Hvor er der skummelt i Valby?

Kender du til skumle, skjulte steder i Valby, der kunne gøres mere behagelige med en gadelampe eller lidt begrønning? Så vil vi meget gerne høre om dem! Københavns Kommune åbner igen for en pulje til tryghedsløft, og indtil den 13. juni kan du melde ind med dit bud på hvor det trænger i Valby.

 

Borgerrepræsentationen har besluttet at afsætte 3 mio. kr. i både 2015 og 2017 til at igangsætte en række fysiske forbedringer af byens rum, der øger trygheden. Tryghedsløft er et bydækkende initiativ, hvor borgere, lokaludvalg, politi m.fl. kan være med til at udpege de steder i København, som trænger til at blive gjort mere trygge. Tryghedsløftet kan enten ske ved beskæring af planter og buske, opsætning af ekstra belysning, omlægning af stier eller lignende. Hvert tryghedsløft må højest koste 50.000 kr.

Eneste krav er, at det skal være på kommunal grund, og skal kunne gennemføres for under 50.000 kr. Udgifterne til et projekt vurderes efterfølgende af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Tryghedsløft i Valby 2015

I 2015 blev der i Valby udført fire konkrete tryghedsløft på baggrund af forslag fra Valby Lokaludvalg:

  • Lys på legepladsen ved Mogens Fogs Plads.
  • Supplerende lys ved skoleområdet på hjørnet Højsagervej/Vigerslevvej
  • Omfattende løft af sti fra Kirsebærhaven til Frugthaven, med flere lygtepæle, lavere buske og ny belægning
  • Belysning på legepladsen på Lykkebovej mellem nr. 9 og 17

 

Meld dit forslag til et tryghedsløft ind til os på valbylokaludvalg@okf.kk.dk senest den 13. juni. Lokaludvalget samler og prioriterer ønskerne, og sender dem videre til Teknik- og Miljøforvaltningen.