Valbys virksomheder inviteres til netværksmøde med ny inspiration, ideer – og svampe

Bliv inspireret, få nye ideer til din virksomhed, og bliv klogere på hvorfor svampe elsker kaffegrums, når der er møde i Valbys Erhvervsnetværk torsdag den 6. april.

Mødet er åbent for alle butikker og virksomheder i Valby, og afholdes

Torsdag den 6. april kl. 8.00-9.45
Hos Café Mæt, Valgårdsvej 4, 2500 Valby

Det er gratis at deltage og Valby Lokaludvalg byder på morgenmad og kaffe.

Hvorfor elsker svampe kaffegrums? 

Netværket har denne gang inviteret start-up firmaet Beyond Coffee til at fortælle om deres arbejde med at bekæmpe ressourcespild.

Når du laver kaffe, bruger du kun omkring 0,2% af kaffens næringsstoffer; nemlig den aroma det kogende vand opsuger for at blive til kaffe. Resten, de 99,8%, bliver til kaffegrums som smides ud i skraldespanden.

Det synes folkene bag Beyond Coffee er spild af ressourcer. I stedet indsamler de kaffegrumsen, og bruger det til at gro lækre svampe. Svampe elsker nemlig kaffegrums!

Projektleder Mikkel Lustrup Jensen fortæller om firmaet og produktet, og viser svampe fra produktionen.

Bliv inspireret og del dine ideer med netværket

Efter oplæg og spørgsmål til Beyond Coffee er der tid til, at medlemmerne af netværket kan dele konkrete projekter, ideer og udfordringer.

Så kom og få ny inspiration til din virksomhed! Tilmelding til mødet senest mandag den 3. marts til Katrine på cn23@okf.kk.dk:

Bliv medlem af Valbys Erhvervsnetværk på Facebook

Imellem møderne kan medlemmerne dele viden og vende problemstillinger i Facebookgruppen ‘Valby Erhvervsnetværk. Den finder du her:

Om netværket 

Valbys Erhvervsnetværk – bæredygtig bundlinje – er netværket, hvor virksomheder mødes på tværs af brancher. Fokus er at opnå mere bæredygtighed på flere parametre: Social, økonomisk og miljømæssigt. Netværket drives af Valby Lokaludvalg, og mødes fast hveranden måned hos Café Mæt i Valby Kulturhus. Mødets emner bestemmes af de deltagende virksomheder fra gang til gang.

Virksomheder deler viden, giver gode råd videre, og nye muligheder for samarbejder åbner sig ofte. Netværket er åbent for alle virksomheder, butikker og brancher.

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *