Trekronergade skybrudsprojekt høring nyhed

Kommende skybrudsprojekt på Trekronergade – hvad synes du?

Nyt skybrudsprojekt skal omdanne Trekronergade til en grøn vej med vejbede. Vi har modtaget et forslag i høring, og vi vil gerne have dine kommentarer og input senest mandag den 25. maj.

Skybrudsprojektet på Trekronergade er et af de 300 projekter, som Københavns Kommune godkendte i 2015, for at løse udfordringen med skybrud ved at lede vandet via byens veje frem for at etablere nye dyre kloakrør.

Projekterne bliver udført over hele byen i løbet af 20 år. Tilsammen udgør de brikkerne i et kompliceret puslespil, hvor byens veje og parker skal bygges om og søer og vandløb skal tilpasses, så de bliver indrettet til enten at tilbageholde eller lede regnvandet til havnen sammen med fire store skybrudstunneller.

Beskytte Kløverbladsgade og villahuse syd for Carl Jacobsens Vej

Formålet med skybrudsprojektet på Trekronergade er at forsinke og transportere overskydende vand kontrolleret på overfladen til Carl Jacobsens Vej, og at forhindre at skybrudsvand strømmer ind på Kløverbladsgade.

 

Trekronergade

På Trekronergade anlægges en forsinkelsesvej i form af en grøn vej med vejbede. Formålet er at kunne afkoble regnvand fra fælleskloakken og reducere skybrudsvandet, som strømmer på selve Trekronergade, og oversvømmer villahuse syd for Carl Jacobsens Vej.

Skybrudsprojekt Trekronergade eksempel vejbed

Et eksempel på et vejbed. Beplantningen i vejbede kan for eksempel være stauder og græsser.

Trekronergade hælder fra nord mod syd ned til Carl Jacobsens Vej. For at undgå at der strømmer vand mod vest til Kløverbladsgade etableres bump eller lignende ved sidegaderne.

Understøtter gadens grønne karakter

Skybrudsprojektet forventes at kunne indpasses i byrummet og understøtte og styrke gadens grønne karakter. Vejbedene kan bidrage til en øget begrønning af byrummet og afhængig af den præcise udformning, kan vejbede også have en hastighedsnedsættende effekt.

Skybrudsprojektet vil blive koordineret med en kommende vejrenovering af en del af Trekronergade.

Se høringsmaterialet, som vi har modtaget, lige her:

Vi skal indsende høringssvar den 29. maj, og vil gerne have dine input med.

Skriv dine kommentarer her på siden, eller send dem til os på valbylokaludvalg@okf.kk.dk senest mandag den 25. maj:

Læs mere om Københavns Kommunes skybrudsprojekter lige her:

Top-foto: Alexandra N. Bloch 

2 replies
  1. Lars Henrik Pedersen
    Lars Henrik Pedersen says:

    Til Valby Lokaludvalg.
    Jeg bor i Trekronergade 74 lige ud for en af fartchikanerne og 30 km fartgrænse. Et skybrudsprojekt vil efter min opfattelse være en god idé. Faldet i gaden ned mod viadukten under jernbanen er nærmest konstant og hensynet til bygninger syd for Carl Jacobsens Vej samt til Kløverbladsgade er åbenlyst.
    Samtidig er Trekronergade temmelig befærdet til trods for de parallelle, større veje: Sjælør Boulevard samt Gl. Køge Landevej. Der sker ofte påkørsler af chikanerne før og efter Karensgade, navnlig af den chikane der befinder sig lige ud for os. I forbindelse med skybrudsprojektet kunne man med fordel slå to fluer med et smæk. Omdan Trekronergade fra Karensgade og sydpå til en decideret grøn cykelvej. I forvejen anvendes Trekronergade i høj grad af to-hjulede og ladcykler med kurs mod viadukten og Valbyparken. Med en kommende badestrand i Valbyparken, vil den trafik næppe blive aftagende og idéen er ikke at afskære trafik på Trekronergade, men at gøre den forbeholdt for bløde trafikanter til glæde for beboere, daginstitutionsbrugere og skybrudsprojekt.

    Svar
  2. Astrid Stender Cordes
    Astrid Stender Cordes says:

    Jeg bor i Trekronergade 70. Jeg synes det er en fremragende ide. Det ville ikke bare gøre gaden smuk at kigge på, men også potentielt fjerne risikoen for oversvømmelse af vores kælder. I form af at jeg ikke har en bil, synes jeg at det ville være fedt hvis gaden blev lavet til en cykelsti, med grønne bede imellem.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *