Mød Københavns erhvervschef til netværksmøde i Grønt Erhverv Valby

Valby Lokaludvalg inviterer virksomheder og butikker i Valby til morgenmøde i netværket Grønt Erhverv Valby torsdag den 29. januar kl. 8-9.45 hos Prinfo Trekroner på Trekronergade 100. Mødet gæstes denne gang af chefen for det nye erhvervshus i Københavns Kommune Janus Krarup. Hør om erhvervshusets formål og opgave, og bliv klogere på hvordan du som virksomhed kan søge hjælp og vejledning.

Erhvervshusets opgave er at gøre det nemt at starte og drive virksomhed i København samt hjælpe med rekruttering af medarbejdere. Københavns Erhvervshus hjælper og guider virksomhederne til at få de nødvendige tilladelser, ansøgningsskemaer og bevillinger hos kommunen og øvrige myndigheder. Desuden understøtter og rådgiver de virksomheder i forhold til rekruttering, udvikling og drift, for at understøtte virksomhedens fremtidige vækst og udvikling.

Netværksmødet den 29. januar er en helt unik mulighed for lokale virksomheder og små erhvervsdrivende til at få afklaret, hvordan det nye erhvervshus kan hjælpe med deres udfordringer i dagligdagen.

På dagsordenen er også en diskussion om, hvordan Grønt Erhverv Valby kan udvikle sig til at favne flere af Valbys butikker og virksomheder. Ole Nielsen, direktør fra Prinfo Trekroner, vil fortælle om deres nye tiltag, og Lotte Kjærgaard fra Grønne Erhverv fortæller om nye grønne initiativer i Københavns Kommune .

Tilmeldinger til mødet modtages af Dorte Grastrup-Hansen på zm5y@okf.kk.dk senest torsdag den 22. januar. Deltagelse er gratis, og Valby Lokaludvalg byder på morgenmad.

Om netværket

Grønt Erhverv Valby er et erhvervsnetværk, hvor virksomheder mødes på tværs af brancher. De deler viden, giver gode råd videre, og nye muligheder for samarbejder åbner sig ofte. Netværket er åbent for alle virksomheder, butikker og brancher. Netværket mødes 3-4 gange årligt på skift hos hinanden, og tager emner op, som er relevante for det at drive virksomhed i Valby.