Masser af aktiviteter på Kulturdagene

Når Kulturdagene på fredag skydes i gang, vil der hverken mangle aktiviteter eller underholdning. Tilmeldingerne fra både foreninger og virksomheder vælter ind, og alt fra skakklubber til børnetøjsbutikker til politiske foreninger vil weekenden over slå sig løs i Valby. Gaderne lukkes af for trafik, butikkerne tilbyder deres varer under åben himmel, og på de to scener optræder den ene dygtige kunstner efter den anden. 

Du kan stadig nå det
Her kan du se en liste over de tilmeldte foreninger, og her kan du se en liste over de tilmeldte virksomheder. Hvis du er medlem af en forening eller er indehaver af en virksomhed eller butik, kan du stadig nå at tilmelde dig. Følg linket og læs mere om hvordan du tilmelder dig. 

Vejret lover godt
Du kan læse det fulde program her, og har du brug for et program i trykt udgave, kan du hente det i Valby Kulturhus. Det er i øvrigt værd at nævne, at DMI lover – om ikke helt fantastisk – så i hvert fald nogenlunde dansk sensommervejr weekenden over.

Valby Lokaludvalg på kulturdagene

Som altid vil Valby Lokaludvalg være synlig under Valby Kulturdage.  Og i år giver vi dig flere muligheder for at deltage i vores aktiviteter.

I år sætter vi særlig fokus på at inddrage borgerne i udviklingen af vores bydelsplan via Valbys Valg eksempelvis ved de mobile “valgsteder”, som i udvalgte tidsrum vil poppe op i gadebilledet. Ved at deltage i Valbys Valg og vær med til at pege på hvilke projekter, som er vigtigst for Valbys fremtidige udvikling. Du kan også opleve og blive en del af den interaktive udstilling ”Valbys Valg” – en udstilling, der både illustrerer hvad partierne i Københavns Borgerrepræsentation og  helt almindelige valbyborgeres mener bydelen skal satse på.

Som en del af vores store fokus på miljø  afholder vi  hele weekenden en sjov og lærerig konkurrence i affaldssortering for både børn og voksne. Endelig kan du  lørdag fra kl. 13-15  hører mere om dine muligheder for at få solceller på taget og de både miljømæssige og økonomiske fordele, der kan være forbundet hermed.

 Du finder Valby Lokaludvalg i  teltet på Tingstedet.  Åbningstiderne er fredag kl. 17 – 20, lørdag kl. 10 – 18 og søndag kl. 10 til 16.

Oplev AISHA på kulturdagene

Talentfuld dansk-somalisk sangerinde spiller op på scenen ved Annexstræde lørdag d. 1. september kl. 20.  Læs mere om Valby Kulturdage 2012 på www.valbykulturdage.dk.

Den talentfulde sangerinde, komponist og producer AISHA, har netop udgivet sit debutalbum “Deeper Than Roots”.

Live spinder AISHA sine urbane fortællinger ved brug af det universelle globale sprog af soul og pop musik. En original kombination af sjælfuld varm vokal med en organisk rygrad. I hendes musik forplantes tanken sig om at selv de mest intelligente hjerter er skrøbelige i kærlighedens vold og at drømme på sin vis altid er universelle.

AISHA har rødder i Danmark og Somalia – og musikken har altid været omdrejningspunktet i Aishas liv. Hun drives af ønsket om, at udtrykke sig musikalsk, og samtidig italesætte nogle af de mange eksistentialistiske gåder livet består af. Indre styrke og kunstnerisk ukuelighed er et par af de ingredienser, der har drevet AISHA til dette album og den hun er.
AISHA er ingen novice. Hun har i 15 år turneret med internationalt anerkendte kunstnere som Tanya Stevens, Junior Kelly, BB Seaton og The Savage Rose, det har budt på livekoncerter over hele verden.

Lasse og Peter flyttede ind på Toftegårds Plads

Kunstnergruppen Polarkiet indtog i juli Toftegårds Plads med kolonihavehus, transistorradio og gode idéer. Til daglig er Lasse Mouritzen og Peter Kærgaard studerende på RUC’s samfundsvidenskabelige linje i Roskilde. Og i deres fritid bestyrer de to unge herrer kunstnergruppen ”Polarkiet”, som tæller en række unge kunstnere og et atelier på Bredgade i København.

Alternativ borgerinddragelse
Og lige netop den kombination gør, at Lasse og Peter er særdeles velegnede til at forestå en alternativ borgerinddragelse på Toftegårds Plads. Som kunstnere er de idérige og ferme med hænderne – hvilket det selvbyggede kolonihavehus bevidner. Og som studerende i ”byplanlægning og proces” har de to ydermere fagligt belæg for at se perspektiverne for et byrum som Toftegårds Plads:

”Planen er, at vi flytter ind i kolonihavehuset og bor her i hele perioden. Og så håber vi, at folk kommer forbi og tænker: wow! Hvis de kan bo her, så kan pladsen jo bruges til hvad som helst”, siger Lasse.

Utopisk værksted
Peter følger op: ”Kolonihavehuset og de aktiviteter vi sætter i gang skal ses som et utopisk værksted, hvor vi og vores besøgende sammen kan udforske hvad Toftegårds Plads rummer af umulige muligheder. Når vi selv flytter ind på pladsen, skal det ses som et statement. Pladsen er til brug og gavn for alle, og kolonihavehuset er altså ikke kun mit og Lasses; det er også alle andres. Vi har både værktøj og byggematerialer, så hvis man vil bygge en bænk eller male en facade, så er der mulighed for det.”

Lasse fortsætter: ”Vi spiller bolden op til, at pladsen kan bruges til andet end boldspil – så at sige. Vores tilstedeværelse her er en åben brainstorm. Og alle i Valby er velkomne til at kigge ind, få en snak med os, lave aktiviteter og komme med gode idéer til pladsens fremtid.”

Hvad hvis det regner?
Men hvordan er det egentlig at bo i et kolonihavehus på en åben, offentlig plads?

”Det er både sjovt og spændende. Som ung kunstner er det her en kæmpemæssig udfordring. Og vi kan også bruge det i vores videre studier på RUC. Men med hensyn til det praktiske, så har vi stadig et hul i taget der skal lappes. Og hvis det nu vælter ned en af nætterne, så kan det godt være vi tager hjem og sover”, siger Lasse med et smil.

Valby Kulturdage 2012: Kom og vær med!

Vil du gerne have din virksomhed eller forening med til Valby Kulturdage? Så tilmeld dig her. Vi søger også sponsorer.

Styregruppen bag Valby Kulturdage har hermed fornøjelsen af at invitere dig, din forening eller virksomhed med til Valby Kulturdage 2012. Kulturdagene foregår igen i år på Valby Langgade, Skolegade og i Spinderiet og finder sted den 31. august og 1. og 2. september 2012. Kulturdagene plejer ar være et stort tilløbsstykke, der tiltrækker mange af Valbys borgere. 

Vis din forening frem
Som forening får I chancen for at præsentere jeres aktiviteter på en standeplads og/eller ved aktiviteter i gaden. Vi vil gerne opfordre til, at man har aktiviteter og optræden i gadebilledet. Foreninger placeres blandt erhvervslivet i gaden, og har I specielle ønsker til placering, er I velkomne til at skrive dem på jeres tilmelding. Vi kan dog ikke love bestemte placeringer. En standeplads er gratis og måler 3×3 meter asfalt. I står selv for indretning af standen. Der vil, i begrænset omfang, være borde og stole til at låne. Åbningstiden for stande er minimum fredag kl. 17-20, lørdag kl. 10-18 og søndag kl. 10-14. Hvis I kun ønsker at være der en eller to dage, så skriv det i tilmeldingen. Tilmeldingen sker til Dorthe Eren på dse@okf.kk.dk eller telefon 36 18 01 92.

Virksomhed?
Butikker og virksomheder er også velkomne til at melde sig under kulturdagenes faner. Men til forskel for foreningerne tilmelder I jer telefonisk til Lillian Stark på telefon 20 67 16 09.

Søger sponsorer
Som skrevet står, søger kulturdagene ligeledes sponsorer. Så er du interesseret i at få din firmanavn med i Valbys gadebillede, så ring eller skriv til Dorthe Eren på dse@okf.kk.dk eller ring på telefon 36 18 01 92.

Læs eventuelt mere her

 

Logokonkurrence til Valby Kunstår 2013

Deadline for indlevering af forslag til logokonkurrencen var 17. august. Det er derfor ikke længere muligt at deltage i konkurrencen.

Valby Lokaludvalg, en del af “Dit Europa”

Valby Lokaludvalg er en del af ”Dit Europa”, og står for indretningen af én af de i alt syv installationer, der udgør den store labyrint

Tag familien i hånden og vær en del af denne spektakulære begivenhed ”Dit Europa” på Toftegårds Plads, der for en stund gør Valby til Europas centrum. I lokaludvalgets pavillon sætter vi Europa i lokalt perspektiv gennem en installation, der fokuserer på det lokale miljøarbejde i Valby. Kom og giv dit input til planen Grøn hverdag og livskvalitet, som er Københavns Kommunes Agenda 21-plan for 2012-2015.  Du kan læse planen her. Lokaludvalget har planen  i høring netop nu og vil bruge inputtene fra Dit Europa i forbindelse med udformningen af lokaludvalgets høringssvar ligesom øvrige input kan indgå i lokaludvalgets arbejde med det lokale miljøarbejde.

Formand for Valby Lokaludvalg, Lisbeth Ritter, åbner den gigantiske udstillings labyrint  torsdag den 21.6. kl 16.30. I forbindelse med åbningsarrangementet serverer Café Mæt billig økologisk aftensmad og Per Vers, Trolle og Thormod og en DJ leverer musikken. Læs mere her. Labyrinten, herunder lokaludvalgets pavillon, vil være at finde på Toftegårds Plads i perioden 21.-30. juni. Den er åben hele dagen, men dog kun bemandet i tidsrummet kl. 16-20 i åbningsperioden.

Lad dine børn udforske den 1.500 m2 store labyrint på Toftegårds Plads, mens du selv tester din viden om Europa, bliver inspireret eller provokeret af tidens internationale gadekunst, mens du deltager i konkurrencen om en dynamisk og miljøvenlig el-bil.

Valby Kulturdage – igen i år

Det er efterhånden en fast tradition, at Valbys borgere i starten af september mødes og fejrer kulturen i alle dens afskygninger. Og i år skal ikke være nogen undtagelse. Valby Kulturdage er i færd med at blive planlagt, og i år finder den store begivenhed sted fra den 31. august til 2. september.

Kultur alle vegne
Som sagt er planlægningen endnu ikke helt færdiggjort. Men der er en masse spændende i støbeskeen. Og på nuværende tidspunkt ved vi, at Valby Langgade, som sædvanlig, lukkes af fra Gl. jernbanevej til Annexstræde. I Skolegade vil lokale borgere og forretninger skabe hyggelig bystemning. Og mellem Toftegårds Allé og Gl. Jernbanevej oprettes en aktivitetszone, hvor børn og voksne kan boltre sig. I Spinderiet vil der være børneunderholdning hele weekenden igennem, og som sædvanlig vil foreninger og forretninger skabe liv og stemning med boder og aktiviteter.

Kryds i kalenderen
Vi følger selvfølgelig op med flere nyheder, efterhånden som planlægningen falder på plads. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen den første weekend i september med start fra 31. august. For det bliver en fest, du ikke har lyst til at gå glip af.

Valby Badestrand – Hvad er din drøm?

En badestrand i Valby Parken kan blive en realitet inden for en overskuelig fremtid. Hvilket strandmiljø drømmer du om? Deltag i Valby Lokaludvalgs strandevent på Toftegårds Plads lørdag den 2. juni fra kl. 10-17. Arrangementet er en del af DBU’s store Beach Soccer turnering, der finder sted pladsen samme weekend.  

Sand på Toftegårds Plads
I dagens anledning vil Toftegårds Plads være indhyllet i mere end 700 tons strandsand, som danner rammen for en af Danmarks største beach soccer turneringer. Valby Lokaludvalg låner et lille sandhjørne, og vil, med hjælp af strandstole, strandlegetøj og parasoller, skabe en smagsprøve på Valby badestrand. Her kan du komme med dine ønsker til indretningen af den rigtige Valby Badestrand, ligesom du kan møde medlemmer af Valby Lokaludvalg til en dialog om muligheder og forudsætninger for standens virkeliggørelse.

Harrestrup Å skal renses
Forudsætningen for at det bliver muligt at etablere en badestrand i Valby Parken er, at vandet fra Harrestrup Å bliver renset. Københavns Kommune har allerede afsat midler til en del af dette projekt, og der arbejdes i disse måneder på at færdiggøre et analysearbejde, der skal klarlægge hvordan man kommer helt i mål.

En Badestrand i Valby Parken er et ud af i alt 15 projekter, som Valby Lokaludvalg arbejder med at beskrive og konkretisere i regi af bydelsplan for Valby. Bydelsplanen skal indgå i kommunens forhandlinger i forbindelse med de kommende års budgetforhandlinger.

 

Link til videre læsning

 

Roser til Valbys seniorer

Der var en kurvfuld af oplevelser til de fremmødte, da årets Seniormesse fandt sted onsdag den 25. april. Den Syngende Jordemoder leverede en særdeles festlig koncert, og Valbys aktive ældre understregede endnu en gang, at seniorlivet er alt andet end kedeligt. Seniormessen bød vanen tro på aktiviteter i hele Kulturhusets stueetage. Teatersalen var festligt dekoreret med blomster og duge på bordene. Og de mange gæster, der trodsede regnen og mødte frem, blev mødt af oplagte arrangører og et væld af forskellige tilbud.

Sundheds-satellit
Som noget nyt på programmet var der rundvisning i Equinox-bygningen, der ligger på den anden side af Gammel Køge Landevej. Bygningen blev i sin tid brugt som fitness-center, og lokaludvalget arbejder nu på at benytte faciliteterne til en såkaldt sundheds-satellit. Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der havde forestået åbningstalen på messen, fulgte interesseret med i rundvisningen. Derudover havde lokaludvalget udformet et spørgeskema, om hvilke ønsker Valbys ældre har til sådan et sundheds-tilbud. Mange gæster skrev deres ønsker ned, og som noget ekstra blev der trukket lod blandt de indleverede svar, og vinderen gik hjem med en stor kurv fra Intervare med kaffe, chokolade og andet godt.

Ældre og den digitale verden
Messens overskrift var “Ældre og den digitale verden”, og der var derfor oplæg ved Københavns Borgerservice om den digitale indgang til det offentlige. Og dagens absolutte højdepunkt var Den Syngende Jordemoder, der leverede veloplagt underholdning til stor begejstring for gæsterne. Sangerinden delte generøst ud af velkendte sange og røde roser og satte dermed punktum for den dejlig dag i Valby Kulturhus.