Rosenkåring Valbyparken 2019 billeder nyhed

Valbyparkens smukkeste roser er fundet

2-3.000 mennesker fandt vej til Valbyparken, da den søndag den 4. august var ramme om Københavns største havefest: Den årlige kåring af Rosenhavens smukkeste roser.

Vores udvalgssekretær Dorthe Sørensen Eren havde fået æren af at kåre årets roser, og det gjorde hun blandt andet med en tak til de frivillige, som op til rosenkåringen havde været i fuld sving med at gøre Rosenhaven klar, så den viste sig fra sin smukkeste side.

Dorthe og Nina Rosenkåring Valbyparken

Dorthe Sørensen Eren med favnen fuld af vinderroser, sammen med rosengartner Nina Tindholm. Foto: Helle Nebelong

Der blev afgivet i alt 1.764 stemmer, og vinderroserne blev:

  • Hvid rose: ’Morten Korch’ med 159 stemmer
  • Gul rose: ’Lady of Shalott’ med 158 stemmer
  • Rød rose: ‘Hot Chocolate’ med 105 stemmer

Juli måneds vinderrose blev den røde rose ’Too Hot to Handle’.

En festlig dag fuld af aktiviteter

Området omkring Valbyparkens temahaver var indtaget af bl.a. Dahliaselskabet, Naturplanteskolen, Bybi, Grøn Hverdag og mange andre.

Der var workshop for børn, hvor man kunne lave sin egen mini-have og få den med hjem, og legepiloten Palle Krabbe var kommet helt fra Fyn med sin transportable kælkebakke.

Den skabte kødannelse midt i sommervarmen, hvor alle børn skulle mærke suset i håret og kildren i maven på vej ned ad bakken på både bobslæder og snowboards.

Dagen sluttede med et brag af en rockkoncert med Gasoline – det 5 kvinder stærke band, som satte ny strøm til Gasolins udødelige sange og musik.

Det var svært ikke at rokke med, og en del publikummer indtog græstæppet foran scenen og dansede med.

Medarbejderne fra Byens Drift, som havde været på arbejde fra tidligt om morgenen kunne glæde sig over, at Fokus på Haven & Rosenkåring for 21. år i træk havde været en vellykket og dejlig dag.

Rosenkåringen er en fast tradition, der skal sætte fokus på fokus på Valbyparken og Rosenhaven. Den afholdes altid første søndag i august.

Læs mere om Rosenhaven, temahaverne og Valbyparken på Københavns Kommunes hjemmeside:

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *