Kunst i Valby færdig nyhed

Find vej til Valbys offentlige kunstværker med nyt kort og hjemmeside

Siden november har vi arbejdet på en kortlægning af al den kunst, du kan finde i Valbys offentlige rum. Nu kan du se resultatet på hjemmesiden Kunst i Valby, eller hente et kort og gå på opdagelse i Valby – god fornøjelse!

Valby er fuld af kunstværker – men hvorhenne?

Valby kan prale af ikke mindre end 44 offentlige kunstværker! Men indtil for nylig levede mange af dem et stille, overset liv – og det syntes lokaludvalget var synd.

Derfor satte vi i november projektet Kunst i Valby i søen, for at kortlægge og beskrive Valbys offentlige kunst.

Resultaterne er:

  • Hjemmesiden Kunst i Valby, hvor du kan finde en oversigt over og beskrivelser af alle Valbys offentlige kunstværker
  • Det trykte kort Kunst i Valby, som du kan afhente på Valby Bibliotek, Vigerslev Bibliotek og i foyeren i Valby Kulturhus

Hjemmesiden og kortet skal sætte fokus på de meget forskellige kunstneriske oplevelser, du kan få ganske gratis i Valby. Og når vi opdaterer kortet om et par år kan vi forhåbentlig skrive endnu flere kunstværker på!

 Fire kunstruter sætter værkerne i sammenhæng

Kunst i Valby indeholder fire forslag til ruter, du kan følge, for at opleve udvalgte værker. Turene dækker Valby bredt geografisk, og er tematisk inddelte, så de enkelte kunstværker bliver en del af en større fortælling.

Følg ruterne til fods eller på cykel, og oplev Valby på en helt ny måde:

Kunst på gavlene

Som kunstnerisk varemærke har Valby særligt mange gavlkunstværker.  På denne tur kan du få et indblik i, hvor varieret kunst på gavle kan være.

Du kan blandt andet se værker, der arbejder med lys, poesi, værker der er skabt i samskabelse med ejendommens beboere og gavlmalerier malet af nogle af street artens verdensstjerner.

De store fortællinger i kunsten

Kunst kan fortælle historier. Derfor er kunst igennem tiden blevet brugt til at genfortælle vores samfunds store historier og fortællinger.

På denne rute kan du b.la. finde gengivelse af bibelske fortællinger fra både det gamle og nye testamente, en trold til advarsel mod samfundets overtro og myter fra den romerske mytologi.

Fælles for værkerne er det fortællende element, hvor værkets analyse er bundet op på den historie, som værket refererer til.

Kunsten som varemærke

Få et historisk blik på hvordan kunstens rolle i sammenhæng med et aktivt erhvervsliv har skiftet.

Fra bryggeren Carl Jacobsens tid som mæcen for sin samtids kunstnerliv, til virksomhedernes brug af varemærkeskulpturer som en del af deres egen visuelle og kulturelle identitet.

Ved alle nedslag kan man diskutere kunstens formål adskilt fra værkets egne visuelle kvaliteter.

Kunsten i øjenhøjde

Engang var kunst defineret ud fra et ideal om det skønne og det skønnes idealiserende indflydelse på samfundets medborgere.

På turen Kunsten i øjenhøjde kan du se kunstværker af kunstnere, der bevidst arbejder imod denne hierarkiske karakterisering af kunst.

Vil du have mere?

Er du sulten efter flere oplevelser i Valby?

Så tag et kig på vores Valbyruter – syv gå- og cykelruter som leder dig på opdagelse i Valby:

Valbyruter findes også som fysisk kort, som kan hentes på Valbys biblioteker og i Valby Kulturhus.

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *