Toftegårds Plads Nord Valby

Nyt liv til grå og triste Toftegårds Plads Nord

Kom til miniborgermøde på Toftegårds Plads Nord, og hør lokaludvalgets ideer til at omdanne den grå og flisebelagte plads til et grønt byrum med plads til leg og ophold.

Lokaludvalget og Københavns Kommune arbejder med planer om at bygge et nyt bibliotek på den sydlige del af Toftegårds Plads. Men også nordpladsen trænger til fornyelse.

Det har vi masser af ideer til – derfor inviterer vi til miniborgermøde om pladsens fremtid:

Fredag den 4. maj kl. 15-17 

Toftegårds Plads Nord

Afskåret ø fuld af sten med alt for lidt grønt

Den gamle vendeplads for sporvogne og busser blev i 1982 forvandlet til offentlig plads i parisisk stil med symmetrisk beskårne træer og buske og skulpturer af den anerkendte danske billedhugger Jens-Flemming Sørensen.

Pladsen har i dag to overordnede problemer:

  • Den har alt for mange sten og for lidt grønt
  • Den ligger som en ø, der er afskåret fra boliger og butikker af veje og parkerede biler.

Det eneste grønne, der findes midt på pladsen, er en lille busk, der vokser i et jernbur på en stor firkantet stenblok. Det er nærmest symbolsk for pladsens mangel på frodighed.

Pladens øvrige beplantning fungerer godt som afskærmning ud mod de meget trafikerede veje Toftegårds Allé og Vigerslev Allé. Men ind mod butikkerne virker den som en barriere, der lukker pladsen ude fra det øvrige byliv.

Bryd fliserne op og indbyd til leg og ophold

I samarbejde med to lokale byplanarkitekter har Lokaludvalgets miljøgruppe leget med ideer til, hvordan pladsen kan blive et tiltrækkende grønt byrum, der indbyder til ophold og leg.

Et forslag til første skridt er:

  • Erstatte nogle af fliserne med baner af græs
  • Begrønne skulpturerne
  • Udnytte vandet i den ene skulptur til soppen og leg
  • Fjerne buske for at åbne op ind mod butikkerne.

På længere sigt kunne parkeringen omkring pladsen samles ud mod Toftegårds Allé og pladsen kunne trækkes ind mod husene, – dog sådan at det stadig skulle være muligt for biler at køre varer til butikkerne mm.

Se flere af ideerne til udviklingen i idéoplægget fra byplanarkitekterne:

Hvilke ideer har du til Toftegårds Plads?

Inden Lokaludvalget går videre med nogen af disse ideer, vil vi gerne høre, hvad beboere, forretningsdrivende og brugere af pladsen mener.

Derfor inviterer vi alle interesserede til at møde os på pladsen fredag d. 4. maj mellem 15 og 17, hvor vi præsenterer vores ideer og samler input til hvordan Toftegårds Plads Nord kan få nyt liv!

Tilmelding er ikke nødvendig.

Kan du ikke deltage i borgermødet, kan du også sende dine ideer til pladsens udvikling til sekretariatet på valbylokaludvalg@okf.kk.dk:

2 replies
  1. Kristian Nielsen
    Kristian Nielsen siger:

    Fint initiativ.

    Jeg var gerne kommet, men kan desværre ikke, da borgermødet er lagt midt i normal arbejdstid.

    Svar
    • Katrine Clausager Rich
      Katrine Clausager Rich siger:

      Hej Kristian,
      Ja, vi ved godt at flere stadig er på arbejde på det tidspunkt. Derfor kan du også læse alt materialet i nyheden, og komme med input den vej. Og så er det jo kun første spadestik i en lang proces, så der bliver flere muligheder for at være med.

      Mvh Katrine, sekretariatet

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *