Gåsebækstien ulykker nyhed

Har du oplevet en ulykke på Gåsebækstien?

For at kunne pege på hvor problemerne på fodgænger- og cykelstien på Gåsebækstien under banen ved Lyshøjgårdsvej/J.P.E. Hartmanns Allé/Valby Langgade er størst, vil vi gerne høre fra dig, hvis du har været med i en ulykke på stien.

Der er igen kommet fokus på forholdene på fodgænger- og cykelstien i tunnellen under banen ved Lyshøjgårdsvej/J.P.E. Hartmanns Alle/Valby Langgade efter et par nylige uheld.

En omfattende løsning er dyr og ikke lige om hjørnet

En gennemgribende renovering og udvidelse af tunnellen vil være en dyr affære, der også vil kræve, at togtrafikken indstilles i en periode. Det vil skulle besluttes politisk, og der skal afsættes penge på Københavns Kommunes budget.

Vi har derfor været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvordan udformningen af stisystemet evt. kan justeres på den korte bane. Der er ingen lette løsninger, men for at finde ud af hvor problemerne er størst, vil vi rigtig gerne høre fra dig, hvis du har været involveret i en ulykke i tunnelen.

Beskriv din ulykke så præcist som muligt:

  • Hvornår skete den?
  • Hvilken retning kørte/gik du?
  • Var der andre involverede?
  • Var det mørkt eller vådt?
  • Hvor hurtigt kørte du og evt. en modpart?
  • Hvor alvorligt kom du eller modparten til skade?

Beskriv så præcist som muligt hvor ulykken skete, og vedhæft evt. et eller flere billeder.

Send beskrivelsen til os i en mail til valbylokaludvalg@okf.kk.dk, hvor du også oplyser, om Teknik- og Miljøforvaltningen må kontakte dig for opfølgende spørgsmål:

Send gerne senest 30. april.

Opgradering af Gåsebækstien en del af Valby Bydelsplan

Cykel- og gangstien, der også går under navnet ‘Gåsebækstien’ forbinder tre veje under jernbanesporene. Den ene er Valby Langgade, hvor der er indkørsel til stisystemet mellem Langgadehus og Freinetskolen. Den anden går til og fra J.P.E. Hartmannsgade, og den sidste adgangsvej er på Lyshøjgardsej, lige hvor den møder Carl Langes Vej og Fengersvej.

Tunnellen er en del af Den Grønne Sti, og netop en opgradering og udvidelse af den forbindelse bliver flagskibsprojekt i Valby Bydelsplan, som vi netop er ved at lægge sidste hånd på.

Vi mener, at forholdene i tunnellen skal forbedres, både på den korte og den lange bane.

Topfoto: @everydaytiina på Instagram

1 svar
  1. May Svitzer
    May Svitzer siger:

    Er det tilladt cyklister, at cykle over vejen i overgangsfeltet. Hvis det er synes jeg der skal opsættes skilte.
    Jeg har været tæt på, at køre en ned.
    Cyklisten kom i fuld fart, som om det var hans/hendes ret.

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *