Damhusåen høring nyhed

Vi støtter stadig anlæg af solceller på grønt, men stærkt forurenet område ved Valbyparken

Vi opfordrer i en henvendelse Københavns Kommune til at fastholde at anlægge solceller på HOFOR’s tekniske anlæg ved Valbyparken, men samtidig åbne området mere op og skabe en bredere passage mellem Valbyparken og Kystagerparken.

Baggrunden for henvendelsen er den aktuelle høring med navnet ‘Tillæg 1 til lokalplan Damhusåen‘, som Teknik- og Miljøudvalget skal behandle i slutningen af april.

I vores svar på høringen skrev vi, at vi bakker om ønsket om at bygge solceller på HOFOR’s tekniske anlæg.

Danmarks Naturfredningsforening har i deres høringssvar døbt området ‘Valby Enge’, og ønsker at området åbnes op som rekreativt areal, og at Københavns Kommune og HOFOR finder et andet sted at anlægge solceller.

Læs mere om foreningens holdninger ovre hos ValbyLIV:

Valby Enge er stærkt forurenet

Der er en grund til, at området Danmarks Naturfredningsforening kalder Valby Enge er afspærret for offentligheden.

I et notat, vi har modtaget fra HOFOR, gennemgår de områdets forureningsgrad. Det ser grønt ud på overfladen, men området er ikke kun forurenet med overløbsslam – det er også kraftigt forurenet af petrokemisk affald.

Forureningen i området stammer fra tidligere tiders oplag af bl.a. byggeaffald, aske fra forbrændingsanlæg, kemikalieaffald og industrislam, som har forurenet jorden og grundvandet med tungmetaller, benzener og kulbrinter m.v.

Forurening Valby Enge

Illustration: Simpel oversigt over nuværende forureningsforhold ved Parkstien 12-20 i Valby

Hvorvidt det er sundhedsmæssigt forsvarligt blot at opholde i området er ikke undersøgt til bunds. Kontakt med jorden må i hvert fald frarådes grundet forureningen

Vigtigt med solceller på kommunens egne områder

Vi er opmærksomme på, at området med solcelle-anlægget kan indeholde naturværdier, som bør åbnes for offentligheden, og vi har som udgangspunkt den holdning, at den konstaterede alvorlige forurening skal oprenses.

Vi synes også det er vigtigt, at København Kommune selv etablerer anlæg til produktion af fossilfri energi inden for kommunens eget område.

Alternativet kan være at placere anlæg uden for kommunen, hvor de også kan være til gene for omkringboende eller skabe forandring i naturforhold i de pågældende områder.

Åben området delvist op

Vi opfordrer til at åbne området syd for solcelleanlægget helt eller delvist for offentligheden. Det vil være i overensstemmelse med de gældende rammer fra Kommuneplan 2019, hvor det er udlagt som ”Områder til fritidsområdet mv.”

Dermed kan passagen mellem Valbyparken og Kystagerparken i Hvidovre Kommune blive bredere til fordel for gæster i parkerne. En stor del af området bør dog fastholdes som vild natur til sikring af faunapassagen efter anlæggelsen af solcelleanlægget.

Størst mulig biodiversitet skal sikres

Vi synes det er vigtig, at der på det område, hvor solcelleanlægget placeres, arbejdes med at opnå størst mulig biodiversitet, og at det sikres, at området fortsat vil kunne være fourageringsområde for flagermus.

Vi vil samtidig opfordre til, at det område, som ligger syd for haveforeningen Bergmans Have mellem rensningsanlæggets område og Festpladsen, og som nu henligger med grusbelægning, omlægges til naturområde, således at det kan indgå i Valbyparken.

Læs vores nye henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget her:

2 svar
  1. Kirsten Schauser
    Kirsten Schauser siger:

    Hej.
    Jeg kan ikke rigtig se hvorfor der skal bruges grøn areal, der potentielt bidrager til at absorbere CO2.
    Hvorfor ikke bruge tagene i Valby. Vi har da masser af arealer der ville være oplagte til det!
    Mvh Kirsten

    Svar
  2. Claus Petersen
    Claus Petersen siger:

    Hej
    Dette er endnu en ødelæggelse af naturområder i og omkring københavn. Området er et vigtigt aflastningssted for dyrelivet i valbyparken og kystagerparken hvor meget traffik, koncerter, idrætsaktiviteter i perioder presser vilde dyr væk og her gør det indhegnede område netop nytte som beskyttelse. Dele af parkstien er i forvejen gjort grim af netop hofor og der er ikke behov for mere grimhed omkring valbyparken hvor der også nyligt også er fjernet et stort antal træer på grunden op imod s-banen.
    Hilsen
    Claus

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *