Stop indbrud! Start snakken!

Selvom antallet af indbrud i København heldigvis falder, så er julen højsæson for indbrudstyve. Derfor har Københavns Kommune og Københavns Politi sammen lavet en særligt fokuseret indsats i december for at forebygge indbrud.

Som led i en bydækkende kampagne mod indbrud vil lokalpolitiet og Valby Lokaludvalg gå på gaden med gode råd til at undgå indbrud. Til kampagnen er der udarbejdet en pjece med gode råd om, hvordan indbrud kan forebygges.

Gode råd om, hvordan indbrud kan forebygges

Her er nogle vigtige råd til, hvordan du kan undgå indbrud, og hvad du skal gøre, hvis du har haft indbrud.

  • Tal med din nabo og aftal at holde øje med hinandens hjem (start snakken).
  • Tænd lys eller radio, når du er ude.
  • Fortæl ikke på facebook eller din telefonsvarer, at du er på ferie.
  • Tøm jævnligt din postkasse og få din nabo til det, når du er bortrejst.
  • Åbn kun hoveddøren via dørtelefon for personer, som du kender.
  • Ring 112 – hvis der er indbrud lige nu!
  • Ring 114 – hvis der har været indbrud og tyven er væk.

 

Baggrund om kampagnen og indsatsen mod indbrud

Københavns Kommune og Københavns Politi har siden 2010 hvert år ved juletid samarbejdet om at gennemføre en kampagne mod indbrud. Kampagnen under temaet ”Stop indbrud – Start snakken” gennemføres igen i år i december. Dels via en bydækkende indsats med plakater på alle plakatsøjler i uge 49 og dels via en række lokale borgerdialogaktiviteter i udvalgte bydele. Det drejer sig om bydelene Valby, Brønshøj-Husum, Vanløse, Amager og Nørrebro. Fælles for de lokale aktiviteter er, at de vil indebære, at der uddeles kampagnemateriale til københavnerne med gode råd til at undgå indbrud.

Kampagnematerialet er udviklet af Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Politi, Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden.

Fakta: Antallet af indbrud i Københavns Kommune falder. Ifølge de seneste tal fra Københavns Politi er antallet af indbrud i Københavns Politikreds i 1.-3. kvartal faldet med 30 % fra 2009 til 2014. Fra 2013 til 2014 er det faldet med 22 %. i den samme periode.