Giv dit bud på fremtidens kulturdage og vind biografbilletter

Lokaludvalget har igangsat en spørgeskemaundersøgelse, der skal afdække både borgernes, foreningernes og forretningslivets behov og ideer til Valby Kulturdage i fremtiden.Besvar spørgeskemaet her og deltag i lodtrækningen om 5*2 billetter til Valby Kino.

2014 blev et fint, men temmelig vådt år for kulturdagene. Og selv om det var et ganske succesfyldt år, men mange tilmeldte foreninger og gode navne på scenen, begyndte snakken hurtigt i krogene, om det er på tide, at der sker noget nyt med kulturdagene. En evaluering, først i styregruppen og siden i Valby Lokaludvalg, har indtil videre vist, at der er mange ideer til hvilke nye retninger Valby Kulturdage kunne tage.

Datoerne for Valby Kulturdage 2015 er fastlagt til den 4. og 5. september – men udover datoen er der ikke noget, der ligger fast. En spørgeskemaundersøgelse skal afdække både borgernes, foreningernes og forretningslivets behov og ideer til Valby Kulturdage i fremtiden, og resultaterne tages med til et stormøde i november, hvor fremtiden for kulturdagene skal diskuteres.

Vi prøver at lægge ’plejer’ i graven og ser på kulturdagene med helt friske øjne. Vi kan mærke et behov, både fra borgernes, foreningernes og de handlendes side, for at undersøge, om vi får nok ud af kulturdagene som de er nu, eller de skal tænkes helt om” fortæller Dorthe Eren, udvalgssekretær for Valby Lokaludvalg og medlem af styregruppen for Valby Kulturdage.

Spørgeskemaet kan findes på Valby Lokaludvalgs hjemmeside og på Facebook, og det vil blive delt flittigt over de næste tre uger, for at få så mange besvarelser som muligt – både fra dem der deltog og dem der ikke deltog i 2014. Skemaet tager kun ti minutter at besvare, og blandt svarene trækkes der lod om fem gange 2 gavekort til Valby Kino.