2000 Valbyborgere indkaldes til høring

2000 Valby borgere indkaldes til borgerhøring under overskriften: Valby Ren Bydel. Statistisk udvalgte valbyborgere får i løbet af efteråret en invitation til at deltage i borgerhøring om, hvordan Valby kan gøres til en renere bydel.

Valby Lokaludvalg besluttede i december 2006 at gøre Valby Ren Bydel til tema i 2007. I den forbindelse blev der etableret samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og Ren By Kampagnen.

Formålet med at afholde borgerhøring er at inddrage borgerne i Valby i en dialog om mulige løsninger for at gøre Valby til en ren bydel. Det kan ske gennem borgerhøringen ”Valby, ren bydel påny – hvordan?” Det sker i efteråret 2007. Den nøjagtige dato offentligøres snarest mulig.

Når der indkaldes så mange, så ved vi godt, at de nok ikke kommer alle sammen. Men håbet er, at der kommer nogen, som vi ikke har set før, og som synes, at det kunne være interessant. Vi vil gerne vide, hvad de har af ideer og måske vil nogle af dem senere blive aktive i nogle konkrete projekter. Vi ved fra forskellige undersøgelser, at borgere gerne vil involvere sig i små konkrete projekter, som kan forbedre vores dagligdag og lokalområde. Vi håber på den måde at få fat i flere børnefamilier, flere unge og børn, ældre og dem som normalt ikke har tid til at deltage i vores andre aktiviteter. Men selvfølgelig skal vi også have fat i alle dem, som i forvejen er aktive i deres lokalområde. Sammen kan vi bare noget mere.

Valby Lokaludvalg har indledt samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, Grøn Valby og Teknologirådet om udvikling af projekt, hvor flest mulig borgere i Valby kan blive inddraget.

Borgerhøringen skal bruges til at udvikle og afprøve nye måder at engagere borgere i lokalsamfundet på ved at inddrage borgernes synspunkter, idéer og handlingsforslag i løsningen af affaldsproblemerne i Valby.

Teknik- og Miljøforvaltningen indgår i samarbejdet, og der lægges vægt på, at borgernes ideer formidles videre til det politiske udvalg. Tanken er også, at der nedsættes lokale netværker omkring de eventuelle projekter eller problemstillinger, som fremkommer på høringen.