Søg penge til aktiviteter under Valby Kulturdage

Lokaludvalget vedtog på sit møde den 13. januar at afsætte 100.000 kr. fra Lokalpuljen til en kulturdage-pulje, som foreninger, borgere og professionelle kulturaktører kan søge til aktiviteter under Valby Kulturdage 2015.

Mere kultur – mindre udsalg 

Et gennemgående tema i debatten om Valby Kulturdage, og et udbredt ønske fra spørgeskemaundersøgelse, er ønsket om at der kommer mere kulturelt indhold på kulturdagene. Der er ønske om at Valbys professionelle kulturaktører i højere grad byder ind med aktiviteter. Det skal den målrettede pulje hjælpe med til.

Puljen har samme retningslinjer som Lokalpuljen med den tilføjelse, at aktiviteten skal finde sted under Valby Kulturdage, og at den skal bidrage til at styrke kulturdagenes kulturelle profil.

Første ansøgningsfrist til puljen er 15. marts, og ansøgninger behandles første tirsdag i følgende måned. Sidste ansøgningsfrist er den 15. juni 2015.

Retningslinjer og ansøgningsskema

  • Betingelserne for at få støtte fremgår af retningslinjerne→
  • Ansøgningsskemaet kan du downloade her
  • Evalueringsskema kan du downloade her

 

Ansøgninger sendes til valbylokaludvalg@okf.kk.dk med emnefeltet “Kulturdage-puljen”.

Valby Kulturdage løber af stablen den 4. og 5. september 2015.