Fairtrade kaffedag i Valby

Mere end 60 valbyborgere valgte at stoppe op på Torvet i Spinderiet fredag den 2. marts og få en gratis kop velsmagende Fairtrade kaffe. Det var Valby Lokaludvalg, der stod bag arrangementet i forbindelse med Fairtrade ugen.

Kaffe og miljø
Udover god kaffe var der tid til en miljøsnak med Henrik Palsmar, Lisbeth Ritter, Dorthe Sørensen Eren og Dorte Grastrup-Hansen fra lokaludvalget, som uddelte folderen Guide til grønne indkøb i Valby. Der blev også fundet en vinder i konkurrencen om en stor gavekurv fyldt med lækre Fairtrade varer sponsoreret af Kvickly.

Fakta om Fairtrade
Fairtrade er en international mærkningsordning. Målet er gennem handel at forbedre arbejds- og levevilkår for nogle af verdens fattigste bønder. Fairtrade Mærket er din garanti for at bønderne får en fair pris for deres arbejde og at der tages miljøhensyn i produktionen. Du kan læse mere om Fairtrade Mærket på www.fairtrade-maerket.dk og om selve mærket på www.forbrugerkemi.dk.

Gratis kaffe til Fairtrade uge

I forbindelse med Fairtrade-uge inviterer Valby Lokaludvalg på en kop velsmagende, miljørigtig kaffe. Det foregår fredag den 2. marts kl. 15-17 på Torvet i Spinderiet. Sammen med kaffen uddeler Lokaludvalget folderen Guide til grønne indkøb i Valby og en folder over hvilke butikker i Valby, der handler med Fairtrade varer. Desuden gives der gode råd til miljøvenlige indkøb i Valby og om miljømærker generelt.

Konkurrence
Udover at nyde en god kop kaffe kan du deltage i en konkurrence om en kurv med Fairtrade-varer sponseret af Kvickly. Fairtrade kaffepausen er en del af Fairtrade uge 9, der har til formål at udbrede kendskabet til, hvor mange forskellige Fairtrade produkter, der findes.

Fakta om Fairtrade
Fairtrade er en international mærkningsordning. Målet er gennem handel at forbedre arbejds- og levevilkår for nogle af verdens fattigste bønder. Fairtrade-mærket er din garanti for at bønderne får en fair pris for deres arbejde og at der tages miljøhensyn i produktionen.

Foto: Kenneth Havgaard

Miljøårsplan 2012 vedtaget

På lokaludvalgsmødet d. 13. december blev miljøårsplanen for 2012 vedtaget. Lokaludvalgets nyligt oprettede miljøgruppe formulerede allerede i november konkrete forslag til en miljøhandleplan for 2012. Handleplanen blev fremlagt under mødet og vedtaget af et enigt lokaludvalg.

Efter sammenlægningen med Miljøpunkt Valby er miljø et stort fokusområde for Valby Lokaludvalg. Og den nærliggende plan indeholder mange konkrete initiativer til glæde for den grønne trivsel i Valby.
 
Miljøårsplanen er dermed starten på en ny tradition for Valby Lokaludvalg. Miljøgruppen vil fremover formulere lignende handlingsplaner hvert år i november.

Læs årsplanen her→

Er du interesseret i det frivillige miljøarbejde? Læs mere her→

Miljøaktiviteter i Valby giver genlyd

De mange bæredygtige tiltag som finder sted i Valby, giver nu genlyd i resten af byen.

GoGreen Copenhagen er en ny, ambitiøs webportal, der henvender sig til de miljøbevidste. Om det er shopping, transport eller restaurantbesøg, så sørger GoGreen for det store inspirerende overblik og viser vej til de grønne virksomheder, de grønne oplevelser og generel viden om klima og miljø.

Portalen lanceres i dag, og Valby er med fra start, da Valby Naturlegeplads, solcellerne på Sjælør Station og en masse andet Valby-relateret får spalteplads på den omfangsrige hjemmeside.    

Se mere på GoGreen Copenhagen, hvor du kan gå på opdagelse i det grønne og bæredygtige København.

 

Økologisk julemarked i hjertet af Valby søndag 27. november kl. 11-17

Nødder, frugt, grønt, julekonfekt, honning og friskmalet mel til julekagerne fra lokale producenter på Valbys stemningsfulde økologiske marked. Smag på spændende retter til julefrokosten fra Take me home. Find de første julegaver i økologisk bomuld og uld fra Organic Designs og Solbjerggaard.

Børnene kan male deres eget mel til julekagebagningen og få en ridetur på Dyremarkens heste mens de voksne smager sig frem til juleaftens vin og portvin fra Godsets Vin.

Julemanden og -kone kommer også forbi, når juletræet skal tændes og deler slik ud til børnene.

Valby Tingsted huser julemarkedet, som er en fortsættelse af sommerens succesfulde økologiske markeder.

Valbys økologiske julemarked er arrangeret af Valby Lokaludvalg.

Jul i Valby

OBS: Juletræstænding 2015 er den 28. november. Læs mere: https://www.valbylokaludvalg.kk.dk/juletraeet-taendes-paa-tingstedet-den-28-november/

Søndag den 27. november kl. 10 skydes julen ind i Valby. Hele dagen vil Valby stå i julens og vinterens tegn,  idet det centrale Valbys handels- og kulturliv er gået sammen om at skabe en rigtig hyggelig juledag i Valby. Husk at sætte kryds i kalenderen.

”Forestil dig første advent i Valby. Mor og søn er med i Valbys juleløb kl. 10.30. Efter et hurtigt bad går turen tilbage til gaderne, hvor julemarkedet på Tingstedet, kunsthåndværkermarkedet i Prøvehallen, tøjbyttemarkedet på Porcelænstorvet nu er åbnet. Resten af familien har spist lune vafler og har fået en rundtur på ponyerne på Tingstedet, hvor en flok nissepiger netop har uddelt pebernødder. På Porcelænstorvet er råb og skrig, idet jule street basket og floor ball har indtaget Porcelænstorvet. Carlsberg hestene er pyntet med nissehuer og Stuntskolen Stunt 360 er frygtløse til stor glæde for de lidt mere vilde. Klokken fire da lyset forsvinder tændes julebelysningen i gaderne og lysene på juletræet på Tingstedet af brandmænd og der deles slikposer ud til børnene. Københavns Postorkester spiller julen ind. Sådan kan en juledag i ro og mag se ud i Valby. ”

Fortællingen er ikke slut endnu. Der kommer i disse dage stadig flere aktiviteter til.

Kultur Valby, Spinderiet, Cityforeningen, Valby Handelsforening og Valby Lokaludvalg står bag idéen.

Mere marked i 2012?

Sommerens økologiske marked på Tingstedet har været en stor succes. Hvis markedet skal fortsætte i årene fremover, kræver det en indsats fra frivillige ildsjæle. Kunne det være dig? Skriv til Valby Lokaludvalg på valbylokaludvalg@okf.kk.dk hvis du har lyst til at blive frivillig eller på anden måde har lyst til at bakke op om, at det økologiske marked skal fortsætte. Selv små bidrag kan gøre en stor forskel!

Sidste markedsdag i år

Ekstraordinært mange stadeholdere finder vej til

Valby Tingsted  lørdag den 24. september 2011,

og i dagens anledning vil årets danske æble blive kåret. På lørdag siger det økologiske marked på Tingstedet tak for denne gang med manér!

Smag på danske æbler
Det er blevet efterår, og markedet byder blandt andet på smagsprøver på sprøde danske æbler blandt andet Rød Aroma, (heraf bliver nogen presset til most til smagsprøver) Ahrista, Alkmene, Bramley (madæble) og Holsteiner Cox.  Når man har smagt på de danske æblesorter, kan man bagefter afgive sin stemme til det mest smagfulde. Årets æble kåres kl. 14.

Græskar! Græskar! Græskar!
Man vil også kunne finde et bredt udvalg af flotte spisegræskar: Forskellige typer af Butternut, Hokkaido og ”Sweet Dumpling” samt lidt større græskar og Halloween-græskar.

Sidste chance inden 2012
Flere og flere bruger markedet som en del af lørdagsindkøbet. Mange giver sig god tid til at snakke med stadeholderne om deres produkter eller tager en kop økologisk kaffe undervejs. Når markedet pakkes sammen på lørdag går arbejdet i gang med at undersøge mulighederne for en sæson 2012, godt bakket op af mange håbefulde kunder.

Valbys cyklister får cykelplejeplads

Der er godt nyt til alle cyklister i Valby. Nu kan du ganske gratis pusle om din cykel på den nye cykelplejeplads hos Statoil på Valby Langgade 119.

Om cykelplejepladserne
På cykelpladserne er der cykelpumpe med kompressor, mulighed for vask (spand og børste) samt ophæng til cykel, så den er i en god arbejdshøjde. Desuden kan man låne en cykelplejekasse i butikken med cykelolie, dækjern, umbraconøgle, osv. Cykelplejepladsen er indrettet, så den kan bruges til både almindelige cykler og mountainbikes.

Noget af det mest almindelige cykeltilbehør som cykellygter, cykelpumper og lappegrej kan købes inde i butikken.

Hvor er der cykelplejepladser i København?
Du kan ordne din cykel på 5 Statoil-stationer i København:

  • Valby Langgade 119, 2500 Valby
  • Sydhavns Plads 10, 2450 København SV
  • H.C. Ørstedsvej 25-27, 1879 Frederiksberg C
  • Godthåbsvej 144, 2000 Frederiksberg C
  • Kongevejen 205, 2830 Virum

 
Yderligere information
Valby Lokaludvalg arbejder for at forbedre forholdene for cyklister i Valby i tråd med Københavns Kommunes cykelstrategi. Vil du vide mere om den nye cykelplejeplads, kan du kontakte:

  • Tina Unger, Valby Lokaludvalg/Københavns kommune, tlf. 20 33 71 10
  • Per Brinch, Statoil Fuel & Retail, tlf. 33 42 42 27

 

Klimabasar om klimavenlig levestil

Har du en drøm om at skabe en energirigtig bolig? Vil du vide, hvordan du bliver forsynet med bæredygtig energi i fremtiden, eller hvor meget du kan spare på at etablere dit eget solcelleanlæg? Har du et bud på, hvordan vi omstiller København til at blive en CO2-neutral by?

Så kom til Klimabasar i Valby Kulturhus lørdag den 8. oktober 2011.

Mød eksperterne
Her kan du møde producenter, rådgivere og leverandører af energi- og miljøløsninger. Du kan se de mange nye muligheder og få dig en snak med en af rådgiverne om, hvordan du energioptimerer din bolig. I debatmobilen kan du videregive din mening om klima og miljøpolitik. Det er gratis at deltage.

Underholdning for børn og voksne
På programmet finder du også filmen ”Energiens Skabelsesberetning”, der bliver vist i en specialbygget eventbiograf, hvor alle sanser kommer i spil. Desuden vil der være klimaaktiviteter for børn og underholdning på Toftegårds Plads. Se hele programmet for klimabasaren i linket herunder.

Klimabasaren er arrangeret af Valby Lokaludvalg, Kuben Management og Solar City Copenhagen og støttet af EU/Concerto og Valby Lokaludvalg.

Tid: Lørdag den 8. oktober 2011 kl. 10.00 –17.00

Sted: Valby Kulturhus, Valgårdsvej 4 – 8, 2500 Valby. Enkelte aktiviteter foregår ude på Toftegårds Plads.

Mere information
Download  Program for Klimabasar lørdag d. 8. oktober 2011