Skolestruktur til debat i Valby

Den 4. september afholdt skolebestyrelsesnetværket møde. Brigitte Rueland og Karen Lumholt fortalte om mentorprojektet på Ålholm Skole og det blev aftalt, at hvis der er interesse for det udgives en lille manual med gode råd og inspiration til andre skoler i Valby.

Den aktuelle skoleøkonomi blev drøftet med Økonomichef i Børne- og Ungdomsforvaltningen Georg Bartholdy. Der var enighed om, at kommunikationen med skolebestyrelserne skal være bedre og at samarbejdet med den lokale distriktsadministration skal styrkes.

Der var også enighed om, at der skal startes en debat om, hvordan skolestrukturen skal se ud i Valby i fremtiden. Selvom Valby i første omgang ikke er en del af strukturændringerne på skoleområdet, så vil netværket gerne drøfte, hvordan Valbys skoler skal se ud i fremtiden. Ikke mindst set i lyset af, at der med de store byudviklingsprojekter flytter flere til bydelen og antallet af skolesøgende børn vil stige.

I den aktuelle sag om strukturtilpasninger på skole- og daginstitutionsområdet blev det aftalt, at skolebestyrelserne og Valby Lokaludvalg udveksler høringssvar inden Valby Lokaludvalg behandler sit høringssvar den 9. oktober 2007.

Næste møde i netværket planlægges i begyndelse af 2008.