Brunch med Ritt en succes

Valby Lokaludvalg havde stor succes med bruncharrangement med Ritt Bjerregaard. Det lykkedes at samle 90 aktive valbyborgere en søndag formiddag til brunch og oplæg om Overborgmesterens bud på udfordringerne for Valby.

Galleri Ravnen var fyldt til bristepunktet og diskussionslystet stor. Ritt holdt oplæg om sine visioner for Valby, som en del af en storby i udvikling. Gæsterne fik mulighed for at tale med Ritt og Ejner på tomandshånd. I stedet for det traditionelle debatmøde med mikrofoner og lange enetaler gik Ritt og Ejner rundt imellem bordene og talte med gæsterne. Deltagerne syntes at tage positivt imod den nye mødeform og alle fik mulighed for at komme til orden.

Emnerne varierede meget, men flere ting gik igen. Boligbyggeri, både billige boliger og diskussionen om højhuse. Der var stor opbakning til, at der skal bygges boliger – også i Valby og der er mange holdninger til placering, pris, tæthed, udseende, grønne områder og sammensætning, som Ritt kunne tage med sig hjem. Trafikken i Valby er et emne som optog mange af gæsterne og kollektiv trafik og trængselsafgifter blev hyppigt nævnt. I forbindelse med forbedring af den kollektive trafik nævnte Ritt, at der etableres en servicebuslinje til Valby, som Valby Lokaludvalg vil blive inddraget i etableringen af.

Ritt hilste det velkomment, at Valby Lokaludvalg vælger integrationen, som tema for næste års arbejde i samarbejde med Integrationsborgmesteren. Ritt synes også, at det er positivt, at Valby Lokaludvalg vil gøre en indsats for at skabe et renere Valby og samarbejde med Klaus Bondam.  Flere skraldespande og en lokal indsats kan sikre, at de bliver brugt.

Arbejdsåret er slut for Valby Lokaludvalg. Ritt arrangementet var en flot afslutning. Valby Lokaludvalg vender stærkt tilbage i 2007 med fokus på bl.a. integration i Valby og Valby som Ren Bydel.

Tak til Ritt for hendes deltagelse.