Tolerancevandring Folehaven

Kom til vandring, fællesspisning og koncert i tolerancens navn

Folehaven inviterer til vandring med besøg i en moské og en folkekirke, fællesspisning og koncert med Middle East Peace Ensemble, når kvarteret torsdag den 15. november varmer op til FN’s Internationale Dag for Tolerance.

Folehaven er et af Valbys mest mangfoldige områder, med mange forskelligartede skikke, traditioner og religiøse overbevisninger.

Derfor er Margrethekirken, Københavns Moské, SURF Valby og Vigerslev Bibliotek gået sammen om at arrangere en tolerancevandring, der skal fejre forskellighederne og gøre deltagerne klogere på hinandens traditioner og værdier.

Kulturel vandring og fællesspisning

Aftenen starter kl. 17 på Vigerslev Bibliotek, hvor deltagerne kan sætte deres medbragte retter til fællesspisningen ind på biblioteket. Medbring en ret, der afspejler din kultur.

Herefter starter vandringen, der går til Københavns Moské og Margrethekirken. Hvert sted er en introduktion til rummet og de traditioner og ritualer, det rummer.

Efter vandringen er der fællesspisning på Vigerslev Bibliotek. På det store sammenskudsbord finder du mad, der afspejler deltagerens kultur og værdier, for eksempel økologi, halal, vegansk og det traditionelle danske køkken.

Fredsmusik og tesalon i Margrethekirken

Efter det fælles måltid spiller Middle East Peace Ensemble op i Margrethekirken. Deres musik favner alt fra jødisk klezmer og arabiske kærlighedssange til klassiske værker, og koncerten byder desuden på spændende fortællinger og fællessang.

Fejringen af tolerancens dag slutter med en marokkansk tesalon arrangeret af to lokale kvinder.

Det koster 20 kr. at deltage i vandring, spisning og koncert. Billetter kan købes på Billetto, eller på Vigerslev Bibliotek i den betjente åbningstid.

Program for aftenen

  • Kl. 17.00: Mødes ved Vigerslev Bibliotek, hvor retter til sammenskudsspisningen sættes ind.
  • Kl. 17.10: Vandring til Københavns Moské og Margrethekirken
  • Kl. 18.45: Sammenskudsspisning på Vigerslev Bibliotek
  • Kl. 20:  Koncert med Middle East Peace Ensemble i Margrethekirken
  • Kl. 20.45: Marokkansk tesalon i Margrethekirken
2 svar
    • Katrine Clausager Rich
      Katrine Clausager Rich siger:

      Hej Randi,

      Vi kender ikke ruten, det er SURF Valby der står bag arrangementet sammen med Margrethekirken, Vigerslev Bibliotek og Københavns Moské.

      Mvh Katrine, sekretariatet

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *