Borgermøde om metro til Ny Ellebjerg

Onsdag d. 28. november afholder Københavns Kommune borgermøde om den kommende metrolinie fra Cityringen via Sydhavn til Ny Ellebjerg Station. Borgermødet afholdes i samarbejde med lokaludvalgene i Valby, Kongens Enghave og på Vesterbro. Mødet finder sted i Karens Minde Kulturhus fra kl. 19-21.

Københavns Kommune vil på mødet præsentere baggrunden for den kommende metrolinje samt den forslåede linjeføring, der eksempelvis vil gøre det muligt at hoppe på metroen på Fisketorvet, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg Station. Formålet med mødet er samtidig at påbegynde dialogen mellem Københavns Kommune og de berørte lokalområder for derigennem at sikre at planlægnings- og anlægsarbejdet indtænker lokale ønsker og behov. Den kommende metrolinje til Ny Ellebjerg Station er endnu ikke endelig finansieret og vil tidligst kunne åbne i år 2022.