Et glimt af Herman Bangs Plads’ fremtid

Søndag den 22. april blev Herman Bangs Plads for en kort stund omdannet til et græsbelagt byrum, fuld af liv og med udstillinger, tegneworkshop, trommespil og affaldssortering. De fremmødte fik hermed et lille glimt af de funktioner, som pladsens fremtid kan indeholde, hvis den nylancerede vision for Herman Bangs Plads virkeliggøres. Samtidig var det levende byrum en stor kontrast til den måde hvorpå pladsen syner trist og grå i det daglige.

Overvejende positive tilbagemeldinger
Men hvorvidt fremtidens Herman Bangs Plads står i miljøets tegn er der uden tvivl flere meninger om. I forbindelse med søndagens borgerinddragelse var lokaludvalget og Områdefornyelsen Gl. Valby i dialog med et halvt hundrede borgere om visionen, og selv om tilbagemeldingen var overvejende positiv, var der også flere kritiske røster blandt de fremmødte. Projektleder i Valby Lokaludvalg, Louise Lind, siger:

Min vurdering er, at de borgere som vi var i dialog med i søndags overvejende tager positivt mod ideen om at etablere et nyt byrum med en nærgenbrugs funktion på Herman Bangs Plads. Men det er klart, at der også er en vis bekymring for hvordan pladsen vil tage sig ud i fremtiden – vil den være fuld af grimme containere, grå, trist og fuld af skrald var nogle af de bekymringer, der kom til udtryk. Det er med rette nok det billede de fleste får på nethinden når ordet genbrugsstation indgår, og fordi en nærgenbrugsstation i det offentlige rum er en helt ny tanke, der ikke findes andre steder i København, er det svært at ændre den opfattelse. Men som det fremgår af det udarbejdede ideoplæg er tanken at integrere nærgenbrugs og byttefaciliteterne i et æstetisk attraktivt byrum, med rekreative funktioner såsom opholds og legemuligheder. Derfor er der selvfølgeligt alligevel en række udfordringer med at skabe en velfungerende plads. Det er vigtigt at understrege, at opbakning fra lokalsamfundet er en forudsætning for at visionen realiseres, og vi ser frem til at fortsætte dialogen hen over sommeren hvor vi i samarbejde med Center for Miljø og Områdefornyelsen Gl. Valby vil afholde flere arrangementer og debatter om pladsens fremtid.

Kom med din mening
Valby Lokaludvalg opfordrer alle beboere, der har en mening om visionen – positiv eller negativ – til at deltage i debatten frem til begyndelsen af efteråret hvor projektparterne gør status, og, på baggrund af de forhåbentligt mange borgerinput, vurderer om der er opbakning til at realisere visionen. Louise Lind siger:

Der er ikke truffet nogen endelig afgørelse endnu, og den konkrete udformning af et eventuelt realiserbart projekt er derfor stadig et åbent emne som borgerne i den grad har mulighed for at få indflydelse på. Vi vil i samarbejde med Områdefornyelsen Gl. Valby og Center for Miljø i løbet af sommeren fortsætte debatten blandt andet ved at afprøve nogle af de forslag til byrummets indhold, som borgerne selv er kommet med. Ambitionen er både at teste pladsens muligheder i praksis samt at komme i tæt dialog med de der dagligt bor og færdes i området. Vi håber naturligvis også, at borgerne lokalt vil sætte gang i snakken om pladsens fremtid og eksempelvis deltage i debatten med læserbreve her i Valby Bladet eller på lokaludvalgets hjemmeside. Ideer og kommentar er også velkomne på lokaludvalgets mail: valbylokaludvalg@okf.kk.dk

 

Link til videre læsning