Klar, parat – Kulturdage!

Programmerne og plakaterne er trykt, tjeklisterne er tjekket, aftalerne er på plads, og nu mangler vi sådan set bare at spærre gaden af, stille op og begynde festen! Vi ses på Valby Langgade i morgen fra kl. 15!

I Valby Lokaludvalgs telt ved Valby Langgade 66 kan du møde lokaludvalgsmedlemmerne. De vil gerne høre hvad du synes om udvalgets projekter og fokusområder, og dine ideer til hvordan vi sammen kan gøre vores bydel endnu bedre.

På plancher kan du orientere dig i hvad der er op og ned på Kommuneplan ’15, og give dit besyv med til hvad lokaludvalget skal prøve at få indflydelse på, når den skal føres ud i livet.

Du kan besvare spørgeskemaet til Sammen om Byen – Københavns Kommune vil gerne blive endnu bedre til at inddrage borgerne, og derfor er det vigtigt at få borgernes syn på, hvordan de gerne vil inddrages.

Lokaludvalget har endnu ikke opgivet at få nyt bibliotek og teatersal på Smedestræde, og hvordan de planer ser ud kan du også orientere dig i hos lokaludvalget.

Og så kan du kigge nærmere på planerne for de tomme butiksbygninger ved siden af Tingstedet…

Kom forbi og få en snak og et kig – vi glæder os til at se jer!