Saxtorphsvej opdateret billede nyhed

Politikere vil bryde et løfte og bygge stor daginstitution på villavej i Valby, selvom der ikke længere er behov for den

Vi har sendt et åbent brev til politikerne på rådhuset for at gøre det klart for dem, at prognoserne ikke længere understøtter behovet for den nye daginstitution på Saxtorphsvej, som vil bidrage til det trafikale kaos og fjerne kvarterets sidste, grønne åndehul. 

Baggrunden for brevet er lokalplanforslaget ’Saxtorphsvej II’, der skal tillade et nyt institutionsbyggeri på kvarterets sidste, grønne åndehul og idrætsplads – noget, som politikerne i Borgerrepræsentationen både i 1995 og igen i 2012 lovede, at de ikke ville gøre.

Prognosen fra 2019 pegede på et behov for 194 nye pladser, hvilket er grundlaget for beslutningen om at bygge en ny daginstitution. Men en opdateret prognose fra 2020, som beboerne har fået aktindsigt i, viser kun behov for 34 nye pladser i distriktet.

Det åbne brev skal gøre det klar for politikerne i Borgerrepræsentationen, at prognoserne ikke længere understøtter behovet for den nye institution, og de derfor bør lytte til de mange berørte borgere, overholde de tidligere løfter, og afvise lokalplanforslaget når de skal behandle det til maj.

På en villavej i Valby sidder beboerne tilbage med en dårlig smag i munden

Siden offentliggørelsen af Budget ’20 har beboerne i kvarteret kæmpet for at råbe politikerne op. De har haft en berettiget forventning om, at det sidste grønne område med mulighed for leg og boldspil i deres kvarter ville blive bevaret, som det blev lovet fra talerstolen i Borgerrepræsentationen i 1995.

I vores høringssvar til lokalplanforslaget fraråder vi at godkende lokalplanen, og lægger vægt på at:

  • Kvarteret er stærkt plaget af trafikken til de to nuværende institutioner, og beboerne frygter hvad endnu en kæmpe institution vil betyde for trafikproblemerne.
  • Kvarterets sidste grønne plet er resterne af en idrætsplads, og bliver flittigt brugt af både beboere og institutioner til leg og boldspil – noget, der ikke er meget plads til i Københavns Kommune generelt.

Vi har fra starten bakket op om beboernes kamp for at bevare den grønne plet – der har været holdt flere borgermøder om sagen, hvor borgmestre og udvalgsmedlemmer har mødt beboerne og hørt deres bekymringer.

Borgermøde Saxtorphsvej reportage nyhed deling

Både Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen og Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen har besøgt kvarteret i morgentimerne, ved selvsyn konstateret det store trafikale kaos, og været i direkte dialog med beboerne.

Lige lidt har det hjulpet, og lokalplanforslaget er nu nået til den sidste behandling i Teknik- og Miljøudvalget, før det skal godkendes i Borgerrepræsentationen. Teknik- og Miljøudvalget skal behandle lokalplanforslaget den 10. maj.

Derfor forsøger vi nu med det åbne brev at råbe politikerne op inden behandlingen af lokalplanforslaget.

Læs mere om sagen i vores tidligere nyheder om Saxtorphsvej:

Vi har også sendt en pressemeddelelse ud til medier i København for at gøre opmærksom på sagen:

2 replies
  1. Susanne Sara Nyegaard
    Susanne Sara Nyegaard siger:

    Hvordan vil man fra kommunens side forsvare – og i værste fald vedtage – et institutionsbyggeri, som dels flere gange er lovet ikke-bygget, og som der ifølge nye fremskrivninger ikke er behov for? Der er i forvejen så få grønne pletter tilbage i Valby, som de seneste år er blevet voldbebygget på hvert eneste lille, ledige “frimærke” med massive boligblokke i nye kvarterer her, der og allevegne. Det er en hån mod Valby, hvor man har fornemmelsen af vedholdende tilsidesættelse af borgernes ønsker, behov og indsigelser mod absurde planer

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *