Illustration byhave Toftegårds Plads

Se listen: Det fik Valby på Budget ’19

Et godt budget for Valby: Helhedsplan og nyt bibliotek på Toftegårds Plads, kunstgræsbane i Kulbaneparken og flere penge til at skabe en fantastisk ny park i Kulbanekvarteret er bare nogle af de ting, vi kan glæde os over på Budget ’19.

Det fik Valby på Budget ’19:

Over 120 millioner kr. finder vej til Valby med det budgetforlig, der blev indgået fredag den 7. september mellem syv af de ni partier på rådhuset.

Pengene fordeler sig på seks poster:

  • Byggeri af nyt Valby Bibliotek til Toftegårds Plads, inklusiv helhedsplan for pladsen og renovering af Valby Kulturhus: 80,3 millioner kr.
  • Etablering af en 8-mands kunstgræsbane i Kulbaneparken: 9,4 millioner kr.
  • Omdanne naturgræsbaner på Vanløse og Valby Stadion til kunstgræsbaner: 17 millioner kr.
  • Bevare det gule hus på Smedestræde og etablere grøn forplads i forbindelse med byggeri af ungdomsboliger til 24 udviklingshæmmede14,4 millioner kr.
  • Håndtering af forurenet jord og landskabelig bearbejdning i den nye Kulbanepark: 5,5 millioner kr.
  • Flere toiletter og omklædningsrum i Hafnia-Hallen: 5,5 millioner kr.

Partierne bag budgetaftalen er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Venstre, Konservative samt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Øverst på vores ønskeliste var penge til at skabe Valbys kulturelle centrum på Toftegårds Plads, og til en 8-mands kunstgræsbane i Kulbaneparken, så det er svært at få armene ned ovenpå årets forhandlinger!

Første skridt til at gøre Toftegårds Plads til Valbys kulturelle centrum

Med Budget ’19 blev der endelig afsat penge til en helhedsplan for Toftegårds Plads og byggeri af et nyt Valby Bibliotek på pladsen!

80,3 millioner er i alt afsat til formålet, og de dækker over:

  • Byggeri af nyt Valby Bibliotek på Toftegårds Plads 
  • Udarbejdelse af en helhedsplan for Toftegårds Plads, så placeringen af biblioteket støtter bedst muligt op om den videre udvikling af pladsen til Valbys kulturelle centrum
  • Renovering af Valby Kulturhus

Et nyt Valby Bibliotek har længe været et ønske fra Kultur- og Fritidsforvaltningen. Vi arbejdede først i mange år for at få placeret biblioteket på Smedestræde, hvor kommunen havde en ubenyttet grund.

Da det ikke kunne få opbakning, fødtes ideen om at bygge biblioteket på Toftegårds Plads, og udvikle pladsen til et kulturelt centrum for Valby.

Læs mere om vores visioner for Toftegårds Plads lige her:

Valby Bibliotek og Valby Kulturhus bliver naboer

Med flytningen til Toftegårds Plads bliver Valby Bibliotek, ungeprojekthuset Kraftwerket og Valby Kulturhus nærmeste naboer.

At der samtidig udvikles en helhedsplan for pladsen vil sikre, at placeringen af biblioteket støtter op om en videre udvikling af Toftegårds Plads til Valbys kulturelle centrum.

Det nye bibliotek forventes færdigt i 2022. Vi glæder os til at deltage i det fortsatte arbejde med helhedsplanen for Toftegårds Plads!

En ny fodboldbane til Kulbaneparken

Mange gode kræfter, blandt andet lokale unge, Rikken FC, Valby Lokaludvalg og Områdefornyelsens Kvartergruppe har kæmpet for, at der igen skulle være fodbold i Kulbaneparken – og nu bliver drømmen til virkelighed!

Der er afsat 9,4 millioner kr. til at etablere en 8-mands kunstgræsbane i den vestlige del af parken. Banen bliver til gavn for hele kvarteret.

Læs mere om den længe savnede fodboldbane lige her:

Der blev også penge til resten af Kulbaneparken – 5,5 millioner kroner til forureningshåndtering og landskabelig bearbejdning i Kulbaneparken. Hermed bliver de sidste forurenede arealer i parken miljøhåndteret, og de stejle skråninger omdannes, så de kan bruges til parkaktiviteter. 

Rådgiverne, der er i fuld gang med at tegne på planerne for Kulbaneparken, skal nu indtænke de nye midler og anlæg. Kulbaneparken forventes anlagt i 2019-2020

Du kan følge med i parkens udvikling ved at følge Områdefornyelsen Kulbanekvarteret og foreningen Kulbaneparkens Venner på Facebook.

Læs hele årets budgetaftale lige her:

1 svar
  1. John breiner
    John breiner siger:

    Fatter ik kommunen skal bruge flerekr på Smedstræde. Det vel kostet ca6 mill og have de flyvske planer. Samtstedet ligner udkant af en millionby slum. Direkte pinligt. Nærmere sig noget jeg ik vil bruge mit ord. På men begynd med s.

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *