Nye skoledistrikter berører mange valbyborgere

Børne- og Ungdomsforvaltningen har sendt et forslag til nye skoledistrikter i Valby i høring. Valby Lokaludvalg behandler høringen på næste møde den 10. juni, og opfordrer alle berørte valbyborgere til at indsende deres reaktioner på forslaget. Specielt beboere mellem Toftegårds Plads og jernbanen mangler at blive hørt.

Høringsforslaget har fået mange familier i rode 221 til at råbe vagt i gevær. Området dækker Kirsten Walthers Vej til Poul Reichhardts Vej og fra Ramsingsvej til Gl. Køge Landevej, og med forslaget vil børnene  fremover blive sendt til Kirsebærhavens Skole. Dette mener mange forældre vil give en for lang og usikker skolevej for deres børn.

Det andet berørte område er rode 208, der dækker fra Toftegårds Allé til Kjeldgårdsvej og fra Lyshøjgårdsvej til Vigerslev Allé, altså mellem Toftegårds plads og jernbanen. Herfra vil eleverne fremover blive sendt til Bavnehøj Skole, hvis forslaget bliver vedtaget.

Derfor opfordrer Valby Lokaludvalg nu familier fra rode 208 til at læse høringen og skrive ind med kommentarer inden næste møde i Valby Lokaludvalg den 10. juni, hvor høringen skal behandles.

Høringsmaterialet kan findes på blivhoert.dk: http://blivhoert.kk.dk/hoering/skoledistrikter-201516. Kommentarer kan skrives direkte til høringsmaterialet, eller sendes til valbylokaludvalg@okf.kk.dk. Høringen er åben til og med den 20/6 2014.

Valby Lokaludvalg drøfter høringen på Lokaludvalgsmøde den 10. juni 2014, hvor alle borgere kan møde op fra 18.30 og give deres mening til kende.