Økomarked 9. juni

Kom til årets første økologiske markedsdag på Tingstedet

Lørdag den 9. juni kl. 10 slår vi de gule markiser op på Valby Tingsted, og inviterer til et par hyggelige timer med et godt udvalg af økologiske varer, stemningsfuld musik, inspiration til din have eller altan, og besøg af en madcykel fra Københavns Madhus.

Fire lørdage sommeren igennem inviterer lokaludvalgets miljøgruppe til Københavns hyggeligste økologiske marked på Tingstedet.

På årets først markedsdag kan du blandt andet finde:

  • Økologisk og bæredygtigt børnetøj fra Organic Designs
  • Økologiske vine fra Pinotage Vin
  • Friskbagt brød fra Musik Conditoriet
  • Økologisk Chøkolade
  • Økologiske og biodynamiske grøntsager fra det økologiske markedstorv

Udover et udvalg af økologiske varer og stemningsfuld musik byder hver markedsdag på en workshop eller aktivitet, under temaet genbrug og upcycling. Den 9. juni skal det handle om genbrug af planter:

Få nye planter uden af belaste miljøet

Lokaludvalgets miljøgruppe har inviteret Tanja Aertebjerg fra bl.a. Omstilling Danmark og den bæredygtige blomsterbutik Grønne Hjerter til at fortælle om, hvordan du kan genbruge planter til din vindueskarm, altan, gårdhave eller have.

Ved at upcycle og genbruge planter kan du nemlig få nye planter uden at belaste miljøet unødigt.

Mød Tanja i Miljøgruppens stand på Tingstedet fra kl. 10-14.

Københavns Madhus laver mad og lærer børn om råvarerne

I år får markedet også besøg af Københavns Madhus’ madcykel. Sammen med lokale børn, går de rundt og handler ved de lokale boder, og taler om hvor råvarene kommer fra, og hvordan de er dyrket.

Herefter går de tilbage til cyklen og laver små snacks sammen med børnene.

Du kan finde madcyklen på Tingstedet fra kl. 12-14.

Bliv klogere på affaldssortering

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning besøger markedet med deres mobile sorteringsbod og informerer om affaldssortering.

Her kan du få en snak med medarbejdere fra Affald og Genbrug i TMF, og blive klogere på genanvendelsen og ressourcerne i affaldet.

Gamle kendinge på musikprogrammet

Sæsonens første marked får besøg af blues- og jazz duoen Billy og Spencer. Far- og søn duoen har spillet sammen siden 2005, og med deres pulserende rytmer, spændende soli og stramme vokalharmonier, kommer de frem med en lyd der giver lytteren en unik og autentisk oplevelse.

Økologisk marked Valby Tingsted Billy og Spencer

Få en gratis stadeplads på årets økologiske markedsdage

Der er stadig enkelte stadepladser ledige til årets fire markedsdage. Hvis du har økologiske eller bæredygtige varer at sælge, så er du velkommen!

Første gang er gratis, derefter koster det 300 kr. pr. gang.

Læs mere og meld dig til lige her:

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *