Ukendt titel - Poul Gernes_behandlet
0 Kommentarer/

På parkeringspladsen ved CSC Computer Science mødes firmaets ansatte året rund af farverige blomster, der lyser op på en ellers grå betonmur, der afgrænser parkeringspladsens område. Blomsterne er skabt af kunstneren Poul Gernes, der netop er kendt for sin brug af farver i sine værker.

Gernes kunstneriske karriere tog for alvor fart, da han i 1961 var en af medstifterne af Eks-skolen, hvis program blandt andet var, at udgøre et alternativ til kunstakademiet. Man ville gøre op med magtstrukturerne inden for kunstverdenen og indføre et mere samfundsbevidst kunstsyn.

Det samfundsbevidste kunstsyn følger Poul Gernes igennem hele hans kunstneriske virke.  Herunder kom brugen af farver til at spille en helt afgørende rolle, hvilket både viser sig i hans store værkproduktion fra 1960’erne og i de udsmykningsarbejder, som han hovedsageligt beskæftiger sig med fra 1970 og frem.

Gernes mente at farver og enkle former kunne være med til at forbedre menneskers livskvalitet. Kunsten har, ifølge Gernes, en nytteværdi, hvilket kan aflæses direkte i kunstens gavnende virkning i f.eks. børnehaver, på arbejdspladsen og på hospitaler. Gernes største offentlige udsmykningsopgave er farevsætningen af samtlige vægge, døre, gardiner, paneler osv. på Herlev Hospital.

Blomsterne på parkeringspladsen ved CSC Computer Science er udført i metal og er sprøjtelakerede i genkendelige Gernes-farver. Blomsterne sad oprindeligt højt oppe på en mur i en lukket atriumgård, men af sikkerhedshensyn blev de flyttet i 1994, da nogle af bladene var begyndt at falde ned.

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at deltage her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *