Kulturnat på Grønttorvet

Gå på opdagelse i de rå og industrielle bygninger på Det Gamle Grønttorv til årets kulturnat den 14. oktober.

I den næste årrække rummer den gamle grønttorvsgrund et væld af midlertidige aktiviteter, imens bydelen Ny Valby skyder op. Fredag d. 14 oktober fra kl. 18 – 24 åbnes portene på den gamle grønttorvsgrund til kulturnatten.

Forskud på Halloween 

På kulturnatten kan Det Gamle Grønttorv opleves i en Halloween Edition, komplet med spøgelseshus og græskarskæring. Grønttorvet stiller græskar og hjælp til rådighed, og når du er færdig, kan du tage dit græskar med hjem. Børn og barnlige sjæle kan også prøve kræfter med græskarbowling.

Stil sulten

Grønttorvet er blevet et mekka for street food, så der er store smagsoplevelser i vente, for eksempel:

  • Rebel Food tænder op i deres Volkswagen-stenovn og serverer sprøde pizzaer med græskar og sørger for velskænkede fadøl til til at skylle det hele ned med!
  • Hos D’ish serveres den gammeldags grillkylling marineret i græskar, dyppet i andefedt med tilhørende pommes friteret i andefedt og med en spicy græskar og chili dip
  • Madspildshuset er stadig under opbygning, men mon ikke et køkken lånes, så der kan serveres lækker varm græskarsuppe og græskar-snacks

Gadekunst og billedkunst  

Billedkunstere, malere og kreative sjæle har invaderet Grønttorvet i stor stil. Og til kulturnatten den 14. oktober åbner de dørene for publikum:

  • The Friendzone er et fælles studie for kunstnere, primært graffiti, streetart og urban kunst. Den 14. oktober kan du besøge udstillingen Dødens Dag, eller du kan tegne med i det åbne tegnefællesskab Sketch Circle.
  • RØM er et udstillingssted drevet af billedkunstnere og kunstformidlere. Fredag den 14. er der fernisering på udstillingen APPLES AND PEARS af Michael Boelt Fischer.
  • Hos PIRPA er omdrejningspunktet stedspecifik og afsøgende kunstnerisk aktivitet. Her kan du opleve ‘Døgner’ – en lydinstallation af af Christian Hansen med lyde optaget på Det Gamle Grønttorv.
  • Westend Walls står bag 6 nye gavlmalerier på Grønttorvet, opført af lokale og internationale kunstnere.
  • Petri Event og Artspace danner ramme for events og kunst i bred forstand, og de åbner dørene for nysgerrige fredag den 14. oktober.

Derudover er undeholdning med bl.a. Chapper og Jessica fra Melodi Grand Prix, og en række DJ’s på scenen. Aftenen byder på danseopvisning, taekwondoopvisning, ildshow mm.

Så læg vejen forbi, og oplev Det Gamle Grønttorv på en helt ny måde!

Om Det Gamle Grønttorv

Den gamle grønttorvsgrund, der er overtaget af FB Gruppen, vil i den næste årrække blive forvandlet til en ny bydel med omkring 2000 nye boliger. I byggeprocessen er BOXLAND, som i en håndfuld år var en by i byen på Carlsberg, rykket ind som grundstenen for opbygning af den midlertidige kreative by; Det Gamle Grønttorv.

Som set før i BOXLAND vil Det Gamle Grønttorv blomstre op som en midlertidig by baseret på kreative fællesskaber og multifunktionelle brugerdrevne byrum. Det Gamle Grønttorv huser allerede kreative kulturaktører, der alle åbner dørene på Kulturnatten.

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *