Længe leve Smedestræde

Et flertal på Københavns Rådhus er blevet enige om at sikre Smedestræde mod et salg resten af året. Samtidig er der afsat to millioner kroner til at undersøge muligheden for kulturelle aktiviteter på grunden. Valby Lokaludvalg er dermed kommet et skridt videre mod drømmen om at opføre et nyt bibliotek og en ny teatersal på den tomme grund i hjertet af Valby.

Valby Lokaludvalg har siden sensommeren 2012 arbejdet for at overbevise politikerne på Københavns Rådhus om, at Smedestræde har potentiale til at blive et nyt kulturelt kraftcenter, der samtidig kan styrke by- og handelslivet i det centrale Valby. Og efter megen debat frem og tilbage er det nu lykkes at få afsat penge til at lave et dispositionsforslag, der både skal afdække de muligheder lokaliteten rummer, samt estimere hvad det vil koste at opføre et bibliotek og en ny Teatersal på Smedestræde. Til efteråret skal Københavns Borgerrepræsentation på baggrund af dispositionsforslaget tage stilling til om der skal bevilliges penge til at udforme og realisere et endeligt projekt.

Formand for Valby Lokaludvalg, Lisbeth Ritter, er selvsagt begejstret for at projektet er kommet et skridt videre mod en realisering. »Det er en sejr ud over alle grænser og en fantastisk succeshistorie, der viser, at borgernes engagement er afgørende. Borgerne har båret den her sag, både gennem ’Valbys Valg’ og ved at vise politikerne, at det er er plads, man ønsker, bliver brugt til fælles formål,« siger Lisbeth Ritter.

Dispositionsforslaget udarbejdes af Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune i samarbejde med Valby Lokaludvalg, Kultur Valby og lokale interessenter.