Badestranden i Valbyparken september 2019 nyhed

Den nye badestrand i Valbyparken er godt på vej

Anlægsarbejdet på den nye badestrand i Valbyparken er færdigt for i år, og stranden er kommet et godt stykke tættere på at være færdig. Der går dog et par år, før du sikkert kan hoppe i bølgerne.

Med første fase i anlæggelsen afsluttet er det tydeligt at se, hvordan det kommer til at se ud, når hele arbejdet til sin tid er færdigt.

Den stejle skråning med sten, som hidtil har adskilt Valbyparken og vandet i Kalveboderne, er blevet erstattet af en 120 meter lang sandstrand, som allerede nu kan benyttes til ophold og aktiviteter.

Da Valbyparken er anlagt ovenpå en tidligere industrilosseplads, har den første fase i anlægsarbejdet bestået i at rense den forurenede jord.

Efterfølgende er der fyldt op med sand og udlagt nyt græs op til stranden.

Badegæster må væbne sig med tålmodighed

Alle os badelystne gæster, der glæder sig til at hoppe i vandet, må vente nogle år endnu. Vandkvaliteten er endnu ikke god nok til badning, da der ofte kommer spildevandsbakterier fra Damhusåen og Gåsebækrenden, som kan være sundhedsskadelige.

Badestranden i Valbyparken kreditering Jytte Sommer (5)

Foto: Jytte Sommer

Det frarådes også at lade hunde bade i vandet pga. bakterierne.  Teknik- og Miljøforvaltningen forventer tidligst, at vandet vil være rent nok til badning i løbet af 2021.

Anlægsarbejdet fortsætter i foråret 2020 og 2021

Arbejdet med at færdiggøre stranden ligger stille i vinterhalvåret, fordi Kalveboderne er et fuglebeskyttet område. Det betyder, at anlægsarbejdet kun må foregå i sommermånederne, fra den 1. maj til den 31. august.

Næste fase bliver derfor udført i sommerhalvåret 2020, hvor byggepladsen opsættes igen på stranden.

I 2020 skal der bl.a.:

  • Etableres en støttemur i beton mellem stranden og parken
  • Anlægges en opholdstrappe i granit mellem grusstien og sandstranden

Efterfølgende kommer der igen en pause frem til det fortsætter i 2021.

I månederne mellem anlægsperioderne vil byggepladsen blive fjernet, så man kan besøge og opholde sig på sandstranden.

Ekstra faciliteter hvis pengene ikke er brugt

Når de sidste anlægsarbejder er afsluttet, er der mulighed for at tilvælge forbedringer til parken, som placeres i området nær stranden.

Hvilke faciliteter og hvor mange, det afhænger af hvor mange penge, der er tilbage. Faciliteterne kan f.eks. være:

  • Cykelparkering
  • En toiletbygning
  • Opgradering af de eksisterende træningsredskaber

Faciliteterne bliver udvalgt i samarbejde med arbejdsgruppen, der består af repræsentanter fra Valby og Kgs. Enghave Lokaludvalg.

Læs mere om planerne for den færdige badestrand lige her:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *