Aprilsnar 2021 nyhed

Broen over Folehaven skal vendes om

Siden Folehavebroen blev åbnet har trafikken over den været begrænset – men vendes den om, kan broens imponerende krone få en fartdæmpende effekt på trafikken til og fra Holbækmotorvejen. Lokaludvalgets politikere har stillet forslaget, og Københavns politikere er umiddelbart positive.

Det er sikkert corona, der igen har skylden – men siden Folehavebroens åbning i april 2020 har gå- og cykeltrafikken slet ikke levet op til prognoserne. Til gengæld køres der stadig alt for stærkt under broen ved tilkørsel og frakørsel til Holbækmotorvejen.

Det sidste problem har vi nu, efter en dialog med forvaltningen, en løsning på.

Lad kongekronen pege nedad

Det lidt kontroversielle forslag går i sin enkelthed ud på at vende vores nye flotte Folehavebro en omgang så det arkitektoniske udtryk bevares, men så den flotte krone kommer til at virke som et trafikdæmpende foranstaltning.

I første omgang sænkes broen til en højde, hvor det spektakulære syn af de hvide kronespidser over vejbanen vil få folk til at bremse ned. Men hvis det ikke har den ønskede effekt, kan projektet udvides til fase to:

I fase 2 vil de majestætiske hvide kronespidser kunne komme ned i en højde, hvor de forbipasserende bilister tvinges til at bremse ned og zig-zagge imellem spidserne. På den måde får de også mulighed for at nyde den flotte og snart prisvindende arkitektur.

Der regnes på, om kronespidserne evt. vil kunne justeres i forhold til vejbanen alt efter hvilken type køretøj, der nærmer sig.

Prisen er høj – men vi forventer opbakning

Med en pris på 1 mia. kroner anerkender vi, at det kan blive svært at få finansieret forslaget, men vi har alligevel sendt det af sted til årets budgetforhandlinger, hvor vi forventer det får opbakning på grund af forslagets spektakulære kvaliteter.

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *