Herman Bangs Plads lever

Lokaludvalget har en vision om at omdanne Herman Bangs Plads fra trist, forblæst plads, til et hyggeligt og levende byrum, hvor der også er fokus på sortering og genanvendelse af affald. Ved at kombinere byrummet med nærgenbrug sikres det, at mange får deres daglige gang på pladsen. Vi arbejder for at holde politikernes fokus på Herman Bangs Plads over sommeren, og håber, at der bliver afsat penge på budget ’15 til det ambitiøse projekt.

I februar 2014 besøgte Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell pladsen, og var meget positiv omkring visionerne om kombinationen af byrum og genbrug. Visionerne støtter godt op om Københavns Kommunes plan for affaldshåndtering. Regeringen har som mål i sin ressourcestrategi, at danskerne skal genanvende dobbelt så meget affald som i dag. Derfor er Lokaludvalget også i kontakt med Miljøministeren om projektet.

I foråret 2014 afholdt Områdefornyelsen 4 genbrugsdage på pladsen, hvor den emmede af liv. Der blev lagt græs ud, opstillet møbler, og bygget en midlergtidig byttehylde. Aktiviteterne tiltrak mange besøgende, der ønsker en mere levende og grøn plads. Efterfølgende har Miljøgruppen været med til at bygge plantekasser, og det flotte byttemøbel bliver stadig flittigt brugt.

Lokaludvalget er derfor stadig forventningsfulde, og arbejder for at fastholde opmærksomheden på Herman Bangs Plads. Der har vist sig at være rigeligt grundlag for at indrette pladsen hyggeligt – den bliver brugt flittigt – og at der bliver passet godt på de ting, der bliver opstillet på pladsen.

Læs her for flere informationer om projektet