Vi ønsker os nyt liv til Toftegårds Plads Nord

I Valbys nye bydelsplan sætter vi igen fokus på et smertensbarn: Toftegårds Plads Nord, som vi vil have omdannet til et grønnere byrum, hvor der er hyggeligt at opholde sig, til glæde for beboere og butikker.

Pladsen er omkranset af træer og buske, men opleves alligevel som grå, kedelig og forsømt.

Den ligger som en ø omgivet af større og mindre veje, hvilket gør den mindre tilgængelig og skaber en oplevelse af isolation, der ikke fremmer lysten til at opholde sig på den.

Vi vil gerne forbedre pladsen med tre greb:

  1. Udvidelse 
  2. Begrønning 
  3. Nyt liv til kunstværket

Udvidelse med inddragelse af Toftegårds Plads-vejen

Vi foreslår, at Toftegårds Plads-vejen, der går fra Sibbernsvej til Vigerslev Allé, nedlægges.

Parkeringspladserne på vejstrækningen flyttes til den modsatte side af pladsen ud mod Toftegårds Allé. Der etableres en belægning, der udstrækker pladsen helt over til husfacaderne. På den måde bliver butikkerne lettere tilgængelige, og der kan f.eks. blive mulighed for mere udeservering.

Tegning af den foreslåede omlægning af pladsen. Arkitekt Louise Grassov.

Buskbeplantningen mellem træerne på indersiden af pladsen fjernes for at give bedre oversigt og sammenhæng til bebyggelsen.

Disse ideer er indeholdt i den vedtagne helhedsplan for Toftegårds Plads, men er ikke finansieret.

Begrønning for øget biodiversitet

Vi ønsker, at pladsen tilføres flere planter i arter, der fremmer biodiversitet. I udvalgte områder kan fliser erstattes med græs, der indbyder til ophold.

Nyt liv til kunstværket

På pladsen står et kunstværk af den anerkendte danske billedhugger Jens-Flemming Sørensen.

Det består af en vandkunst og skulpturer af bronze, granit og stål, b.la. med inskriptioner af Henrik Nordbrandts digt “Mellem krigen og verden”.

Jens-Flemming Sørensen Valby kunst deling

Men de færreste, der passerer pladsen, bliver i dag opmærksomme på kunstværket, da det let går i et med den grå belægning og en følelse af, at pladsen er forsømt og forældet.

Vi ønsker at integrere skulpturerne i pladsens begrønning. Da kunstværket har karakter af ruin, kan det følge ruiners dynamik. Ruiner bliver med tiden overgroet af naturen.

En kreativ kunstner kan skabe en beplantning omkring skulpturerne på en måde, der ikke skjuler men tværtimod fremhæver og forstærker værkets udtryk.

Finansiering af de store planer

Udvikling af pladsen er beskrevet i helhedsplanen for området, men det kan måske blive vanskeligt at opnå fuld finansiering fra Københavns Kommune, da der nu er givet så store bevillinger til omdannelse af pladsen foran Valby Kulturhus.

Derfor vil vi arbejde med at inddrage fonde, der er engagerede i udvikling af byrum.

En del af Valbys Bydelsplan

Projektet er en del af Valbys nye bydelsplan, under overskriften ‘Grøn mobilitet, der binder Valby sammen’.

Læs mere om dette og andre projekter, der skal udvikle Valby til et endnu bedre sted at færdes, arbejde og bo:

Valby Bydelsplan 2023 online version

3 svar
  1. peter juhl
    peter juhl siger:

    Ingen af de nuværende butikker på Toftegårds Plads har adgang for os kørestolsbrugere. Det må man gerne have i tankerne hvis der skal investeres i ny infrastruktur.

    Svar
  2. Liselotte permin
    Liselotte permin siger:

    Hej
    Jeg synes det lyder godt hvis vi får grønt på pladsen, bare det ikke bliver som på hjørnet af sylviavej og gadekærvej der mangler blomster. Men hvad med et lille lege hjørne der er ikke noget som et legehjørne der kan samle folk m deres børn. Bare se på valby haven hverdag er der et skønt leben af børn voksne dyr og smuk beplantning og insekter. Det var ordet herfra 😁

    Svar
  3. Ove Hansen
    Ove Hansen siger:

    Den nuværende plads er meget pænere end den nedlagte trafikplads med sporvognssløjfe, der var der før. Da pladsen stod færdig blev den anmeldt af Peter Olesen i tv-avisen.
    Jeg krydser ofte pladsen og glæder mig over kunstværkerne og træerne.
    Jeg kan ærlig talt ikke se at forslaget vil ændre meget
    Pladsen bliver krydset af gående i en rute fra Vigerslev Allé til Toftegårds Allé. Den rute fungerer godt i øjeblikket, hvor man krydser bilerne, hvor de alligevel er opmærksomme på krydsende færdsel. I forslaget skal man sno sig igennem en parkeringsplads for at krydse pladsen. Det er ikke hensigtsmæssigt.
    Men det er oplagt at gøre pladsen mere grøn. Spørgsmålet er så om den bliver det, når man fælder en masse træer.
    Min holdning er at pladsen aldeles ikke er et smertensbarn, men at den fungerer fint, som den er og at den står som et udtryk for arkitektur i 70erne og repræsenterer den periode. Så jeg mener at den skal bevares som den er og at man i stedet skal koncentrere sig om at få skabt en smuk og velfungerende Toftegårds Plads Syd
    Har man prøvet at kontakte Peter Olesen for en kommentar?

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *