Vandmotorvej under Vigerslevparken

Borgermøder: I efteråret 2013 påbegynder HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) et større anlægsarbejde i Vigerslevparken. Formålet er at skabe rent vand i Damhusåen og på sigt rent badevand i Kalveboderne. Projektet skal ligeledes forebygge, at parken og de omkringliggende boligområder oversvømmes ved skybrud. Valby Lokaludvalg inviterer alle interesserede og berørte til borgermøder den 6. juni kl 19.00 i Ålholm Kirke (om den nordlige del af parken) og den 13. juni kl. 19.00 på Vigerslev Bibliotek (om den sydlige del af parken). Se på kortet hvilke dele af Vigerslevparken, som berøres af projektet. Konkret skal HOFOR etablere en tunnel, der opsamler regn- og kloakvand, når kloaksystemet ikke kan rumme mere. I forbindelse med projektet opretter HOFOR seks byggepladser i Vigerslevparken. Omkring byggepladserne vil der i anlægsperioden  være daglig til- og frakørsel af lastbiler samt borearbejder, der i perioder vil give støjgener i og omkring parken. De områder af Vigerslevparken, som ikke inddrages til byggeplads, vil være uberørte og fuldt tilgængelige i hele anlægsperioden.

– Det er desværre umuligt for os helt at undgå at genere beboere og brugere af parken, men vi har valgt at bore en tunnel til den nye kloakledning, så vi ikke skal grave hele parken op. På den måde kommer vi kun til at optage plads omkring arbejdsskaktene, mens resten af parken kan bruges som sædvanlig. Cyklister kan også fortsat bruge cykelstien gennem parken, siger projektleder Morten E. Jensen fra HOFOR.

 Valby Lokaludvalg  inviterer i samarbejde med HOFOR til to informationsmøder om projektet:

 Torsdag den 6. juni kl. 19-21 i Ålholm Kirke, Bramskykkevej 18A, 2500 Valby. Dette møde omhandler anlægsarbejderne på byggeplads 4,5 og 6 (Se kort)

 Torsdag den 13. juni kl. 19-21 på Vigerslev Bibliotek, Kirsebærhaven 23, 2500 Valby. Dette møde omhandler anlægsarbejderne på byggeplads 1,2,3 og 3a. (Se kort)

På informationsmøderne vil HOFOR informere om detaljerne i projektet ligesom det vil være muligt at stille spørgsmål. Tilmelding ikke nødvendig.