Trafikstrategi – Der blev flyttet brikker i gl. valby

Der blev tegnet, fortalt og flyttet med brikker da Valby Lokaludvalg og Områdefornyelsen Gl. Valby inviterede borgerne til at komme med visioner for den trafikale indretning af Gl. Valby.

Sommersolen og VM i fodbold var måske årsag til at mindre end 30 borgere valgte at bruge en aften på noget som ellers plejer at kunne få sindene i kog i Gl. Valby – trafikken. Men de der kom var fulde af ideer og gik efter en vandring i området ivrigt i krig med at af flytte brikker, opklistre cykelstier og planterækker samt tegne og fortælle.

Blandt de mere visionære ideer var et forslag til et særligt Valby bord og bænke arrangement, som i følge idegruppen skal være et varetegn for Valby og opstilles på flere små mikropladser i gl. valby. Generelt afspejler de 4 forslag et ønske om bedre forhold for cyklisterne – specielt på gl. Jernbanevej, flere hyggelige små byrum, og en omlægning af skolegade til fordel for de gående/handlende.

Til lejligheden havde arrangørerne fået lavet en model over Gl. Valby samt brikker med forskellige kombinationer af cykelstier, parkerings og fortovs breder. Derfor kunne de fremmødte ved selvsyn konstaterer om og hvor der er plads til de mange ønsker om cykelstier, parkering og bredere fortove. Resultatet af arrangementet blev 4 konkrete forslag til trafiksanering i gl. Valby som lokaludvalget i løbet af august vil sammenskrive til et konkret forslag der vil blive fremvist under Valby kulturdage 2010.

Forslagene fra arrangementet og modellen kan ses på 1 sal i Valby Kulturhus frem til 2. juli og igen i august.