplæg af Ole Nielsen fra det lokale trykkeri PrinfoTrekroner. De fik fx licens til svanemærkede tryksager tilbage i slutningen af 90’erne, men var allerede fra midt i 80’erne pionerer på området. Han fortalte om alle de forskellige produkter de kan producere miljøvenligt.

Danny Dhir fra firmaet Lightzone havde en kuffert fyldt med LED pærer, som der var stor interesse for. Deltagerne kunne ved selvsyn opleve de forskellige former for LED pærer. Ved at udskifte til LED belysning er det muligt at spare op til 85 % på elregningen. Derudover har de nye LED pærer en god farvegengivelse og der er sket en tredobling af lysudbyttet i forhold til tidligere. De kan brænde ca. 35.000 timer og næsten uden varmeafgivelse. De gode LED pærer har en Ra værdi på ca. 85-90. Ra værdien fortæller hvordan pærens lys bevirker farverne. Jo højere Ra værdi, jo mere naturlig er farverne. Fx er solens Ra værdi 100. Som de første har Lightzone også indført et leasing-system, hvor kunden leaser LED belysning og besparelsen bruges til finansiering, så virksomheden ikke har en reel udgift ved indkøb.

Shahriar Shams Ili fra Københavns Erhvervsservice deltog også til mødet, og deltagerne blev opfordret til at kontakte dem hvis de havde spørgsmål og de samarbejder gerne med lokale aktører. Derudover har Københavns Erhvervsservice netop givet tilsagn om økonomiske støtte på i alt 300.000 kr. til projektet ”Kvartermanager for Det centrale Valby”. Projektet er et pilotprojekt, hvor Valby er blevet valgt blandt andet på grund af samarbejde med de forskellige handelsstandsforeninger, Områdefornyelsen Gl. Valby og Valby Lokaludvalget. Kvartermanageren skal være med at gøre Valby C mere attraktiv og skabe sammenhæng mellem Spinderiet og Valby Langgade.

Gode råd om brug af fastelavnssminke

Dine børn bliver udsat for kemiske stoffer fra mange forskellige kilder. En af kilderne er fastelavnssminker. Læs fem gode råd af brug af fastelavnssminke.

Der er øget fokus på, at de samlede små påvirkninger af kemiske stoffer fra mange kilder kan have en effekt. Derfor giver det god mening at nedsætte dine børns udsættelse for en lang række kemiske stoffer. Fastelavnssminke indeholder ofte en række problematiske stoffer, som kan være både miljøbelastende, allergifremkaldende eller hormonforstyrrende.

Informationscenter for Miljø og Sundhed testede i 2011 børnesminke og fandt mange produkter med problematiske stoffer. Sammensætningen af produkterne kan dog være lavet om siden da. De har ikke lavet en test i år, så du må selv til tastaturet, hvis du vil undersøge, om din sminke er uden problematiske stoffer. Alle indholdsstoffer i kosmetik – også i børnesminke – skal nemlig fremgå af emballagen. Du skal generelt undgå at købe sminke med methyldibromoglutaronitrile (MG), da stoffet er stærkt allergifremkaldende.

Du kan undersøge indholdet ved at slå stofferne op på Informationscenter for Miljø og Sundhed. Informationscenter for Miljø og Sundhed har også lister med stoffer som kan være allergifremkaldende, hormonforstyrrende eller belaste miljøet. Selvom stofferne er lovlige, er det bedst at finde fastelavnssminker til dine børn uden miljø- og sundhedsbelastende stoffer.

Fem gode råd:

  • Vælg produkter uden parfume og parabener
  • Køb CE-mærket sminke
  • Undlad at sminke hud som er tør, revnet eller har eksem
  • Smør børnene med en uparfumeret svanemærket ansigtscreme. På den måde beskytter du huden – også når sminken skal af
  • Stop med at bruge sminken, hvis dit barn reagerer allergisk

 

Grøn vækst – netværksmøde for erhverv

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg vil gerne i dialog med butikker og virksomheder om grøn vækst og energibesparelser mm. De inviterer derfor til netværksmøde onsdag den 6. februar kl. 8-9.45 på Café L’Orange, Annexstrædet 10. Invitation til mødet finder du her

På netværksmødet kan deltagerne blandt andet høre det lokale firma Lightzone fortælle om miljøvenlig belysning. Danny Dhir, CEO i Lightzone, vil på mødet fortælle om deres store udvalg af LED pærer. Ved at udskifte til LED er det muligt at spare op til 85 % på elregningen. Derudover har de nye LED pærer en god farvegengivelse. Lightzone er netop flyttet til større lokaler i Folehaven og er Danmarks første LED engrosbutik og showroom.

Den anden virksomhed, der deltager, er det lokale trykkeri PrinfoTrekoner som vil fortælle om deres miljøtiltag og de miljøvenlige produkter, de kan tilbyde.

”Vi er rigtig glade for initiativet med netværket, for det ligger os meget på sinde at være miljøbevidste. Trykkeribranchen har haft ry for at være ligeglade med miljøet, men det er faktisk muligt at være miljøbevidst”, siger direktør og indehaver af trykkeriet PrinfoTrekroner Ole Nielsen, og fortsætter, ”vi fik licens til svanemærkede tryksager tilbage i slutningen af 90’erne, men allerede fra midt i 80’erne var vi pionerer på området. Vi havde fx en ansat, der eksperimenterede med at udskifte kemikalier i trykprocessen med olivenolie. Vi vil gerne dele vores viden med de øvrige virksomheder i Valby, og give tilbud på en miljøvenlig løsning, næste gang de skal bruge en tryksag.”

Derudover kommer Shahriar Shams Ili fra Københavns Erhvervsservice og præsenterer kommunens tilbud til virksomhederne. Og så bliver der god tid til at netværke og erfaringsudveksle blandt deltagerne. Invitation til netværksmødet finder du på lokaludvalgets hjemmeside www.valbylokaludvalg.kk.dk.

Det er gratis at deltage til netværksmøderne og miljøgruppen byder på kaffe og lidt at spise. En butik/virksomhed må godt sende mere end en person. Tilmelding er dog nødvendig og skal ske til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mail zm5y@okf.kk.dk eller telefon 20 33 71 10 senest 31. januar 2013.

I Valby er der allerede en lang række virksomheder, der er Grøn butik eller KLIMA+ virksomhed. Hertil kommer de butikker, der er med i folderen Guide til grønne indkøb i Valby. Målet med netværket er, at få sat endnu mere skub i det grønne erhvervsliv i Valby til glæde for indehavere og kunder. Miljøfokus kan være med til at brande butikkerne, udover at der også er økonomiske besparelser på fx elregningen.

Alice Juhl Jensen er frisør og indehaver af Salon Organic og deltog til opstartsmødet i november. Hun sætter stor pris på at deltage i netværket. ”Det er hyggeligt at mødes med de andre butikker og udveksle gode ideer. Vi var også aktive i Grøn Butik netværket og det betød blandt andet at vi fik udskiftet vores belysning og sat vandsparer på hanerne. Jeg ser store muligheder for samarbejde i netværket. Derfor sagde jeg også straks ja til at være med i det nye netværk”, siger Alice.

Frisør og indehaver Helle Bruun Rasmussen fra Frisørhuset deltager også i netværket. Hun fortæller: ”Jeg har fokus på mit vand- og elforbrug i salonen, og jeg udvider løbende mit sortiment af miljøvenlige produkter på hylderne. Det der især er vigtigt for mig er, at jeg kan tilbyde mine kunder gode miljøvenlige produkter. Her er netværket et sted at søge sparring og få input fra andre frisører”.

Miljøgruppen håber, at mange lokale butikker og virksomheder har lyst til at bakke op om initiativet, så det bliver et inspirerende møde med deltagelse af handelsforeninger, butiksejere og medarbejdere.

Miljøhovedstad i 2014
I 2014 skal København være europæisk miljøhovedstad. Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg håber at Valby i 2014 kan blive besøgssted for udenlandske gæster, der vil høre om det grønne handelsliv. Det kan være med til at give mere synlighed til butikkerne, og skabe et netværk mellem butikkerne i Valby.

Bliv Klimakarré – Deltag i konkurrencen

Københavns Klimakarré er en konkurrence, hvor Københavns Kommune kårer en boligkarré, der skal være et godt eksempel på, hvordan vi videreudvikler og optimerer de fremtidige krav til hovedstaden som en bæredygtig og god by at leve i. Skal din boligkarré være den udvalgte?

Vil DU yde en indsats for klimaet – og trænger DIN ejendom til nye vinduer eller ny gårdhave? Er det samme tilfældet for naboejendommene i din karré, og kunne jeres fællesfaciliteter og gårdrum trænge til en opstrammer? Vil I sammen vise jer som det gode eksempel? Kommunen har afsat en pulje på 10 mio. til klimasikring af boligkarrérer i København. Læs mere om puljen her.

Deadline for at vise interesse er den 4. februar 2013.