Nattergaletur til Valbyparken og Tippen den 17. maj

Valby Miljøgruppe tilbyder v. naturguide Lars Holm Hansen en guidet tur til Valbyparken og Tippen for både børn og voksne søndag den 17. maj fra 8.30-10.30. Tag med på et par timers hyggelig og afslappet vandring, hvor fokus på turen vil være det varierede kor af sangfugle – og ikke mindst ”jagten” på at finde en eller flere syngende Nattergale.

Lars Holm Hansen har over 20 års erfaring i at guide ture, har en alsidig og bred viden om natur og dyr og kender lokaliteten godt. Foruden Nattergal kan vi bl.a. forvente at se/høre arter som Gransanger, Løvsanger, Munk, Havesanger, Gærdesanger, Tornsanger, Gulbug, Rørsanger, Kærsanger, fluesnappere, Bynkefugl, Stenpikker, Rødstjert, Rødrygget Tornskade, Gøg m.fl.

Vi holder dog også et vågent øje med evt. trækkende rovfugle som f.eks. Hvepsevåge, der trækker netop på dette tidspunkt, ligesom vi kigger nedad efter spændende insekter, som der er mange af i området.

Medbring kikkert og væske, evt. regntøj, en notesbog og en bid brød.

Turen er gratis og kræver ikke tilmelding. Mød blot op kl. 8.30!

Hvornår: Søndag den 17. maj 2015

Hvor mødes vi: Rundkørslen v. Hammelstrupvej (tæt v. indgangen til Naturlegepladsen)

Tidspunkt: 8.30 – 10.30

Vel mødt!