Ny årsplan for miljøarbejdet i Valby

Lokaludvalget vedtog på mødet i december en årsplan for miljøarbejdet i 2013. Det er miljøgruppen, der har udarbejdet planen.  Valby Lokaludvalg ønsker med årsplanen at bistå Københavns Kommune med opfyldelse af kommunes ambitiøse planer for byens udvikling inden for klima og miljø.

Miljøgruppen har valgt at arbejde videre med de fire temaer fra sidste år: Klimavenlig bydel, ren bydel, grøn bydel og bæredygtigt handelsliv. Derudover er der valgt også at have fokus på grøn mobilitet og forurening i 2013. Du kan læse årsplanen for 2013 her. Miljøgruppen er åben for alle, så har du lyst til at engagere dig i det lokale miljøarbejde og være med i miljøgruppen, så send en mail til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen. Næste møde er onsdag den 30. januar kl. 19 i Kulturhuset på 1. sal.

 

Er du træt af vand i kælderen

– så få et gratis klimatjek
Miljøministeren har indgået en aftale med fagfolk om gratis klimatilpasningstjek. Dette tilbud kan forhåbentlig spare mange boligejere både bekymringer og penge.
Danske Anlægsgartnere, De Grønne Kloakentreprenører, Danske Kloakmestre, Dansk Byggeri, Kloakmestrenes TV-inspektion og Danske Maskinstationer og Entreprenører tilbyder det gratis klimatilpasningstjek. Herudover har Boligejernes videnscenter BOLIUS en ekstra grundig gennemgang af hjemmet fra kælder til kvist, som kan bestilles mod betaling.
Se mere om det gratis klimatjek på: www.klimatilpas.nu

Kom og vær’ med i nyt miljønetværk

Torsdag den 22. november havde miljøgruppen i Valby Lokaludvalg inviteret butikker, virksomheder og handelsforeninger til netværksmøde om grøn vækst og energibesparelser. Målet er, at få sat endnu mere skub i det grønne erhvervsliv i Valby til glæde for indehavere og kunder. For at inspirere deltagerne på mødet, var der hentet konkrete erfaringer ind fra projekt Climate Street i Vanløse.

”Det skal være sjovt at lave miljøarbejde”, så kort kunne frisør Heidi lave sin indledning til netværksmødet på Cafe L’Orange. ”Lysten til at arbejde med miljø skal komme indefra og det skal give mening. Selv har jeg sparet mere end 50 % på min elregning. Jeg har fokus på mit vandforbrug, og jeg udvider løbende mit sortiment af miljøvenlige produkter på hylderne”, fortalte Heidi Meineche fra Frisør Heidi i Vanløse.

Erfaringer fra Climate Street i Vanløse og Green Spots på Frederiksberg, hvor knapt 100 virksomheder har lavet en aktiv miljøindsats, viser gode resultater. Her er der blandt andet opnået besparelser på 20-60 % i elforbruget.

Heidi gav også tilhørerne lidt gode råd med på vejen, ”I skal huske at ting tager tid. Og at det er vigtigt at få den hjælp, der er. I kan fx bruge jeres miljømedarbejder i lokaludvalget til at komme videre”.

”Det er vigtigt at miljøarbejdet tager udgangspunkt i de ønsker og behov den enkelte virksomhed har. Det skal så vidt muligt integreres i kerneydelsen, så det er nemt at have med at gøre”, supplerede Jette Ebbekær Thomsen fra groconsult, tidligere projektleder på Climate Street.

”Samtidig er grøn forretning med til at gøre din virksomhed klar til at håndtere stigende energipriser, og ikke mindst miljøbevidste kunder”, fortalte Jette Ebbekær Thomsen.

I Valby er der allerede en lang række virksomheder, der arbejder med Grøn butik og KLIMA+ konceptet fra Grønne Erhverv i Københavns Kommune. Hertil kommer de butikker, der er med i folderen Guide til grønne indkøb i Valby.

Miljøgruppen håber, at initiativet med netværket betyder, at miljøindsatsen kan komme endnu bredere ud i Valby. Miljøfokus kan være med til at brande butikkerne, udover at der også er økonomiske besparelser på fx elregningen.

Interessen for netværket var stor. Næste møde holdes onsdag den 6. februar kl. 8-9.45 på Café L’Orange, Annexstrædet 10. På mødet kan deltagerne blandt andet høre det lokale firma Lightzone fortælle om miljøvenlig belysning og det lokale trykkeri PrinfoTrekoner fortæller om deres miljøtiltag – og de miljøvenlige produkter, de kan tilbyde. Og så bliver der god tid til at netværke og erfaringsudveksle.

Det er gratis at deltage til netværksmødet og miljøgruppen byder på kaffe og lidt at spise.

Tilmelding er nødvendig og skal ske til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mail zm5y@okf.kk.dk senest 31. januar 2013.

Grøn jul – tips til en miljøvenlig jul

Nu nærmer den søde juletid sig, og du kan sagtens have en dejlig jul samtidig med, at du tager hensyn til miljøet og handler med omtanke.

Sæt mærke på julen

Kig efter miljømærkerne både når du forbereder julen og når du køber gaver.

Det er muligt at købe miljømærkede plejeprodukter, tekstiler og meget andet i Valby. I folderen Guide til grønne indkøb i Valby, som Valby Lokaludvalg har udgivet, kan du se en liste over butikker, der forhandler miljømærkede varer og genbrug, og hvilke produktgrupper de forhandler. Du kan også handle miljøvenligt på nettet, se fx www.okologisk-supermarked.dk, www.ecoego.dk, www.fairtrade.dk.

Julegaver med omtanke

Der forhandles store mængder af legetøj i julen. Vær opmærksom på, at legetøjet kan indeholde sundhedsskadelige og miljøbelastende stoffer. Undgå legetøj af blød PVC-plast og vælg hård plast frem for blød plast. Fravælg legetøj, der lugter kraftigt eller som er parfumeret, og vælg elektronisk legetøj uden bromerede flammehæmmere. Køb altid legetøj, der er CE-mærket.

Du kan finde en personlig gave på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker. I Valby finder du fx genbrug i Jan´s Antik, Moster Olga, Mødrehjælpen og Kirkens Genbrug.

Et miljøvenligt alternativ til julegaven kan være en god oplevelse fx invitation til en god økologisk middag, koncert, biograftur eller teaterforestilling, gavekort til massage eller et weekendophold på et svanemærket hotel.

Julemad

Kig efter Ø-mærket når du køber mad- og drikkevarer til julen. Der findes et bredt udvalg af økologiske produkter på markedet. Under tilberedningen af maden kan du også gøre en indsats for miljøet og din elregning. Du kan fx spare energi ved madlavningen ved at optø den frosne and, gås eller flæskesteg i køleskabet (1 kg kød der optøs i køleskabet sparer 1 times el-forbrug), og ved at bruge ovnen optimalt – herunder eftervarmen.

Julelys
Almindelige lys til lysestager og fyrfadslys er typisk fremstillet af paraffin, som er et olieprodukt og en ufornyelig ressource. Lys af ren stearin eller bivoks belaster miljøet mindst. Du kan også købe svanemærkede lys i butikkerne. Undgå helt at bruge duftlys og gelélys. Duftlys kan indeholde allergifremkaldende stoffer, og gelélys kan give generende røg, der minder om dieseludstødning. Husk at lufte grundigt ud, efter der er blevet brændt lys af.

Invester i tænd og sluk-ur, så juletræskæderne ikke lyser døgnet rundt, og undgå brug af el-slugende transformere.

Juletræ og pyntegrønt

Køb et statskontrolleret økologisk dyrket juletræ og pyntegrønt. Ved dyrkning af økologisk grønt er der ikke brugt kemikalier og kunstgødning, og derved beskyttes bl.a. vores grundvand. Ellers er rødgran det bedste alternativ på grund af mindre forbrug af kemikalier under væksten.

I december måned kan du købe usprøjtede/ubehandlede juletræer og økologisk pyntegrønt på Ryttergården i Pederstrup. Læs mere på www.naturstyrelsen.dk. Alternativt kan du bestille et usprøjtet juletræ på www.juletrae.net, så kan du også få det leveret til døren.

 Julepynten

Juletræet kan pyntes med naturens egne materialer: Kogler, tørrede bær eller appelsinskiver, røde æbler og pynt af flettet halm f.eks. ophængt i røde sløjfer. Hvis du vil have farvestrålende glaskugler etc. så er det mest miljøvenligt at købe dem i en kvalitet, der kan holde år efter år. Du kan også selv lave julepynt af genbrugsmaterialer. Undgå at bruge jule- eller snespray. De indeholder stoffer, der belaster miljøet og sundheden.

Du kan møde Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg og få en flyer med tips til en grøn jul, når Miljøgruppen holder julemarked på Smedestræde 2 lørdag den 6. december 2014 fra kl. 10-14.

Glædelig jul!

Badestrand kan være klar i 2015

Valby Lokaludvalgs arbejde for en badestrand i Valby parken har båret frugt. Med et tilsagn om finansieringen på 18 mio. kr. fra fonden R98 er en badestrand ved Valbyparken kommet et stort skridt nærmere realisering og hvis det står til teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal, kan kan den nye badestrand stå klar til brug allerede i 2015. Badestranden i Valbyparken skal være en stor, åben og indbydende strand med plads til boldspil og andre aktiviteter. Umiddelbart bag ved stranden er der en kæmpe plæne med plads til solbadning og hygge med familier og venner. Stier fører til området fra både øst og vest, samt fra selve parken. Det er hensigten at inddrage borgerne i Sydhavn og Valby i den endelige udformning af stranden.

Den nye strand bliver det oplagte badested for 100.000 københavnere. I 2010 indviede København Svanemøllen Strand, og den er allerede blevet et af københavnernes foretrukne tilflugtssteder på en varm sommerdag.

”Lokalt har der været et stort ønske om at få en badestrand i Valbyparken. Da vi i august i år bad borgerne i Valby om at give deres input til de kommende bydelsplaner, blev badestranden en suveræn topscorer. Derfor er vi rigtig glade for, at det nu bliver en realitet,” siger Michael Fjeldsøe, der er næstformand for Valby Lokaludvalg.

Forudsætningen for at opnå badevandskvalitet er, at en række spildevandsoverløb til Harrestrup Å bliver lukket, da vandet fra Harrestrup Å løber ud i Kalveboderne. Det arbejde er Københavns Energi i fuld gang med i samarbejde med de kommuner, der grænser op til åen.

Københavns Kommune er samtidig ved at lægge sidste hånd på en helhedsplan for en frilægning af Harrestrup Å, der i dag løber i en flisebelagt kanal. En frilægning af åen vil øge åens rekreative værdi, og samtidig er det planen at etablere en cykel- og gangforbindelse langs åen.

”Frilægningen af Harrestrup Å vil sammen med en badestrand ved Valby give et massivt løft til dele af byen, der i dag mangler grønne områder og gode naturoplevelser. Samtidig er det et godt billede på Københavns målrettede arbejde med at skabe en by for mennesker ved at prioritere indsatsen for et godt miljø,” siger Ayfer Baykal.

Anlæg af stranden vil kræve tilladelser i forhold til den lokale fredning og Kalveboderne, som er Natura2000-område (EU-fuglebeskyttelsesområde).

Fakta om badestranden i Valbyparken

  • Et grønt strandanlæg med græs og mindre sandstrand (ca. 100 meter)
  • Anløbsbro til kano og kajak m.m.
  • Bygning med toiletter og eventuelt cafe og udstilling.
  • Pavilloner i området med hver sin funktion til benyttelse året rundt (fugletårn/ klatretårn, fiskeri, fitness eller lign.)
  • Øvrige funktioner som natur- og oplevelsesstier,  leg og bevægelsesaktiviteter er bygget ind i alle fasteanlæg i området

Spar penge på energien

Der var ros fra energikonsulenten Bjørn Sunesen fra Energitjenesten, da han var ude til energigennemgang hos Anders Faber. ”I har gjort det helt rigtige”, kunne han konstatere da boligen fra 1928 blev gennemgået fra kælder til kvist.

Anders Faber havde besøg af Energitjenesten som opfølgning på Valby Lokaludvalgs solcelleevent i Spinderiet, hvor han var den heldige vinder af en ½ energigennemgang. Energitjenesten er en uvildig rådgiver, der tager ud til private og gennemgår boligen, kommer med anbefalinger til istandsættelse og energiforbedringer.

Familien på fem overtog huset i 1999, og de har løbende istandsat og isoleret huset. De tidligere ejere på to brugte således 49 MWh i fjernvarme om året. Familien Faber brugte sidste år knap det halve, nemlig 26 MWh. Det viser, at den hulmursisolering og sokkelisolering familien har investeret i, hurtigt er tjent hjem igen. Reelt betød isoleringen en nedgang på 3/4 i udgiften til fjernvarme. Udover at det har været med til at skabe et rart indeklima. Efterfølgende har familien også efterisoleret skunk og tag så der overalt er mellem 250 og 300 mm.

Standbyforbrug

Elforbruget lå ligeledes meget lavt på trods af flere hjemmeboende teenagebørn, men der er spareskinner på værelserne og sparepærer i lamperne. Og når de har udskiftet husholdningsapparater, har familien husket at købe A++ mærkede modeller. På et enkelt værelse var der ikke monteret spareskinne, og her kunne termografibilledet afsløre at selvom højtaleren var slukket, var standbyforbruget nok til at højtaleren var varmere end omgivelserne. Anders fik også et par gode råd med om brug af LED belysning. Her er det vigtigt at være opmærksom på Ra-værdien og farvetemperaturen, som måles i Kelvin og fortæller om lysets farve (gult, neutral hvid eller blåligt). Ra-værdien er et tal mellem 0 og 100, der beskriver farvegengivelsen. For et realistisk lys, bør man finde en pære med en Ra-værdi på over 90. LED lamper kan med fordel  bruges udendørs.

Familiens vandforbrug lå under anbefalingen fra Københavns Energi på 100 l pr. døgn pr. person. Familien har monteret sparebruser, tager korte bade og toiletter er vandbesparende toskylstoiletter.

I forbindelse med at Anders sammen med svigerfar har etableret et omfangsdræn, overvejede familien også at etablere et nedsivningsanlæg og frakoble alt overfladevand fra kloakken, og få tilbagebetaling af tilslutningsbidraget fra Københavns Energi, men huset ligger på det nærmeste i blåler, så den idé blev droppet. Efter skybruddet i 2011 brugte familien håndværkerordningen og fik monteret en højvandslukker i kælderen.

Varm kant

Familien har prioriteret at bibeholde den gamle stil, og husets småsprossede vinduer er derfor de oprindelige fra 1928. De er løbende blevet sat i stand med linoliemaling og der er monteret fortsatsruder. Såfremt der skal købes nye fortsatsvinduer kunne Energitjenesten anbefale, at familien investerede i energiglas og huske at vende glassene rigtigt. På 1. salen, hvor der er termoruder, bør man ved en udskiftning selvfølgelig få energiglas, men sørge for at få ruder med ’varm kant’ dvs. i plast eller i et kompositmateriale. Tidligere var afstandsstykket mellem de to glas typisk i aluminium, som leder varmen hurtigere, og derfor er en kuldebærer. I dag kan man få disse afstandsstykker i et materiale, som ikke leder kulden. Det giver et mere effektivt og økonomisk vindue, og kan hjælpe med at slippe for den kondens, der på kolde dage kan sætte sig i bunden af ruden.

”Jeg havde især set frem til at få termograferet huset. Jeg havde en forventning om tydelige varmetab ved vindueskarmene og ved kvisten. Men det var heldigvis ikke tilfældet. Det betyder, at det eneste vi reelt kan gøre for at spare mere energi, er at hæve spærene og at isolere ekstra godt, den dag vi vælger at skifte taget. Men det ligger ikke lige for”, siger den energibevidste husejer. ”Selvom vi ikke har fået en liste med ekstra initiativer, kan jeg godt anbefale andre boligejere at få besøg af Energitjenesten, det var rart at gennemgå huset fra A til Z”.

Metroborgermøde med store perspektiver

Borgermøde den 28. november kl. 19-21 på Loftet i Karens Minde Kulturhus: Valby Lokaludvalg vil bl.a. benytte borgermødet til at sætte fokus på Ny Ellebjerg Stations potentialer som kollektivt trafikknudepunk.”Ny Ellebjerg Station  bliver i fremtiden et helt afgørende trafikknudepunkt i Hovedstadsregionen hvor rejsende, der kommer med regionaltog, ringbanen eller den sydgående S-togsforbindelse – eller med letbane – kan omstige til metroen” siger Michael Fjeldsøe formand for Valby Lokaludvalgs plangruppe. For Valby Lokaludvalg er det dog helt afgørende, at forholdene på og omkring Ny Ellebjerg Station forbedres gevaldigt hvis stationen skal kunne rumme de mange tusinde passagerer, der potentielt vil benytte stationen på daglig basis. ”Det skal være nemt og bekvemt at skifte fra det ene transportmiddel til det andet, ellers bliver det offentlige transportsystem valgt fra. Derfor er det helt afgørende at metroen kobles til den eksisterende station på en smart måde, der sikrer en naturlig sammenhæng mellem metroen og de øvrige transport former” siger Michael Fjeldsøe, der samtidig påpeger vigtigheden af at metroen og byudviklingen i Valby Idrætspark og de omkringliggende områder kobles sammen med metroen således at stationsnærheden udnyttes.

Den kommende metrolinje til Ny Ellebjerg Station  vil bl.a. få stop på Mozarts Plads, Enghave Brygge, Sluseholmen og Fisketorvet. Metrolinjen – også kaldet M4 – er endnu ikke endelig finansieret og vil tidligst kunne åbne i år 2022. Borgermødet om metro finder sted onsdag d. 28. november kl. 19-21 på ”loftet” i Karens Minde Kulturhus. Tilmelding er ikke nødvendig og alle er velkomne.

 

 

 

Grøn vækst – Cafémøde for erhvervslivet

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg vil gerne i dialog med butikker og virksomheder om grøn vækst og energibesparelser mm. Vi inviterer derfor til netværksmøde torsdag den 22. november kl. 8-9.45 på Café L’Orange, Annexstrædet 10. Programmet for morgenen kan du finde her. Vi håber, at mange virksomheder har lyst til at deltage og bakke op om initiativet, så det bliver et inspirerende møde med deltagelse af handelsforeninger, butiksejere og medarbejdere. En butik/virksomhed må godt sende mere end en person. Det er gratis at deltage og miljøgruppen byder på kaffe og lidt at spise. Tilmelding er dog nødvendig og skal ske til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mail zm5y@okf.kk.dk senest mandag den 19. november.

I Valby er der allerede en lang række KLIMA+ virksomheder og butikker, der er med i folderen Guide til grønne indkøb i Valby. Men miljøgruppen understreger, at alle virksomheder i Valby med interesse for at skabe grøn vækst eller gøre en indsats for miljøet er velkomne. På mødet kan virksomhederne blandt andet høre om KLIMA+ konceptet, Frisør Heidi fortæller om sine erfaringer med at arbejde med klima og miljø i hverdagen, og få inspiration af groconsult om Climate Street i Vanløse og Green Spots på Frederiksberg.

 

Miljøhovedstad i 2014

I 2014 skal København være europæisk miljøhovedstad. Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg håber, at både nye og nuværende KLIMA+ virksomheder, har lyst til at Valby bliver besøgssted for udenlandske gæster i 2014. Det kan være med til at give mere synlighed til butikkerne, og skabe et netværk med andre butikker i Valby.

 

Har du input til Økologisk Marked i Valby?

Miljøgruppen skal evaluere det økologisk marked på Tingstedet. Har du ideer eller input til det økologiske marked, fx ønsker til nye produkter og varegrupper, aktiviteter mm så send dem til miljømedarbejder Dorte Grastrup-Hansen på mail zm5y@okf.kk.dk senest den 4. november. Vi trækker lod om kogebogen Restesafari blandt de indkomne svar.

Bliv klogere på solceller

– og vind en ½ energigennemgang af din bolig

Valby Lokaludvalgs miljøgruppe inviterer til solcellearrangement for borgerne på torvet i Spinderiet lørdag den 27. oktober kl. 11-15. Der vil være en energivejleder fra Energitjenesten, som informerer og rådgiver borgerne om solceller.Der er øget fokus på energibesparelser herunder solceller, og Valby Lokaludvalg ønsker at stimulere udviklingen af bæredygtige og æstetiske løsninger af solceller i Valby. Derudover er der i Valby Solcelleplan en målsætning om at 15 % af elforbruget i Valby i 2025 skal leveres fra solceller.

Alle der kommer forbi Energitjenestens stand på dagen vil have mulighed for at deltage i lodtrækningen om en ½ energigennemgang af deres bolig inkl. fire termografiske billeder og en rapport. For at deltage i lodtrækningen, skal du acceptere, at energitjekket kan blive formidlet på lokaludvalgets hjemmeside, nyhedsbrev mm.