Sydhavnsmetro får endestation på Toftegårds Plads – OBS aprilsnar…

Efter lange natlige forhandlinger har overborgmester Frank Jensen og formand for lokaludvalget Michael Fjeldsøe i de tidlige morgentimer givet håndslag på, at Sydhavnsmetroen fortsættes fra Ny Ellebjerg station, og får endestation på en overjordisk perron på Toftegårds Plads.

Debatten har raset længe: Toftegårds Plads er en kedelig betonørken, som ikke kan bruges til noget fornuftigt. Det gør Valby Lokaludvalg nu noget ved: Udvalget har længe i det skjulte kørt forhandlinger med overborgmester Frank Jensen om at forlænge Sydhavnsmetroen, og her til morgen kl. 5 faldt aftalen endeligt på plads.

“Det var en barsk omgang, men jeg er glad for at det endelig er lykkedes at føre Sydhavnsmetroen helt ind i hjertet af Valby” fortæller en træt Michael Fjeldsøe med en velfortjent morgenkaffe i hånden.

Metroen fortsættes fra Ny Ellebjerg station langs Gl. Køge Landevej, for at ende i en flot overjordisk perron ud for Valby Kulturhus på Toftegårds Plads.

Byggeriet vil betyde at krydset Vigerslev Allé/Toftegårds Plads skal omlægges, og en niveaufri udfletning etableres. På en såkaldt fly-over vil Vigerslev Allé bliver hævet 8 meter over jorden, der hæver sig fra Sjælør Boulevard, får højeste punkt ved Toftegårds Allé, og når gadeniveau igen ved Scharlingsvej.

Københavns Kommune udskriver en international arkitektkonkurrence omkring udformingen af Toftegårds Plads station.