Kvinde er kvinde bedst

Netværksfest på Sjælør

Af Kristoffer Rønde, beboerrådgiver i Sjælør

Medierne tegner i øjeblikket meget et ensidigt billede af Sjælør, der handler om bander, hotspots og skyderier. Det billede er dog langt fra den hverdag, som de fleste beboerne i området oplever. Langt de fleste beboere er heldigvis enige om, at Sjælør er et godt sted at bo.

Og der foregår faktisk meget positivt på Sjælør Boulevard i øjeblikket. Lørdag, den 1. marts, fejrede SJÆLØR MULTIKULTURELLE KVINDEFORENING (SMK) eksempelvis, at deres forening er kommet fint fra start.

SMK havde til dagen inviteret kvindeforeningen fra Akacieparken og desuden deltog Danmarks største kvindeforening, Aktive Kvinder, i festen. Aktive Kvinder – der tidligere hed Dansk Husmoderforening – havde samme dag holdt årsmøde i København, og var kørt i privatbiler fra Jylland og Fyn, for ikke at være afhængige af togtider etc. efter festen. De mødte fuldtallig op sammen med koordinator Susan Balschmidt fra hovedkontoret i Niels Hemmingsensgade.

Alle fik en varm modtagelse af kvinderne fra Sjælør, der havde sørget for dejlig mad og drikke, lækre kager og slik til børnene. Deltagerne havde en forrygende aften med snak, udveksling af erfaringer og med at lære hinanden at kende. Det resulterede i, at nye venskaber blev indgået, og alle var enige om, at det samarbejde, der her blev igangsat, skal fortsætte.

Midt på aftenen dansede en mavedanserinde fra Verdenskultur-centret for kvinderne, og de deltog selv i dansen. Det var et flot syn at se, kvinderne fra Aktive Kvinder, danse under en baldakin, side om side med kvinder af anden etnisk baggrund. I Sjælørs beboerhus er der plads til ca. 50 personer, men hvor der er hjerterum er der også husrum, så det lykkedes at få plads til alle ca. 60, der deltog med liv og sjæl i festen.

Før hovedbestyrelsen fra Aktive Kvinder forlod festen, holdt Landsformand Lone Chodavarapu en takketale. Der blev lavet aftaler om nye møder og alle glæder sig til flere aktiviteter, som de kan få glæde og nytte af. Sjælør Multikulturelle Kvindeforening havde stor ære af arrangementet, som blev rost af alle gæsterne.

Festen blev støttet af afdelingsbestyrelsen på Sjælør, af byudvalgsmidler og af Valby Lokaludvalg. Sidstnævnte vil senere blive medarrangør af en kongres for alle kvindeforeninger i Valby, hvor de bånd, der blev knyttet den 1. marts på Sjælør, skal videreudvikles, så endnu flere kvinder kan få gavn af samarbejdet, der startede med lokaludvalgets integrationsseminar i maj sidste år.

Fokus på integrationen i Valby i medierne

Berlingske Tidende bragte den 31. januar 2007 to artikler om Valby Lokaludvalgs arbejde med integration i 2007.

Læs de to artikler her med interview med lokaludvalgsmedlemmer og rollemodeller, som har udmærket sig i gode integrationsprojekter.

Mediebevågenheden som nu også har nået landsdækkende medier kan ses som et skulderklap til lokaludvalget og de gode kræfter, som arbejder for bedre integration.

Pigeklubber takker lokaludvalg

Samarbejdet mellem pigeklubberne i Valby og Zone2 er en aktivitet afledt af integrationsseminaret i maj 2007. Valby Lokaludvalg har støttet aktiviteter økonomisk og formidlet kontakten mellem pigerne.

Fællesaktiviteter er afholdt med stor succes og mange deltagere mellem Ålholm Skoles pigeklub og Akacieparkens pigeklub 15. nov. og 12. dec. Ca 50 piger deltog begge gange.

Aktiviteterne mellem pigeklubber vil fortsætte i 2008 koordineret af Zone2.

“Pigerne er meget glade for udviklingen, som de siger ikke har været muligt uden bevillingen fra Valby Lokaludvalg, og de vil meget gerne fortsætte. Der er en stor interesse fra pigerne, og de får flere medlemmer i klubberne”,

udtaler koordinator Hanne Andersen.

Gang i Hornemanns Vænge

Valby sætte i 2007 fokus på integrationen i Valby og mange aktiviteter er udsprunget heraf.

I Hornemanns Vænge støttede Valby Lokaludvalg en bustur arrangeret af lejerforeningen. Formål var at bringe beboerne sammen i et boligområde med en blandet beboersammensætning.

Valby Lokaludvalg håber med støtten, at lejerforeningen kan fortsætte arbejdet med at bringe beboerne sammen og skabe en god stemning i bebyggelsen.

Lokaludvalget flytter

Nu er det sikkert og vist. Valby Lokaludvalg og Grøn Valby flytter fra lokalerne på Valby Langgade til juni 2008.

Valby Lokaludvalg besluttede den 20. november at bevillige godt 600.000 kr. til ombygning af første salen i Kulturhuset. Her flytter Valby Lokaludvalg, Grøn Valby og kulturhuset administration sammen.

“Det vil skabe en lang række synergieffekter, at placere de tre sekretariater sammen”,

siger udvalgssekretær Mads Faber Henriksen. Vi arbejder allesammen med at skabe liv og debat i Valby. Der kommer mange foreninger og netværker i kulturhuset og det er netop dem, lokaludvalget håber, at inddrage i en masse aktiviteter.

Ny kvindeforening i Sjælør

Endnu et konkret resultat er udsprunget af Valby Lokaludvalgs arbejde med integration. En gruppe kvinder med anden etnisk baggrund på Sjælør Boulevard har etableret en kvindeforening, i samspil med bl.a. rollemodeller fra Valby lokaludvalg, afdelingens beboerrådgiver samt afdelingsbestyrelsen. Det foregår i boligselskabet AKB’s afdeling 1051.

Foreningens formål er at samle kvinderne i afdelingen – uanset oprindelig kultur – til fælles aktiviteter, der kan støtte sammenholdet og miljøet blandt alle kvinder i afdelingen. Hensigten er også at arrangere foredrag og debatter om kvindernes rolle i samfundet, og gøre en indsats for at forberede dem til arbejdsmarkedet. Som medlemmer af foreningen kan optages alle kvinder, der bor i eller har deres daglige gang i AKB 1051. Aktiviteterne vil foregå såvel i som udenfor AKB 1051.

Intentionen er, at kvindeforeningens aktiviteter med tiden skal komme de øvrige beboere i afdelingen til gode. Her tænkes blandt andet på børn og unge samt de ældre, der forhåbentligt vil opleve en stigning i udbuddet af aktiviteter. Sideløbende arbejdes der på en lang række andre projekter i AKB 1051 – herunder en pigeklub der forventes etableret i nærmeste fremtid.

Tirsdag d. 18/12 2007 afholdes der informationsmøde om kvindeforeningen for afdelingens beboere. Mødet finder sted i beboerhuset kl. 18-20.

Lokaludvalg vrede over plejehjemslukning

Valby Lokaludvalg udtalte på mødet den 20. november følgende:

Umiddelbart forekommer det Valby Lokaludvalg uforståeligt, at planlægningen på ældreområdet bygger på så løst et grundlag, at demografitilpasninger kan få så drastiske konsekvenser.

Lokaludvalget er ikke i stand til at overskue om det er fornuftigt, at der skal lukkes to plejehjem i Valby ud af de tre, der skal lukkes i København.

Det er med stor beklagelse, at udvalget må konstatere, at de løfter, som tidligere er afgivet, ikke kan overholdes. Dette styrker ikke tilliden til forvaltningen.

I det hele taget forekommer det, som om der i beslutningsgrundlaget er mange forhold, der ikke er tilstrækkeligt belyst, og udvalget skal derfor foreslå, at beslutningen udskydes, og at der indledes reelle forhandlinger med de berørte parter, der sikrer såvel beboere som medarbejdere ordentlige vilkår.

Omsorgsudvalget besluttede at gennemføre beslutningen om lukninger på trods af Valby Lokaudvalgs indsigelser.

Læs hele Valby Lokaludvalgs høringssvar her: høringssvar plejehjemslukninger

Lokaludvalgsmøde flyttet pga. valg

Lokaludvalgsmødet flyttes til den 20. november kl. 18.30 i Kulturhuset, 5. sal.

Årsagen er, at der afholdes valg til Folketinget den 13. november.

Integrationsnetværk dannet

Mere end 40 deltagere var mødt frem i Prøvehallen mandag den 24. september for at etablere et egentlig integrationsnetværk i Valby, der skal arbejde for at skabe bedre integration i Valby. Under mottoet Venskab giver kenskab, drøftede forsamlingen de ti bud, som Lokaludvalget har sammenskrevet efter seminaret i maj. Netværket drøftede oplæg fra arbejdsgruppen, som kan læses her. Der blev søsat flere konkrete initiativer, som der arbejdes videre med i efteråret.

Det var en mangfoldig gruppe af de aktive på integrationsområdet i Valby, som havde sat hinanden i stævne i Prøvehallen.

Selvom det bliver et langt sejt træk af få bedre integration i Valby, så er det en begyndelse, når vi kan samle dem i Valby, som kan noget på området og som gerne vil gøre noget mere i fællesskab,

udtaler Karen Lumholt fra lokaludvalget.

Det var særligt pigegrupperne, som havde gjort sig tanker om, hvad de gerne vil bruge netværket til. Også kvindegrupperne har ønsker om at komme videre med at lave et egentligt kvindenetværk i Valby, som samler de forskellige initiativer i byen.

Flere nye ideer blev vendt, bl.a. et arbejde med en bazar i Valby efter Århusiansk mønster. Modellen var ikke lige alles kop thé og den blev debatteret indgående i pausen. Alligevel endte det med, at Lokaludvalget arbejder videre med en mindre model, som handler om at fokusere på den kulturelle side af bazarideen og samle “Hele verden i Prøvehallen”, hvor de 32 etniske grupper, som bor sammen i Valby får mulighed for at vise lidt af deres kultur.

At lære af hinandens erfaringer var et hovedtema for mødet. Det blev som mødet skred frem dog også tydeligt, at Københavns Kommune kan lære meget af f.eks. Århus, Odense og Malmø. Derfor blev det besluttet, at en gruppe arbejder videre med at arrangere en studietur, hvor de lokale aktive kan hente inspiration til deres arbejde fra andre kommuner.

Der var bred opbakning til synspunktet fremført at Lokaludvalget, at de frivillige i idræts- og fritidslivet kan gøre meget for integrationen og mødet mellem forskellige befolkningsgrupper i Valby. En konkret idé, som kom frem på mødet, var en idræts- og fritidsdag i Valby, som bl.a. kunne inkludere fodboldkampe for blandede hold mellem boligområderne, som Akacieparken/Ålholmkvarteret, Sjælør og Folehaven. Også her blev der nedsat en gruppe, som skal hjælpe Lokaludvalget med at arrangere dagen og sikre at foreningerne vil være med.

Lokaludvalget vil gerne gribe i egen barm og forbedre repræsentationen af flygtninge/indvandrere i Lokaludvalget og opfordrede deltagerne til at involvere sig i Valby Lokaludvalg og udpege repræsentanter til repræsentantskabsmødet i oktober. Det tog forsamlingen til efterretning og forhåbenlig vakte det interesse hos en og anden.

Vil du være ven med en dansk familie?

”På International Dag i Akacieparken tog Valby Lokaludvalg initiativ til at indsamle navne og adresser på både danske og indvandrede familier, som gerne vil lære hinanden nærmere at kende. Mange af udenlandsk herkomst vil gerne have flere danske venner, men hvordan skal man komme i gang? Det samme problem har de danske familier, der gerne vil i kontakt med de nye danskere. Hvad gør man, hvis man ikke kender dem godt nok til at invitere på kaffe?”

Valby Lokaludvalg opfordrede nydanske og danske familier til at skrive sig på en liste og vil nu forsøge at matche de dansktalende familier med de nydanske.

Opfordringen til de tosprogede familier lød sådan:

Vil du være ven med en dansk familie?

  • Savner du at tale mere dansk? Vil du at lære mere om dansk kultur?
  • Ønsker du flere dansktalende venner, så dine børn og du selv bliver bedre til dansk?

Valby Lokaludvalg vil hjælpe dig med at komme i forbindelse med venlige danske familier, som du kan mødes med over en kop kaffe – og måske blive venner med.

Ni nydanske familier fra Akacieparken tog imod tilbuddet – og syv danske familier, fortrinsvis fra villakvartererne lige ovre på den anden side af Valby Langgade.

“Jeg kender flere af familierne og kan se, at det er nogle af dem, der i forvejen er meget åbne over for det danske samfund, som gerne vil have danske venner – og der er bestemt andre, der kunne have endnu mere brug for at lære en dansk familie at kende. Men vi skal jo starte et sted og den slags her kan jo brede sig som ringe i vandet helt af sig selv, hvis blot vi kommer godt i gang, siger Karen Lumholt fra Valby Lokaludvalg, som gik rundt med listerne.”

Er du også interesseret i at få en dansk eller nydansk ven så skriv til Valby Lokaludvalg på valbylokaludvalg@okf.kk.dk