Sikker (Val)by

Valby Lokaludvalg sætter fokus på borgernes tryghed i 2011. En særlig indsats i Vigerslev, koordinering af de mange forskelligartede kriminalpræventive indsatser for børn og deres familier, samt en bydelsdækkende naboskabskampange er de bærende elementer i Valby Lokaludvalgs særlige indsats “Sikker Val(By)”.

Tryghedsindexet peger mod Vigerslev
Københavns Kommunes årlige tryghedsindex viser, at selvom trygheden i 2010 er forbedret i de øvrige dele af Valby i forhold til 2009, er der et markant behov for en intensiveret kriminalpræventiv indsats i Vigerslev. Valby Lokaludvalg vil derfor i 2011 sætte særlig fokus på Vigerslev. Indsatsen vil blandt andet sigte på at engagere frivillige og foreninger i at skabe flere aktiviteter for børn og unge og her er den nye multihal på Lykkebo Skole i tankerne som en ny udviklingsdynamo for området.

Herudover vil Lokaludvalget arbejde for at etablere et øget samarbejde mellem boligforeningerne i området omkring Kulbanevej for at styrke den boligsociale indsats. Udover den særlige indsats i Vigerslevområdet vil Valby Lokaludvalg året igennem gennemføre en række forskellige indsatser, der har til formål at få Valbys borgere til at “komme hinanden ved” på tværs af bydelen og på tværs af sociale og etniske tilhørsforhold. Lokaludvalgets formand Lisbeth Ritter opfordrer borgerne til at støtte op om kampagnen og gøre en aktiv indsats for at skabe en harmonisk bydel.

“Vi kan alle give en hånd med i forhold til at skabe en tryg bydel for os selv og for vores nære. Ofte er det de små ting, som skal til – et lille smil eller et anderkendende nik. Tal med din nabo eller dine medborgere når i mødes f.eks. i idrætshallen, på løbebåndet, i fitnesscentret, på cafeen, i kirken, på aftenskole eller i køen i supermarkedet. Og vi vil alle opleve at hversdagen bliver sjovere . Vi må ikke kun overlade opgaven til de professionelle aktører men også selv bidrage.”

siger Lokaludvalgets formand Lisbeth Ritter.

Fra Hot Spot til Sikker (Val)By
Hot Spot forsøgene i Akacieparken og på Sjælør Boulevard lukkede planmæssigt ned ved årsskiftet. Alt i alt er der enighed om, at Hot Spot har været en succes og gjort en forskel for at forebygge kriminalitet i de to boligområder. Valby Lokaludvalg vil derfor tage afsæt i erfaringerne fra Hot Spot og på denne baggrund skabe en “bydelsmodel” for hvordan man kan koordinere de kriminalpræventive indsatser i hele bydelen.

Der skal skabes klarhed over projektjunglen og koordineringen mellem de mange indsatser skal øges således at der kan skabes synergier og bedre resultater. Valby Lokaludvalg har derfor taget initiativ til at samle alle aktørerne der enten har været involveret i Hot Spot eller enten som frivillige eller professionelle har berøring og indsigt i kriminalpræventive indsatser i bydelen. Det sker ved et seminar d,. 27. januar i Teatersalen i Valby Kulturhus.

“Formålet med seminaret er at sikre, at vi får indarbejdet de gode erfaringer fra Hot Spot i det fremtidige arbejde med at skabe en sikker bydel. Derfor er det vigtigt, at det ikke kun er fagpersoner, men også frivillige fra foreningslivet og eksempelvis bestyrelserne i almene boligforeninger der dukker op, og fortæller om deres oplevelser af sikkerhed og tryghed i alle dele af Valby. “Det er vigtigt at vi deler den viden, der eksisterer blandt professionelle og borgere, fordi et samarbejde mellem de kommunale indsatser, frivillige og beboerere er en forudsætning for at skabe en tryg og sikker bydel”

siger Lokaludvalgets formand Lisbeth Ritter om baggrunden for seminaret d. 27. januar.