Radonforurening i Valby – borgermøde 25. juni

Lokaludvalget har igangsat et større radonprojekt i tæt samarbejde med Det Økologiske Råd, hvor der er blevet målt radon i 22 boliger i Valby. Målingerne gennemgås på et borgermøde i Valby Kulturhus den 25. juni fra 19-21.

Radon er en radioaktiv luftart, der trænger ind i vores boliger gennem utætheder i fundamentet. Radon er den hyppigste årsag til lungekræft efter rygning ifølge Sundhedsstyrelsen. I København er de seneste 10 år fundet radon over den vejledende grænseværdi i lidt over hver tredje bolig (jf. målinger fra Dansk Radonanalyse).

Lokaludvalget har derfor igangsat det store måleprojekt, da lignende projekter fra Brønshøj-Husum og Vanløse tydeligt illustrerede problemets omfang og den manglende viden om radon i boliger. Med projektet ønsker Valby Lokaludvalg at få mere viden om radonindholdet i bydelens boliger.

Målingerne i Valby bliver præsenteret på borgermødet i Valby Kulturhus torsdag d. 25. juni. kl. 19-21. På mødet vil en ekspert fortælle om radons sundhedsskadelige virkninger og hvad man kan gøre for at reducere radonforureningen.

Program

19.00-19.10: Velkomst
Henrik Palsmar, formand for Valby Miljøgruppen under Valby Lokaludvalg

19.10-19.30: Målinger af radon i Valby
Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Det Økologiske Råd

19.30-20.10: Radon: Forurening og løsninger
Torben Valdbjørn Rasmussen, seniorforsker v. Statens Byggeforskningsinstitut

20.10-20.30: Kaffe og te

20.30-21: Spørgsmål og debat med oplægsholderne

Der er fri adgang til borgermødet, der afholdes i Teatersalen i Valby Kulturhus.