Sammenlægning af keramikværksteder

Kultur Syd har besluttet at sammenlægge keramikværkstederne i Valby Kulturhus og Vesterbro Kulturhus til et nyt og større værksted på Vesterbro. Værkstedet på fjerde sal i Valby skal flytte til nye faciliteter i det nye år.

Lokaludvalget har behandlet en henvendelse fra brugere af keramikværkstedet på fjerde sal i Valby Kulturhus, der søgte støtte i sagen om sammenlægning af keramikværkstederne i Valby og på Vesterbro.

Demokratisk proces fuld af mangler 

Lokaludvalget kan konstatere, at brugerne af keramikværkstedet har været udsat for en meget uheldig proces fra Kultur Syds side. Brugerne er ikke i tide blevet inddraget og informeret om planerne om at sammenlægge keramikværkstederne i Valby og Vesterbro Kulturhus.

Da processen med brugermøder blev sat i gang, blev det ikke lagt frem fra starten, at værkstederne stod til at blive lagt sammen.

Det har ført til, at brugerne føler sig utrygge og forvirrede, og sidder tilbage med følelsen af at blive ført bag lyset af Kultur Syds ledelse – og det er ikke et godt udgangspunkt for en lykkelig sammenlægning af to populære værksteder.

Genopret dialogen og tilliden

Udvalget vil derfor opfordre til, at processen omkring sammenlægningen bliver sat i bero, indtil der er oprettet en dialog med brugerne, og tilliden kan genoprettes.

Lokaludvalget vil også opfordre ledelsen af Kultur Syd til at inddrage deres rådgivende forsamling, når der arbejdes med en samlet plan for fordeling af værkstedstilbud i Valby og de øvrige bydele, Kultur Syd dækker over.

Valby er en bydel, der får mange nye tilflyttere over de næste år, derfor er det vigtigt, at der er et bredt og alsidigt kulturtilbud i bydelen.

Lokaludvalget har sendt et brev til Kultur- og Fritidsudvalget, til Kultur- og Fritidsborgmesteren og til Kultur Syd om sagen.

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *