Ny udvalgssekretær til Valby Lokaludvalg

Valby Lokaludvalgs hidtidige udvalgssekretær Rikke Wesch har  fået nyt job, og derfor er lokaludvalget på jagt efter en ny udvalgssekretær.  Læs stillingsopslaget på Københavns Kommunes hjemmeside. Ansøgningsfristen er den 6. januar 2014. Dorthe Eren er midlertidigt konstitueret i stillingen.

Kom til Valby Kunstår Kalas

2013 går på hæld, og med det slutter også Valby Kunstår, hvor mere end 200 forskellige kunst- og kulturarrangementer har fundet sted i Valby. 
I den anledning går to markante lokale kunstnere og iværksættere fra landets to forskellige Koppel-familier sammen for at afholde et brag af et afslutningsshow den 18. december i Prøvehallen. Benjamin Koppel fra den polsk-jødiske familie er internationalt anerkendt saxofonist med egen musikvirksomhed, Cowbell Music. Pelle Koppel fra den tyske familie er kendt som skuespiller og teaterleder fra Teater V. De to kunstnere har sammen skabt Valby Kunstår Kalas, der løber af stablen 18. december i Prøvehallen med to forestillinger kl. 19 og 21. 

Den tværæstetiske profil er kendetegnende for hele Benjamin Koppels virke. I januar og februar 2013 afholdt han de tre anmelderroste KunstClash-forestillinger på Det Kongelige Teaters Skuespilhus, Store Scene; en kalejdoskopisk nytårsfest med optrædener fra en lang række af landets dygtigste musikere, skuespillere, forfattere og dansere. 

På samme vis vil Valby Kunstår Kalas være et underholdende overflødighedshorn af musik, ord og optrædener, hvor publikum vil få en kulturoplevelse ud over det sædvanlige. 
De optrædende vil fortrinstvist være lokale kunstnere fra Valby, men andre navne udefra vil også blive annonceret. Hold dig opdateret med programmet her på siden, på www.valbykunstaar2013.dk og på www.cowbellmusic.dk

Valby kulturdage – Tak for i år

Valby Lokaludvalg siger tak for nogle veloverståede kulturdage. I Valby Lokaludvalgs telt på Tingstedet var det især lørdagens Kokedama-workshop, der trak folk til. Men også den nye midlertidige plads på Smedestræde 2 tiltrak sig stor opmærksomhed. Og mange benyttede lejligheden til at komme med drømme for fremtidens Valby.

Program for Valby Kulturdage 2013

Valby Kulturdage finder i år sted den 30 – 31 august samt 1. september. Se det samlede program for Valby Kulturdage 2013 her

Valby Kulturdage 2013 – lige om lidt

Et hav af foreninger, klubber og butikker har allerede tilmeldt sig Valby Kulturdage, der i år finder sted fra den 30 august til den 1. september.  Fortvivl ej hvis din butik eller forening endnu ikke er tilmeldt – send blot en mail på valbylokaludvalg@gmail.com  – jo før jo bedre.  Det endelige program for de mange aktiviteter og musikalske indslag offentliggøres den 9. august på www.valbykulturdage.dk.  Glæd dig – det bliver et brag af en fest.

Sekretariatet holder lukket i juli

Valby Lokaludvalgs sekretariat holder lukket hele juli måned. Hvis du allerede har booket vores ladcykel og modtaget en beskæftigelse herpå kan du hente og aflevere cyklen i Valby Kulturhus som aftalt. Der modtages ikke nye bookinger i juli måned.  God sommer.

Glæd dig til Valby Kulturdage 2013

Hip Hop fra vestegnen og mere end 20 andre musikalske indslag, loppemarked, folkekøkken, open air film, fab lab, Aeropolis, rockabilly, simultanskak, udstillinger, fodboldtutnering, BMX-baner, foreningsaktiviteter, vandsjov… glæd dig til Valby Kulturdage den 30 og 31 august samt 1. september. Læs mere på www.valbykulturdage.dk. Det endelige program offentliggøres i starten af august.

Valby Kunstår – Majprogrammet

Sommeren står for døren, men mens vi venter på sol, strand og summerjazz kan man tage til et af Valby Kunstårs arrangementer i maj.

For de mindste (og deres forældre) er der Forårsfestival i Zone2 fra d. 2 – d. 5., hvor eleverne fra Zone2’s kreative hold (drama, musik oig dans) optræder med deres kunnen.

For de rejselystne og billedkunstinteresserede byder maj på udstilling med Caroline Krabbe og hendes Spanske billeder på Galleri Varming. Udstillingen åbner d. 4. maj og løber indtil d. 25.

D. 6. maj indvies Hanne Varmings skulptur “Konen med Hundene” på Tingstedet.

Er man mere til Rock og punkmusik er der flere billige koncerter på Underwerket i løbet af maj, som byder på kunstnere fra USA, England, Sverige, Italien, Tyskland og Danmark.

Se hele programmet på www.valbykunstaar2013.dk

Valby Kulturdage – også på amerikansk

Valby Kulturdage 2013 tegner allerede nu til at blive en brag af en fest med mange spændende og spektakulære indslag. Eksempelvis arrangerer restauranten the D-diner et brag af en amerikaner fest på hjørnet af Gl. Jernbanevej og Valby Langgade. Mange butikker og foreninger har allerede meldt sig på banen. Tilmeld din egen forretning eller forening på valbylokaludvalg@gmail.com allerede i dag. Valby Kulturdage 2013 finder sted fra den 30 august til den 1. september.

Tid til at sommerlukke for fjernvarmen

Igen i år vil den landsdækkende kampagne Sommerluk.dk sætte fokus på at få danskerne til at lukke for sommerventilen på deres fjernvarmeanlæg i sommermånederne. Sluk for dit fjernvarmeanlæg den 15. maj og spar penge på din varmeregning. Samtidig er gevinsten for miljøet også stor.

Mange betaler mere end nødvendigt for deres fjernvarme, fordi de ikke udnytter varmen godt nok og fordi deres fjernvarmeanlæg kører på fuldtryk sommeren igennem. Men mellem forår og efterår er der ikke behov for den samme mængde varme til radiatorerne hjemme i stuerne.

Alligevel vurderer kampagnen initiativtagere Energitjenesten, 10:10 Danmark og HOFOR at omkring halvdelen af de danske hjem med fjernvarme ikke sommerlukker. Og i Københavnsområdet er andelen endnu højere – her kører op til tre ud af fire anlæg uforstyrret videre om sommeren.

Det betyder penge ud af vinduet og unødvendigt meget CO2 ud i atmosfæren. Derfor sætter Sommerluk.dk kampagnen fokus på de store besparelser, danskerne kan hente ved at blive bedre venner med deres fjernvarmeanlæg.

Gode råd er vejen frem
Projektleder på Sommerluk.dk Jimmi Eiberg  fra forsyningsselskabet HOFOR, vurderer, at en helt almindelig parcelhusfamilie kan spare mange penge på varmeregningen, hvis den husker at sommerlukke for fjernvarmeanlægget.

”Mange tror, at varmesystemet bare kan passe sig selv året rundt. Men giver man sit fjernvarmeanlæg lidt opmærksomhed i løbet af året, så garanterer jeg, at tiden er alle pengene værd. Og får man først indstillet det korrekt og lærer et par fif, så er der penge at spare år efter år – og så er det oven i købet godt for miljøet, når varmen udnyttes effektivt. En af de ting, der er nemme at gøre, er at få sommerlukket for anlægget,” siger Jimmi Eiberg..

Han vurderer at hvis beboerne i et parcelhus i København husker at lukke for sommerventilen på deres fjernvarmeanlæg, vil de spare 3-5 % på varmeregningen. Det svarer til cirka. 500 kroner årligt. Besparelsen i andre dele af landet afhænger af prisen på fjernvarme i området. Nogle steder vil den årlige besparelse være helt op til 1.000 kroner højere end i København, hvor fjernvarmen er relativ billig.

Hvordan bliver vi CO2-neutrale?
Hvis alle fjernvarmekunder i Danmark går i kælderen 15. maj og sommerlukker for fjernvarmeanlægget vil det betyde massive besparelser på vores fælles CO2-regnskab. For hver gang en parcelhusfamilie drejer på sommerventilen og sparer 5 % på energiforbruget, mindskes deres CO2-udledning med optil100 kg.

Og hvis alle de københavnske fjernvarmekunder sommerlukker vil hovedstadens CO2-udledning kunne nedbringes med næsten 1.000 tons hvert år. Og hvis resten af landet også husker at lukker for sommerventilen, så er vi meget tættere på ambitionen om, at blive et CO2-neutralt foregangsland.

www.sommerluk.dk kan alle se, hvordan de justerer deres fjernvarmeanlæg og beregne hvor meget, de kan forvente at spare på den årlige varmeregning.